Råd mod trætte øjne? |
|
Jeg læser med stor interesse din brevkasse. Tak for den. Mon du kan give mig et råd? Jeg har et job, som indebærer mange timer foran en computer. Det kan jeg jo ikke lave så meget om på. Men mine øjne reagerer ved, at jeg ser dårligere, er træt i øjnene. Ikke tørhed, men træt. Jeg kan slet ikke læse bøger om aftenen, som jeg er vant til, hvilket jeg er ked af. Hvad pokker stiller jeg op? Mvh Naja
Øjnene styres af små muskler. Disse muskler arbejder statisk, dvs. på samme måde, når vi ser på noget med samme afstand hele dagen. Øjnene arbejder altså på samme måde, når du ser på skærmen, når du læser en bog/avisen, når du ser på et andet menneske osv. I det øjeblik du slipper skærmen og drejer stolen, så du kommer til at kigge laaaaaangt ud, så arbejder øjnene på en anden måde. Og det er rigtig godt. Det er bl.a. derfor, det er skønt at kunne kigge ud over hustagene, ud over en åben plads, ud over havet osv. frem for ind i en mur. Øjenmusklerne arbejder ikke, som de har gjort hele dagen. Og statisk arbejde gør muskler trætte. Tænk bare på, hvor længe du mon kan holde ud at stå med armen løftet ud til siden? Ikke så længe, vel? Men nu til de konkrete ting du kan gøre: - Slip skærmen så tit du kan og kig langt. - Luk øjnene engang i mellem og husk i øvrigt at blinke. - Hvis du er spændt i øjenmusklerne, kan du lave to skåle af dine hænder og holde dem for øjnene. Støt nu albuerne på bordet eller lårene, og forestil dig, at dine øjne kan trille ned i skålene. - Ture udendørs med blikket stillet ind på "ingenting" langt ude i horisonten. Øjenmusklerne har godt af at blive strakt og trænet: - Kig langt til venstre - Kig langt til højre - Kig langt op under pandehåret - Kig langt ned ad kinderne - Lave en cirkel den ene vej og den anden vej. Hvis du er flittig med disse ting, tror jeg, du opnår bedring snart. I begyndelsen kan man godt blive lidt ør af øvelserne, men forsæt alligevel evt. lidt blidere. Bedste hilsner Tine |

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.
Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.
Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.
© Naturli, Forlaget Mediegruppen


