Nyheder

Alkohol og motion giver længere liv

10. januar 2008

En stor dansk undersøgelse bekræfter, at et moderat alkoholindtag og motion er mere livsforlængende end motion alene.

Et moderat alkoholforbrug på en til to genstande om dagen har en gavnlig effekt på helbredet. Hvis man så samtidig sørger for at motionere regelmæssigt, nedsætter man yderligere risikoen for hjertesygdomme. Sådan lyder konklusionen i lægetidsskriftet the European Heart Journal, som tirsdag har offentliggjort en stor dansk undersøgelse. Bag undersøgelsen står blandt andre Ph.d. studerende Jane Østergaard Pedersen fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet og Morten Grønbæk, der er forskningschef samme sted. – Vi ved fra tidligere undersøgelser, at et moderat indtag af alkohol nedsætter risikoen for hjertesygdomme. Vi ved også, at motion har den samme effekt. Det nye i denne undersøgelse er, at begge dele kombineret giver en yderligere nedsat risiko for hjertesygdomme, siger Morten Grønbæk. Alkoholen og motionen har nemlig en gavnlig effekt på folks kolesterolprofil, hvis man vel at mærke holder sig under Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. – For kvinder er der tale om en genstand om dagen, hvis det her skal have en gavnlig effekt, mens mænd max må drikke to genstande om dagen. Hvis man kommer højere op eller drikker ugekvoten på én gang, er der risiko for alle mulige andre sygdomme, siger Morten Grønbæk. Hvad motionen angår drejer det sig om mindst 30 minutters motion om dagen, hvor pulsen kommer op over længere tid. For eksempel ved løb, svømning, rask gang eller en forpustet cykeltur.

Stor undersøgelseForskerteamet har gennemgået data fra 11.914 mænd og kvinder som i perioden 1981-83 var fra tyve år og opefter. Over de næste tyve år døde 1200 af deltagerne af hjertesygdomme, mens 5900 døde af andre årsager. Undersøgelsen konkluderer at personer, som slet ikke drak alkohol, havde 30-31 procent større risiko for hjertesygdomme, sammenlignet med personer med et moderat alkoholforbrug på 1 til 14 genstande om ugen. Undersøgelsen viste dog, at afholdsfolk har mulighed for at begrænse risikoen for hjertesygdomme, ved at motionere regelmæssigt og fokusere på en fornuftig kost. Ifølge Morten Grønbæk er der tale om den mest omfattende undersøgelse nogensinde, der kigger på kombinationen af alkohol og motion i forhold til hjertesygdomme. Han mener dog ikke at konklusionerne giver anledning til, at Sundhedsstyrelsen skal revurdere sine kampagner. – Det ville være spild af penge at fortælle danskerne om de gavnlige effekter af alkohol, da det i forvejen kun er en forsvindende del af danskerne, der ikke drikker alkohol, siger han og fortsætter.

– Men hvis folk får dårlig samvittighed over at drikke en øl om dagen, så kan det selvfølgelig være en god idé at oplyse om det, siger Morten Grønbæk. Kilde: Berlingske

Forrige artikelMænd med basstemmer får flere børn

Næste artikelVeluddannede får sundere børn