Berøringen – for livets skyld!

Små børn har brug for at blive båret, tumlet og kælet med. Det giver dem tryghed og stimulerer både deres hjerne og deres legeme. Men vi andre har også brug for berøringen – faktisk betyder det mere, end vi umiddelbart tror …

Engang blev der lavet en undersøgelse på et børnehjem, hvor alle børnene sov på den samme sovesal. Det viste sig, at de børn, der lå i de tre forreste rækker senge, man kom til udefra, aldrig døde, hvorimod der ind imellem forekom dødsfald blandt de andre børn, dem der lå i de bagerste senge. Spørgsmålet var, hvorfor det kun var blandt dem, dødsfaldene forekom?

Den eneste forskel, man kunne finde frem til, var, at der aldrig blev rørt ved de børn, der lå bagerst, ud over det mest nødtørftige. Personalet, der kom ind på stuen, havde overskud til at nusse og røre ved de første 3-6 stykker, så blev det ikke til mere.

Dette fortæller cand. psyk. aut. Ulla Dyrløv, der samen med cand. psyk. aut. Charlotte Bjerregaard driver Familiepsykologisk Praksis i København, for at understrege, at vi mennesker er født med grundlæggende behov for berøringen. Mad, drikke, tøj, husly, varme og søvn er behov, som vi alle kender og anerkender. Mens berøringen er lige så vigtigt, men knapt så anerkendt.

– Vi mennesker bliver født som sociale flokdyr. At nogen tager sig af os, det gør jo, at vi overhovedet kan overleve. Vi er prædisponeret til at indgå i sociale sammenhænge, idet vi jo ikke kan overleve, hvis vi ikke har dem. Og en af måderne, vi mærker det på, lige fra vi bliver født, det er ved, at nogen rører ved os og tager sig af os, siger Ulla Dyrløv.

– De børn på det omtalte børnehjem, der fik øjenkontakt og lidt ekstra berøring, de døde ikke. Det kan vi tage som et tegn på, at vi er afhængige af berøringen. Så det har en fundamental betydning for vores overlevelse, simpelthen.

Berøringen – meget er bedre

Ulla Dyrløv henviser også til et andet forsøg, hvor man lod halvdelen af en gruppe mødre gå med deres spædbørn i slynge tæt ind til sig i tre timer om dagen. Den anden gruppe skulle bare nøjes med at gøre, hvad der var normalt for at passe et spædbarn.

Der viste sig en ganske stor forskel. De, der var i slynge, græd kun halvt så meget som dem, der ikke var i slynge. De havde en bedre fordøjelse, var mere nysgerrige og mere årvågne længere tid ad gangen. De var også mere rolige.

Japanske kvinder, grønlændere og forskellige naturfolk, som bærer deres spædbørn på ryggen, kender til disse fordele. Der er flere ting i det. Det er nemlig ikke kun berøringen, der tæller, det er også bevægelsen, følelsen af at være med i noget vigtigt, hvor det ikke lige er barnet, der er omdrejningspunktet, men hvor det har alligevel en fornemmelse af at være med i det, der sker.

Endelig udskilles der ved berøringen et hormon, som også er rigtig vigtigt for, hvordan vi kommer til at fungere. Det er stoffet oxytocin, som udløses ved berøringen, og som også gør, at vi bliver mere rolige, mere vågne og mere nysgerrige.

Teenagere kan savne berøringen

Hvis vi ikke som små har fornemmet det naturlige ved at blive rørt ved, er der risiko for, at vi får sværere ved at mærke grænserne for, hvad der er okay, og hvad der ikke er det, fortsætter Ulla Dyrløv.

– Det er nemlig også en af de ting, der er vigtige i forhold til berøringen og de større børn. De skal jo selvfølgelig lære, hvilken form for berøring, der er okay, og hvad der ikke er okay. Og det lærer man jo ved at blive berørt på en okay måde.

– Så når man skal berøre sine teenagebørn for eksempel, skal det selvfølgelig være på en tilpasset måde, så man mærker efter, om de overhovedet har lyst til det. Det skal ikke være sådan, at nu har mor brug for at kramme dig, selv om du ikke kan lide det. Det er noget med at være til stede og respektere grænser, og det lærer de store børn igen ved, at vi respekterer deres grænser.

– Berøringen er dejlig, og det giver en god kropsopfattelse. Det gør også, at man kommer til at føle sig dejlig, og det gør de store børn selvfølgelig også, men samtidig skal man respektere, hvis de ikke synes, det er rart.

Ulla Dyrløv mener personligt, at den nemmeste måde at få rørt ved teenagebørn på, er ved en eller anden form for reel massage.

– Det kan også være noget med at kilde, have det sjovt og slås. Mænd er generelt bedre end kvinder til det der med teenagebørnene, fordi det jo er meget fysisk, og kvinder som regel er mere stille og rolige.

– Et meget vigtigt aspekt ved berøringen er, at man får en bedre sanseintegration. Man får nemmere ved at bearbejde de ydre stimuli omkring lyde, lugte, smag, syn og følelse. Alle de ting bliver man bedre til at få integreret, så det bliver til noget naturligt, at man kan bearbejde alle de stimuli i stedet for at blive vildt stresset og måske hyperaktiv, fordi man ikke har styr på de ting.

– Hvis man har styr på noget, betyder det jo, at man ikke skal bruge hjernekapacitet på det, men at der frigives kapacitet til, at man kan lære at regne og læse og fungere. Den slags ting, der bare falder naturligt, fordi man er blevet rørt ved. Det tror jeg også er rigtig vigtigt.

Det er dog ikke alle, der umiddelbart er vilde med at blive rørt ved eller som skyer berøringen.

– Nogle er født sådan: De er taktil-sky, sådan at det nærmest gør ondt at blive rørt ved. I virkeligheden vil de gerne have det, men det gør bare ondt. I stedet for hud mod hud kunne man her lægge et stykke tyndt stof imellem, eller man kan med forsigtighed bruge en speciel børste, som ergoteraputer har udviklet. Det er super vigtigt, at de får berøringen, selv om det umiddelbart virker, som om det er utrolig ubehageligt, svarer Ulla Dyrløv.

Autister kan også have utrolig svært ved berøring og øjenkontakt. På dem kan man med held bruge den her børsteteknik, hvis de skal have noget berøring, og det samme med de såkaldte ADHD-børn, hyperaktive børn, der ligeledes kan have det svært med berøringer.

Berøringen i flere udgaver

Når børnene er omkring 10 år eller lidt mere, er det vigtigt, at det ikke bliver ved at være ”Du er lille og jeg passer på dig”-berøring, hvor vi omslutter barnet. I stedet bør det være en berøring, der siger: Jeg synes, du er en god fyr, eller: Du er en dejlig pige!

– Når børnene skal ud og stå på egne ben, skal de have en følelse af, at verden ikke er farlig, siger Ulla Dyrløv.

– Det handler vel ikke direkte om berøringen, men vi får faktisk en del ind her, som er blevet rigtig bange for at være væk fra mor eller far. Man skal passe rigtig meget på med ikke at overskride de her grænser, for eksempel børn, der bliver kysset farvel af mor, når de er 11 år gamle. Der kommer en eller anden naturlig overgang på et tidspunkt, hvor det bliver for meget med en bestemt form for berøring.

– Det har selvfølgelig ikke noget at gøre med, at forældrene ikke stadig skal være dem, der styrer, dem der sidder forrest i flyet, som når jeg sammenligner forældre med piloter. Men det er naturligt, at vi skal røre vores større børn mindre, end vi skal røre de små. Alligevel kan vi få det puttet ind på andre måder, som for eksempel: Skal jeg massere dig lidt, eller kunne du tænke dig det eller det …

– Hvis man lader være at berøre sine børn, risikerer man i hvert fald, at sanseintegrationen bliver dårligere, og at kropsbevidstheden også bliver forringet. Og så er der risikoen for ikke at føle, at der er nogen, der holder af en.

En hånd på skulderen

Hvis man har et hyperaktivt barn i en klasse, og man som lærer skal give en eller anden instruktion, anbefales det nu, at man lægger en hånd på skulderen af ham, mens man giver beskeden. Den berøring giver ro, så barnet rent faktisk kan koncentrere sig om det, der bliver sagt. Derfor vil det også være klogt at have disse elever forrest i klassen.

– De hyperaktive børns mange bevægelser er jo netop noget, de gør for at koncentrere sig. Det er faktisk samarbejde. Disse børn samarbejder, når de bevæger sig. Det hjælper lidt at vide det, når man er sammen med dem, for så bliver man ikke så irriteret over deres adfærd. Man kan sige til dem, at de skal tie stille, og det kan de godt, men så kan de ikke koncentrere sig om det, man siger.

– Det kunne være en idé, at disse børn bare fik lov at gå rundt, mens man snakker. Sådan en pige har jeg lige haft i dag. Hun kunne kun koncentrere sig, hvis hun hele tiden gik rundt herinde, og det gik jo fint, bare hun kunne koncentrere sig om det, jeg sagde. Det har slet ikke noget med begavelse at gøre, de arbejder bare lidt langsommere, og for at få dem op på samme takt som hos vi andre, så hjælper bevægelsen.

– Det er også derfor, man giver en form for amfetamin som medicin mod det, naturligvis kun i bittesmå doser, men som kan hjælpe hjernen op på den takt. Men det er noget, jeg lader forældrene afgøre, slutter Ulla Dyrløv.

Man kan komme i kontakt med Ulla Dyrløv, Familiepsykologisk Praksis, på tlf. 3510 6672 eller ulla@familiepsykologiskpraksis.dk