Nyheder

Forskere skjuler bivirkninger af medicin

11. oktober 2016

Når resultater bliver offentliggjort i fine videnskabelige tidsskrifter, bliver de ofte set som meget troværdige. Men et nyt studie viser, at forskere ikke nævner skadevirkningerne ved de undersøgte lægemidler i de videnskabelige tidsskrifter. Det går i sidste ende ud over patienten.

Lægeindustrien sætter ofte sin lid til videnskabelige tidsskrifter. Men når forskere publicerer resultaterne for kliniske forsøg af lægemidler, holder de ofte bivirkningerne skjulte. Det viser en ny undersøgelse, der afslører, at mellem 43 og 100 bivirkninger i de undersøgte videnskabelige artikler, ikke var lagt frem.

Professor Yoon Loke fra Norwich Medical School, University of East Anglina, UK, er en af forskerne bag studiet.

– Der er en dårlig kultur, hvor man helst kun rapporterer om de positive virkninger ved nye behandlinger, siger hun til Videnskab.dk.

Ikke ny viden

Men at medicinalindustrien holder skadevirkningerne ved lægemidler hemmeligt er ikke ny viden. I 2005 udkom bogen The Truth About the Drug Companies. Her kom det frem, at flere lægemidler er blevet trukket tilbage pga. alvorlige bivirkninger, selvom de i første omgang blev godkendt af myndighederne.

Et af de produkter er det smertestillende middel Vioxx, der viste sig at forårsage hjerteanfald, slagtilfælde og dødsfald. Det kom på det amerikanske marked i 1999, men blev først trukket tilbage fra markedet i 2004, selvom producenten Merck godt kendte til skadevirkningerne.

Vildleder lægerne

Vildledningen går altså ud over patienten. Når læger sammen med patienterne skal vurdere, hvilken behandling der er den rigtige, baserer de ofte deres viden på videnskabelige artikler. Det fortæller Karsten Juhl Jørgensen, der er vicedirektør ved forskningscentret Cochrane Instituttet i København.

– Langt de fleste læger baserer deres valg på den information, der er lagt frem i de videnskabelige artikler. De leder ikke i sekundær litteratur for at dobbelttjekke, om der er bivirkninger, som ikke er blevet publiceret. Det har de simpelthen ikke tid til i den kliniske hverdag, siger han til Videnskab.dk.

Det kan betyde, at patienterne får bivirkninger, som de ikke kendte til, eller at lægerne kommer til at overbehandle patienterne, fordi de tror, at lægemidlet er mere harmløst, end det rent faktisk er.

 

Handler om penge

Men hvorfor bliver bivirkningerne holdt hemmeligt i lægevidenskaben? Her er det svært at komme uden om økonomi. Producenterne bag lægemidlet vil gerne sælge deres produkt, men også forfatteren bag tidsskriftet har interesse i at publicere positive forsøgsresultater. Jo bedre resultater, jo mere bliver en videnskabelig artikel brugt og citeret.

– Positive resultater er god marketing, siger Karsten Juhl Jørgensen.

Lægemiddelindustriforeningen (LIF) frasiger sig ansvaret for de skjulte bivirkninger. De mener, at det er de offentligt ansatte læger, der er ansvarlige. Men den køber Karsten Juhl Jørgensen ikke.

– Det er oftest industrien, der står for forsøgsdesign, analyser, kodning af skadevirkninger samt selve artikelskrivningen. Man kan ofte undre sig over, hvad de læger, der står på artiklerne som forfattere, egentlig har gjort for at retfærdiggøre deres forfatterskab, siger han.

Der er for nyligt lavet en database, hvor medicinalindustrien fremover er forpligtet til at registrere effekter og bivirkninger ved lægemidler. Flere er dog kritiske overfor, om det nye system nytter noget.

 

Kilde: Videnskab.dk

 

Forrige artikelTræk vejret – dybt

Næste artikelElektronisk affald bliver ikke genanvendt