Slimklat i halsen?

Noget, jeg har undret mig over længe: Jeg har næsten dagligt, men ikke 100 pct., ondt i halsen – som om der sidder en slimklat.

Jeg hoster ikke, men er det en halsbetændelse, der bare ikke bryder ud?

Jeg synes, mit immunsystem er godt i øvrigt, men jeg oplever perioder med stress, hvilket immunsystemet jo ikke har godt af. Men hvad gør jeg?

Jeg spiser sundt og tager gode vitaminpiller. Motionerer desværre for lidt og har tidligere røget en del, men er nu stoppet.

Mvh

Berit Henriksen


Først må du til lægen for at være sikker på, at der ikke er noget galt med din hals, bakterier eller lign. Men ellers er det et typisk tegn på stress, at man har en følelse af en klump i halsen.

Det kan også være, at du 'sluger for mange kameler'?

Nogle har glæde af at sætte motion på dagsordenen, fordi det opløser stagnationer. Find og dyrk kun motion, som du kan lide, og som bekommer dig godt.

På længere sigt er det jo ret usundt at leve med for meget stress, så du skal måske øve dig i at sige fra og huske dig selv på, at døgnet kun har 24 timer, din arbejdsuge nok i omegnen af 37 timer. Og hvad er egentlig menneskeligt muligt at nå?

Det kan være en god idé at sætte et stort minus i kalenderen på nogle dage hver uge, så du ikke laver aftaler, men helliger dig nogle dage, hvor du har dig selv på programmet.

Pas på dig selv. Der er kun dig til at gøre det, for du er dit eget ansvar.

Mange hilsner

Tine Sofia


Online siden Mandag, 09. Juli 2012 08:19




Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.

Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.

Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.

© Naturli, Forlaget Mediegruppen