Nyheder

Antiinflammatorisk jul med nødder

6. december 2016

Nødder er en smagfuld vej til en antiinflammatorisk krop. Og selvom nødder er fede, så feder de ikke.

Julen er højtid for nødder. Vi bruger dem som pynt på marcipankonfekt og har dem til at stå i en kurv i stuen, så familien mørke decemberaftener kan sidde sammen og knække nødder i stearinlysets skær. Men udover at bidrage til hyggen og smage skønt, så har nødder faktisk den helt perfekte ernæringsmæssige sammensætning. De er fyldt med grove og mættende fibre, er rige på sunde fedtstoffer og indeholder, ligesom frugt og grøntsager, mikroskopiske plantestoffer, der består af antioxidanter og styrker immunforsvaret.

Disse sundhedsstyrkende virkninger sætter ernæringskonsulent Martin Kreutzer og kogebogsforfatter Sandra Pugliese fokus på i bogen ”Nødder – naturens genvej til flad mave og antiinflammatorisk styrke”. De vil gerne have flere danskere til at spise antiinflammatorisk, og her er nødder en rigtig god ingrediens.

– Antiinflammatorisk kost er en meget klar opskrift på, hvordan vi kan bruge mad til at spise os til øget styrke. Både livsstilssygdomme og overbelastningsskavanker er knyttet til inflammation i kroppen. Men med de rette mængder af sunde råvarer kan vi hjælpe kroppen ud af inflammationen og give øget energi og overskud. Og det kan vi med nødder, siger Martin Kreutzer.

 

MUFA bekæmper inflammation

Nøddernes antiinflammatoriske trumfkort er det høje indhold af MUFA (enkeltumættede fedtsyrer), som også findes i avokado og olivenolie og er årsagen til, at middelhavskost de seneste år har fået positiv opmærksomhed. Men i stedet for at vende blikket sydpå, kan vi blot bruge de råvarer, vi i forvejen har i Norden.

Det høje indhold af de sunde fedtstoffer gør nemlig nødder til den rene medicin for hjertet. MUFA sænker kolesteroltallet og mindsker risikoen for åreforkalkning. Derfor har personer, der dagligt spiser nødder, halv så stor risiko for hjerte-kar-sygdomme. Men mængden af nødder er helt afgørende.

– Der skal faktisk store mængder MUFA til, for at det virker antiinflammatorisk. Det er ikke nok bare at spise nødder en gang i mellem. Den rette behandlingsdosis er 50 gram nødder om dagen, siger Martin Kreutzer.

 

Fede men feder ikke

Desværre er nødder blevet syndebuk, når det kommer til fedt. Men det er en generel misforståelse at alt fedt feder. Ud over at styrke hjertet, kan nøddefedt nemlig medvirke til vægttab. Spansk forskning har vist, at nødder kan hjælpe dig af med den helbredstruende mavefedt, som sætter sig som en tikkende bombe mellem indvoldene.

– Man bør ikke være fedtforskrækket men fedtnuanceret. Det fedt, der sidder i bughulen, virker ekstremt inflammatorisk fremmende. Men ved at spise det sunde nøddefedt, kan man omfordele fedtet og gavne den samlede kredsløbssundhed, siger Martin Kreutzer.

Han understreger dog, at man ikke skal gå amok i store mængder nødder, men skal holde sig til den anbefalede mængde på 50 gram om dagen.

I bogen finder du en lang række lækre nøddeopskrifter som aubergineskiver med mandelcrunch, lammefrikadeller med pistacienødder og fisk med hasselnøddesmør og estragon. Så der er ingen undskyldning for at styre udenom de antiinflammatoriske perler – og slet ikke her i den søde juletid, der bugner af nødder.

 

__________

 

Her gør nødderne godt

Hjernen: Kulhydraterne optages meget langsomt og giver dig derfor stabil energi hen over dagen. Resultatet er, at du føler dig frisk og veloplagt fra morgen til aften.

Knæene: Mange nødder er gode kilder til inflammationshæmmende fedtstoffer og kan derfor få bugt med spirende overbelastningsskader forårsaget af hård træning eller dårlige arbejdsstillinger.

Blodet: De sunde fedtsyrer gavner blodets kolesterolindhold, hvor det potentielt skadelige LDL-kolesterol dykker, og det gode HDL-kolesterol stiger.

Maven: Fordøjelsen får en hjælpende hånd af de mange kostfibre, der samtidig er næring for tarmens sunde bakterier. Sidstnævnte sikrer, at du opbygger en stærk tarmflora, som holder immunforsvaret i topform. Samtidig rummer flere nødder masser af enkeltumættede fedtsyrer, der potentielt kan hjælpe dig med at få bugt med mavefedtet. Det sker ved påvirkning af fedtstofskiftet hen imod øget anvendelse af mavens fedt som energikilde.

Musklerne: Flere nødder er fortrinlige proteinkilder, der på indholdssiden kan måle sig med kød, fisk og fjerkræ og dermed både understøtter din mæthed og muskelopbygningen efter hård fysisk belastning.

Kilde: ”Nødder – naturens genvej til flad mave og antiinflammatorisk styrke”.

Forrige artikelGigt – når inflammationen begynder at knirke

Næste artikelRødkål med rødbede og speltkerner