Har du også undret dig over, hvordan kinesiske læger fik den ide at behandle med bittesmå, tynde nåle?
Er en af de mest generelle spørgsmål, jeg får i klinikken.
For det er jo i sandhed en gammel behandlingsform, og hvordan fandt man på at stikke små nåle ind i kroppen for at få det bedre?
Egentlig kunne denne artikel blive den korteste af alle, for vi ved ikke så meget. Akupunkturens historie går virkelig langt tilbage – man kan ikke sige med sikkerhed hvor langt.
Men hvordan det hele startede?
De første beviser på, at der blev givet akupunktur, går 4-5.000 år tilbage. Billeder/tegninger, som viser mennesker, der ligger med små stumper stikkende ud fra kroppen. Dengang blev der brugt små skarpe sten og splinter fra dyreknogler.
Og måske er de 4-5.000 år helt forkert ramt. Hvad der gik forud, ved ingen. Måske er akupunkturen endnu ældre, uden at vi har kunnet finde bevis for det?
Men der skulle gå lang tid, før akupunkturen bevægede sig uden for Kinas grænser.
Først i 1700-tallet blev de første jesuitter sendt til Peking. Her mødte de læger, der kunne fremvise helbredelsesresultater, som var meget slående. De tog tilbage til Europa med helt enestående oplevelser og fortalte om det. På den måde kom metoden til Europa.
Den ældste lærebog, ”Den gule kejser”, er skrevet 3-400 år før Kristi fødsel. Her beskrives det, vi i dag kalder kinesisk medicin eller rettere Traditional Chinese Medicine (i daglig tale forkortet til TCM).
Akupunkturnåle kan på ingen måde sammenlignes med de nåle, vi kender som kanyler. En akupunktur nål er lavet af kirurgisk stål, den er tynd som et hår, føjelig, steril og ultraskarp.
Når vi her i landet tænker på medicin, så er det billeder af piller, indsprøjtninger og andre medikamenter, der toner frem for det indre blik.
Men i kinesisk medicin ser man begrebet sundhed og sygdom meget bredere og, hvis du spørger mig, meget mere relevant.
Der er væsentligt flere strenge at spille på i TCM, end vi er vant til i vores vestlige system. Begrebet sundhed (fravær af sygdom) kan støttes mange steder fra.
At bruge indretning i sundhedssammenhæng kan føles meget langt fra vores verden. Forestil dig et lægebesøg i Danmark, hvor en person, der lider af søvnløshed, bliver rådet til at stille sengen anderledes, at rydde op i soveværelset, fjerne hylden over hovedgærdet og bruge linned i rolige farver.
Men hvis du tænker lidt over det, så kan du måske godt forstå idéen om, at det kunne have indflydelse på vores søvn. Og det vil, i min verden, være et godt sted at starte fremfor en tur på apoteket.
I dag bruges akupunktur over det meste af verden, og i flere lande bruges medicin, operation og TCM side om side.
Feng shui (indretningskunst) bruges også world wide, og meget af den medicin, vi kender i Vesten, stammer fra urterecepter.
Jo mere jeg beskæftiger mig med TCM, jo mere ser jeg, at den medicinske verden, som vi kender og accepterer her til lands, fletter sammen. Det er absolut ikke altid modstridende syn, men der anvendes og anskues fra forskellige indfaldsvinkler.
Hvordan akupunkturen blev grundlagt. Ja, vi ved det jo ikke med sikkerhed, for intet blev skrevet ned dengang. Vi ved, at alt i TCM bygger på erfaringer og observationer, og justering af disse gennem generationer. Viden er gået i arv fra far til søn. Og fordi der er gået så lang tid, er metoder blevet udviklet, afprøvet, raffineret i det uendelige – og der sker stadig nye opdagelser.
Men sandsynligt er det, at når folk fik småskader, sår, rifter eller torne forskellige steder på kroppen, så observerede de kinesiske forfædre, at det påvirkede helbredstilstanden. Og herfra gik man i gang med at afprøve og observere i det uendelige. Når noget virkede, blev det anvendt og videregivet til arvingerne.
Der fortælles om, at lægen kun fik sin betaling, hvis han havde gode resultater med sine behandlinger. Så det gjaldt om at være dygtig, hvis man skulle brødføde sin familie.
Hvis du i forvejen kender til vestlig fysiologi, så advarer jeg dig på forhånd: Glem alt, hvad du har lært, og hold dig åben. For her i TCM-verdenen ses kroppens og organernes funktion ganske anderledes. Ikke nødvendigvis modsat, bare med andre ”briller”.
På den tid, da fysiologien skulle kortlægges, måtte man ikke obducere folk. Man troede at hvis man skar i en død krop, fløj sjælen ud og blev til et spøgelse. Derfor har man gættet sig frem til, hvor organerne lå, hvilken funktion de har osv. Man må sige, de har gættet ret godt. Og måske alligevel dissekeret lidt, når ingen så det??
Balancen indbyrdes mellem organerne er vejen til helbredelse. At yin og yang er i balance og kan genfinde balancen i en foranderlig krop i en foranderlig verden.
Og det er her, akupunkturen kan hjælpe ved at fremme/tæmme/øge energien, skrue ned eller op for varme, bevæge energien og opløse stagnationer.
Meridianbanerne har nemlig kontakt til organerne, der er tværveje, som kan behandle partnermeridianen. På meridianernes forløb er der punkter, hvor energien samler sig, og organer kan kontaktes og behandles derfra. Disse er akupunkturpunkter, og dem er der over 300 af.
Energibanerne kan man, hvis man er en trænet behandler, mærke rent energetisk, og punkterne ligeså.
Mange, mange år senere har man fundet en metode til at måle hudoverfladens spænding, og her fandt man, at det er her meridianerne ligger. Nøjagtigt som kineserne, for mange tusinde år siden, sagde, at de gjorde.
TCM er så fint og raffineret et system, som aldrig har behøvet at ændres siden.
Det er så imponerende, at det burde regnes som et vidunder. Tænk, at de har kunnet kortlægge alt dette.
Når man tager i betragtning, at TCM ligger i hvert fald 4.000 år før Kristi fødsel, og Hippokrates, som vi kalder lægekunstens fader, levede 400 år før Kristus … Hvem er så egentlig et alternativ til hvem?
Forklaringer
Akupunktur er sammensat af ordene ”arcus” som betyder nål og ”punktur” som betyder punkt. ”At sætte en nål i et punkt”. Akupressur betyder, at man trykker på et akupunkturpunkt i stedet for at sætte en nål.
Urteterapi er læren om at anvende urter og svampe som kosttilskud, koge dem til te eller suppe, tygge de friske blade eller komme urter/ tørrede svampe i maden.
Moxa er en behandling med varme. Traditionelt bruger man urten gråbynke, som der sættes ild til. Gråbynke er særligt god til at flytte energi og til at booste forskellige steder i kroppen, hvor der er energiunderskud.
Tuina er en massageform.
Qi gong bruges medicinsk, fordi man træner og vedligeholder hele kroppen, muskler, leddenes placering, åndedræt, balance, sanser.
Feng shui er læren om indretningskunst. Det tillægges meget stor betydning for vores fysiske og mentale helbred, hvordan vi bor og hvilke ting og farver, vi omgiver os med. Dette gælder også på din arbejdsplads.
Kost Ja, selvfølgelig har det betydning for vores helbred. Men i TCM bruger man meget bevidst kosten til at regulere energien. En kvinde spiser på én måde efter menstruation, en anden når hun er gravid eller ammer. Gamle bedstefar, som er gammel og afkræftet, skal have en anden type kost end en ung person, så kræfterne kan genvindes. Yngre mennesker der arbejder hårdt eller en teenager i voksealderen skal have en kost tilpasset dette.
Gua-sha er en skrabeteknik, der bringer ilt og cirkulation til forskellige områder af kroppen. Bruges til spændte muskler, men kan også behandle ujævne hudområder.
Cupping er vaccumterapi. Dvs. massage hvor vævet løftes op i stedet for at trykkes ned. I nyere tid bruges denne teknik også som skønhedsbehandlinger til ansigtet eller til cellulitis.
Hvorfor vente på at blive syg?
I Kina bruger de fleste akupunktur som en del af deres personlige velvære nogle endda på daglig basis ud fra holdningen: ”Det er jo skørt at vente på at blive syg, når man kan holde sig rask”.
Sikke en skøn egenomsorg, og hvor er det sandt.
Forrige artikelPlanternes planet– hvordan ser den ud?
Næste artikelVi behøver ingen mirakelmedicin så længe vi har D-vitamin