Giv dig selv en omgang belønningsmotion |
|
Du ved det godt: Motion giver dig velvære – både fysisk og psykisk. Alligevel vinder sofaen kampen om din gunst. Derfor har vi på Naturli konstrueret et nyt træningskoncept, ”Belønningsmotion”, som netop henvender sig til dig, der har svært ved at få gode intentioner om motion ført ud i livet. Menneskekroppen er skabt til bevægelse. Samfundsudviklingen har dog gjort, at dagligdagen stiller langt færre krav til bevægelse, end det tidligere har været tilfældet. Forskerne har regnet sig frem til, at gennemsnitsmennesket i dag har et dagligt energiforbrug, som svarer til ca. 40 pct. af det energiforbrug, man havde for 10.000 år siden. Menneskets gener kræver aktivitet for at fungere, og stimuleres disse ikke med tilstrækkelig fysisk aktivitet, muterer de, og man rammes af de såkaldte livsstilssygdomme som f.eks. type 2 diabetes og hjertekarsygdomme. For at holde sig sunde og raske bør mange mennesker derfor supplere deres daglige fysiske aktivitet med egentlig motion. Men på trods af de positive effekter på både det fysiske og psykiske helbred får mange mennesker alligevel ikke motioneret tilstrækkeligt i hverdagen. Naturli har derfor konstrueret et nyt træningskoncept, som henvender sig til dig, der egentlig gerne vil motionere, men som alligevel kun alt for sjældent får det gjort. Træningskonceptet har vi døbt ”Belønningsmotion”. Koncept BelønningsmotionHovedmålet med Belønningsmotion er at øge den ugentlige motionsmængde og -kvalitet. Konceptet bygger i højere grad på såkaldte procesmål frem for egentlige præstationsmål. Præstationsmål som f.eks. et bestemt vægttab eller det at træne sig op til at løbe ti kilometer er derfor ikke umiddelbart en del af konceptet. Grundtanken er, at fundamentet, motionen, skal på skinner, før præstationsmålene evt. skal bringes i spil. Da målgruppen for dette koncept er personer, som har svært ved at få gang i motionen, sigter hele konceptet mod at få motion forbundet med glæde og fornøjelse. For at nå hertil skal du kun arbejde med motionsformer, du kan lide, ligesom en gennemført træningsgang honoreres efter belønningstabellen.
|

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.
Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.
Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.
© Naturli, Forlaget Mediegruppen


