Pasta er et tørt produkt og kan derfor holde i flere år. Så længe du sørger for lufttæt indpakning. Du skal dog være mere opmærksom på datoen, hvis du køber frisk pasta, da det indeholder væske og derfor holder kortere tid.
Tørrede krydderier som karry, oregano, peber og rosmarin kan næsten holde sig uendeligt. Hvis du ikke sørger for at lukke posen eller krydderikrukken godt nok efter brug, kan smagen aftage en smule. Men krydderierne kan fortsat sagtens bruges i madlavningen.
Mel, ris og havregryn kan i princippet holde sig, til der kommer dyr i. Vær dog opmærksom på fuldkornsprodukter. De indeholder nemlig hele skaldele og kimen, som indeholder fedtstoffer, der kan blive harske over tid.
Salt er et rent naturprodukt. Inden salten kommer i butikkerne, kan den have ligget i jorden i tusinder af år, uden det påvirker kvaliteten. Derfor behøver du ikke være bekymret, hvis din salt har overskredet de 2 år, den bliver anmærket med efter produktion.
Brød med mug skal smides ud med det samme. Men virker brødet blot tørt og kedeligt, kan du skylle det et par sekunder under den kolde hane og derefter varme det ti minutter i en ovn ved 200 grader. Så bliver det næsten som nyt.
__________
3 gode råd
1. Kend mærkningen
Anmærkning som ”mindst holdbar til” eller ”bedst før” betyder, at maden ofte godt kan holde sig længere end datoen. Når datoen overskrides skal du altså selv vurdere, om maden er for gammel. Har fødevaren anmærkningen ”sidste anvendelsesdato”, bør du smide den ud efter den angivne dato.
2. Brug dine sanser
Lugt til maden, se på maden. Er der intet, der tyder på, at det er for gammelt, kan du roligt spise det.
3. Pak maden ind
Sørg for at pakke maden godt ind i en lufttæt beholder eller frysepose. Når ilttilførslen mindskes, holder maden længere.
Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet, Samvirke.dk, Videnskab.dk
Forrige artikelOverfølsom: Hvad tåler du?
Næste artikelØkologiske muslinger skal gavne husdyr og vandmiljø