Opskrifter

Ananas “Hanoi”

7. marts 2021

3 personer

Det skal du bruge

1 ananas

Barbequesauce:

4 spsk akaciehonning

2 spsk hoisinsauce

1 spsk ketchup

1 spsk soja

2 spsk risvin

Til anretning:

1 bdt forårsløg

1 lille chili

1 stor håndfuld saltede peanuts

1 bdt koriander

Flagesalt

Sådan gør du

Tænd bålet og vent, til flammerne har lagt sig lidt. Smid så ananassen direkte i bålet.
Du skal ikke skrælle, vaske eller bruge tid på at klargøre den, bare ind med den. Afhængigt af størrelsen lader du ananassen brænde i 30-40 minutter. Vend den et par gange undervejs, så den brænder jævnt. En god indikator på, at ananassen har det godt, er, når saften begynder at pible ud af den, mens den brænder.

Mens ananassen mere eller mindre passer sig selv, gøres de andre elementer klar. Bland alle ingredienserne til saucen sammen og rør godt, indtil den er samlet.

Snit forårsløg og chili i fine ringe. Læg peanuts i en sigte og rist dem over gløderne, indtil de er gyldne og sprøde.

Tag ananassen ud af bålet. Skær alt det brændte af, flæk den og kassér stokken i midten. Med hænderne flår du ananassen i grove stykker og anretter dem på et lille fad. Drys flagesalt på og anret med barbequesauce, peanuts, forårsløg, chili og frisk koriander.

Fra bogen “Grøn bålmad” af Eva Helbæk Tram og Nicolai Tram.

Forrige artikelEn hjælpende hånd til dine nyrer

Næste artikelUdrensning: Lær om lymfesystemet