Anette Sams er idealistisk forkæmper for sundhed: “Jeg vil uddanne folk til at vælge selv”

Anette Sams er uddannet farmaceut og har i mange år arbejdet i medicinalindustrien. I dag bruger hun sin viden til at efteruddanne og oplyse både sundhedspersonale og almindelige mennesker om kostens betydning for blodsukkeret og menneskets biologi. Målet er at give en indsigt, så man selv kan tage reflekterede valg for sin sundhed.

Indtil 2015 havde Anette Sams flere prestigefyldte stillinger i Novo Nordisk, hvor hun rejste rundt i verden og arbejdede med at forske i ny medicin mod diabetes og kredsløbssygdomme. Det var et arbejde, hun på mange måder nød, og som hun ser tilbage på med varme. Som hun siger, så ville hun for eksempel ikke vide alt det, hun gør i dag, hvis ikke hun havde haft de poster. Men i løbet af særligt de senere år, begyndte en idealisme at spire i hende.

For den viden, hun opbyggede, gav hende en unik indsigt i kostens betydning for blodsukkeret, immunforsvaret, fordøjelsessystemet og generel sundhed. En indsigt, som hun følte, hun var nødt til at dele med andre, fordi den simpelthen var for vigtig til at gå med selv.

Særligt så hun, hvordan raffinerede og uraffinerede fødevarer påvirker kroppen på et hav af måder, og at man ved at ændre på sin kost kan opnå vilde sundhedseffekter. Det så hun for alvor, da hun i den sidste tid i Novo begyndte at tale med venner og bekendte om, hvad hun vidste. For efter bare en times samtale med Anette afprøvede de hendes påstande på egen krop og lagde kosten om. Det resulterede i, at de slap af med alt fra smerter til autoimmune lidelser, eller den diabetes, de havde kæmpet med, faldt til ro og nåede et punkt, hvor den ikke længere var målbar.

En stor beslutning

I lyset af det tog Anette en beslutning. Hun sagde sit job op for i stedet at arbejde intensivt med at uddanne alle os andre i betydningen af madens raffineringsgrad. Det gør hun stadig den dag i dag med kurser, efteruddannelse, foredrag som forfatter. Hendes nyeste bog “Kålhydrater”, er netop kommet på gaden.

“Jeg nåede et punkt, hvor jeg tænkte “nogen er jo nødt til at sige de her ting højt”, for der var ingen, som gjorde det.”

– Og jeg fik sværere og sværere ved at holde det tilbage, fordi jeg kunne se den effekt, det havde på de mennesker, som tog min viden til sig. Jeg fortryder ikke springet, for jeg tror på, at jeg har gjort en forskel for mange mennesker og skubbet til nogle ting. Men det er også svært, siger Anette.

Svært, fordi hendes viden ikke kan forstås i en one-liner. Svært, fordi der ikke er prestige i at tale om kost. Svært, fordi hendes mål ikke er at fortælle os, hvad vi må og ikke må, men at få os til at tænke og mærke efter selv. Svært, fordi det ikke kan sættes på en generel formel, men skal gradbøjes efter det liv og den insulinfølsomhed, man har.

Hvad har du lyst til?

Når Anettes budskab ikke kan sættes på formel, er det fordi, hun ikke vil diktere. Selvom hun jævnligt får henvendelser fra folk, som spørger, om hun ikke bare kan fortælle dem, hvordan de skal spise. Men det er slet ikke hendes agenda. Dermed ikke sagt, at hun ikke har nogle rettesnore, man kan følge. For det har hun. Basis-kosten, kalder hun det.

Basis-kosten er Anettes fundament, som hun har bygget op med udgangspunkt i sin videnskabelige baggrund. Det er de fødevarer, hun anbefaler, at man primært bygger sine måltider op omkring, og som er er uraffinerede og har et naturlig lavt kulhydratindhold.

– Basis-kosten er for mig udgangspunktet og grundstenen, som man skal spise efter, hvis man vil have de gavnlige sundhedseffekter. Men så kan man tilvælge tilskud fra andre fødevaregrupper. Det kan være et kulhydrattilskud eller et nydelsestilskud, hvis man kan mærke, at man har lyst til eller behov for det. Det afgørende er, at man selv aktivt vælger de ting til, og at man ikke bare spiser dem, fordi det plejer man at gøre, eller fordi man ikke ved bedre, siger Anette.

Sats på basis-kosten

For at skære det helt ud i pap har Anette designet en madpyramide. Men for at forstå den, skal man altså først smide alt det, man kender en madpyramide for, ud af vinduet. For hvor den normale skabelon siger, man skal spise mest fra bunden, lidt fra midten og mindre fra toppen, er Anettes model anderledes. Hun siger, at voksne sagtens kan nøjes med at spise fra bunden – basis-kosten. Her gemmer der sig nemlig kål, grøntsager og gode fedt- og proteinkilder. Næste lag i pyramiden skal man kun plukke fra, hvis der er en grund til det.

Det kan være, at man virkelig holder af at spise et rundstykke om søndagen, ikke vil undvære kartofler til aftensmaden eller at man har brug for den ekstra energi fra kulhydraterne, fordi man motionerer meget. Uanset om det handler om behov eller lyst, så er det altså ting, man aktivt kan tilsætte sin kost. Sidste lag i pyramiden er nydelseskassen. Her gemmer der sig slik, kage, søde sager og mange andre godter. Dem må man ifølge Anette også gerne forkæle sig med. Igen er hendes pointe bare, at det skal være fordi, det giver en værdi.

– Der er jo ikke noget problem i at spise lidt sødt en gang imellem. Jeg siger bare, at man ikke skal gøre det hovedløst, men virkelig vælge, hvad det så er, man gerne vil forsøde tilværelsen med. Og spiser man på den her måde, hvor man selv aktivt vælger nydelseselementer til, så vil det også være de ting, man virkelig savner, og ikke bare noget, man putter i munden pr. automatik, siger hun.

Så med andre ord er der rimelig fri leg, når det kommer til, hvad kosten skal bestå af. Man skal bare vide, hvad man spiser, hvorfor og hvad det gør ved kroppen, når man vælger det ene, andet eller tredje.

Raffineret eller ikke-raffineret

Netop hvad det gør ved kroppen, når man spiser på bestemte måder, er hvor det bliver rigtig interessant. Det er også her, man skal finde forklaringen på, hvorfor Anette har set mennesker stort set blive fri for flere forskellige typer af sygdomme og lidelser ved at lægge kosten om.

Anettes fokuspunkt er nemlig – som allerede beskrevet – fødevarers raffineringsgrad. Og selvom det er et parameter, som fylder ret lidt i samtaler om kost, så er det uhyre vigtigt. Raffineringsgraden dækker nemlig over, om planteceller er intakte, som de er. Hvis man spiser stegt spidskål, dampet broccoli eller bagt rødbede, eller om cellevæggen er pulveriseret, som den eksempelvis er i meget plantefars. At det er vigtigt, om cellen er hel eller smadret, hænger sammen med madens vej gennem kroppen, og hvor og hvordan næringsstoffer optages.

Spiser man raffineret mad – ødelagte planteceller som i en plantebøf – så er en stor del af fordøjelsesprocessen i princippet sket, inden man overhovedet tager den første bid. Det kræver nemlig ikke et forarbejde fra kroppens side at få adgang til de næringsstoffer, der engang var inde i cellen, og som nu svæver frit tilgængeligt i bid efter bid. Derfor bliver de også optaget allerede i starten af tarmsystemet. Det kan i princippet lyde meget godt, for man får jo hurtigt adgang til de vigtige vitaminer og mineraler, men faktisk er det helt omvendt. Det er nemlig rigtig uheldigt, at kroppen har adgang til skatkammeret af gode ting så nemt og hurtigt.

For det første, så kan det give en blodsukkerstigning, når maden har en høj raffineringsgrad og næringen hurtigt finder vej til blodbanen. Det i sig selv behøver ikke være et problem, men kan blive det, når flere andre faktorer spiller ind.

– Det er jo helt oka, at have et højt blodsukker ind i mellem. Det sker der ikke nødvendigvis noget ved. Men hvis det er mere reglen end undtagelsen, og kroppen samtidig ikke er gearet til at fjerne det overskydende sukker fra blodet, så er det, at vi kan begynde at udvikle forskellige sygdomme, siger Anette.

Skidt med skidt på

Så blodsukkeret stiger. Det næste, som sker – eller rettere ikke sker – når vi spiser raffinerede kulhydrater, er, at vi slet ikke fodrer bakterierne i tarmen. Bakterierne lever nemlig meget længere nede i tarmsystemet, så når al næringen er blevet trukket ud af maden i begyndelsen af fordøjelsessystemet, får de ikke noget at arbejde med, og det er virkelig uheldigt. Bakterierne spiller nemlig en afgørende rolle for vores sundhed og immunforsvar ved blandt andet at få tarmcellerne til at danne hormoner, som regulerer alt fra appetit til døgnrytme og evnen til at fjerne sukker fra blodet.

– Når man ser hele billedet, så er det jo nemt at få øje på, at det er skidt med skidt på. Maden giver en blodsukkerstigning, og fordi tarmbakterierne ikke aktiveres, så bliver evnen til at fjerne det sukker også dårligere. Omvendt kan man altså også forbedre begge parametre ved at spise anderledes, siger Anette.

Bytter man den raffinerede mad ud med uraffinerede og dermed intakte planteceller, kan man nemlig vende den negative spiral.

Dit valg: Medicin eller mad?

De hele planteceller, som gemmer på en verden af gode næringsstoffer, vil nemlig forblive intakte, helt til de når frem til tarmbakterierne. Det betyder en mindre blodsukkerstigning, og godter til de små hjælpere i tarmen. Vi mennesker kan nemlig ikke nedbryde plantecellevæggen, vi har brug for bakterierne til at gøre det arbejde for os. Når de har gjort det, så vil bakterierne også mæske sig i nogle af de næringsstoffer, som sætter gang i produktionen af de gode hormoner, og som også leder til et stærkere immunforsvar.

– Ved at spise en fuldt raffineret kulhydratrig kost, som ikke er sjælden i Vesten, så skaber man en masse rod i hormonsystemet. Man får et højt og meget svingende blodsukker, og man svækker immunforsvaret – alt sammen, fordi kosten bliver optaget for tidligt i fordøjelsessystemet og derfor ikke medvirker til at fodre tarmbakterierne. Det er jo ret vildt, ikke? siger Anette.

Alt det rod kan så resultere i et hav af livsstilssygdomme, som vi behandler med medicin i stedet for at arbejde med kernen af problemet, nemlig kosten.

– Jeg kunne godt tænke mig, at det var sådan, at man ved lægen blev præsenteret for nogle muligheder. At man, hvis man var interesseret, og det virkede relevant i forhold til sygdommen, kunne få en folder om kost, og hvordan man selv kunne arbejde med at forbedre sin sundhed, i stedet for bare at få en recept stukket i hånden. Jeg har intet imod medicin – tværtimod – jeg synes bare, man skal have lov til at vælge mellem medicin og rigtig mad, der hvor det kunne være relevant, siger hun.