For Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie giver det ikke mening at smide mad ud. Hun er vokset op med respekt for råvarerne og ønsker at give de værdier videre. Derfor har hun gennem flere år deltaget aktivt i initiativer for at redde maden og har i år takket ja til rollen som protektor for foreningen Stop Spild Af Mad.
For Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie giver det ikke mening at smide mad ud. Hun er vokset op med respekt for råvarerne og ønsker at give de værdier videre. Derfor har hun gennem flere år deltaget aktivt i initiativer for at redde maden og har i år takket ja til rollen som protektor for foreningen Stop Spild Af Mad.
Udmagrede børn med udspilede maver, som gik sultne i seng hver dag. De små, fortvivlede blikke, som ikke fortjente den skæbne, de stod midt i. Prinsesse Marie husker tydeligt de billeder trone frem på tv-skærmen, da hun selv var barn. Det genkendelige smil falmer en smule, hun bliver alvorlig i blikket, og man kan se, hvordan minderne kører som en film i hendes hoved, mens hun skænker te op i de fine, hvide porcelænskopper. Vi sidder i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg i elegante, mørkebrune møbler i et rum omsluttet af flotte gulddetaljer på døre, vægge og loft. En stærk kontrast til de uhyrligheder, Prinsessen fortæller om.
Hungersnøden i Etiopien i midten af 80’erne var både skræmmende og ubegribelig for den lille Marie – og langt fra det, hun selv kendte fra hendes trygge opvækst i Paris. Her manglede der ikke noget, og alligevel var mad en ressource, man satte pris på. Noget, der havde kostet penge og havde taget tid og kærlighed at lave. Var der rester, spiste man dem eller lavede dem om til et nyt måltid.
Derfor har Prinsesse Marie svært ved at forstå, at vi har skabt et samfund, hvor vi i den vestlige verden producerer langt mere, end vi forbruger. Samtidig med, at der på den anden side af kloden fortsat er flere millioner mennesker, som sulter. En uretfærdighed, hun ikke kan slippe, og som har fået hende til at gå ind i kampen mod spild af mad, hvor hun deltager i mange aktiviteter og arrangementer med fokus på tiltag og løsninger, der kan reducere madspild.
– Madspild er en naturlig sag for mig at gå ind i. Det er en stor klimasynder, som derfor er én af de vigtigste indsatser for klimaet, siger Prinsesse Marie.
En femtedel af vores globale madproduktion går til spilde. Det svarer til én milliard måltider om dagen. Og alene i Danmark smides næsten 900.000 tons spiseligt mad ud hvert år.
Starter i hjemmet
For Prinsesse Marie er madspildsområdet en kompleks og enkel størrelse på én og samme tid. Der er mange led, som spiller ind, når mad går til spilde, men det handler helt enkelt om at bruge det, man producerer. Et ansvar, hele samfundet bærer, men som, Prinsessen slår fast, starter ét sted. Nemlig i hjemmet.
– Det starter med dårlige vaner. I Vesten er vi vokset op med en overflod af muligheder, og det er nemt bare at bruge, som vi har lyst til. Vi er forkælede. Vores forbrugs- og produktionssamfund betyder, at vi producerer mere, end vi bruger. Det skal vi have lavet om på, siger Prinsesse Marie.
Prinsessen mener, at danskerne skal klædes ordentligt på for at ændre på de dårlige vaner.
Som med mange andre af samfundets udfordringer, som truer fremtiden, mener Prinsesse Marie, at vi også her skal kigge mod den yngre generation.
For nogle år siden besøgte Prinsessen en skole i København i forbindelse med lanceringen af nyt undervisningsmateriale med fokus på madspild – et projekt, der var blevet til i samarbejde mellem Foreningen Stop Spild Af Mad og Københavns Kommune.
En fornuftig kok
I hjemmet i Washington D.C. forsøger Prinsesse Marie at leve op til sit eget råd og sørger for at inddrage Greve Henrik og Komtesse Athena i madlavningen. Særligt Athena synes, det er sjovt at trylle stødt frugt om til smoothies og frugtsalat.
– Selvom mine børn ikke har så stor interesse for at lave mad, gør jeg meget ud af at fortælle, hvad jeg gør, hvordan jeg opbevarer tingene, og hvad der kan genbruges på forskellige måder. Det er vigtigt for mig at lære dem så meget som muligt, så de forhåbentligt tager de gode vaner med sig, fortæller Prinsesse Marie.
Selv synes hun ikke, at hun er en ørn i køkkenet. Alligevel prøver hun sig frem og lader kreativiteten lede vejen.
– Jeg planlægger altid mine indkøb og kigger i køleskabet først for at se, hvad vi har. Jeg sørger jævnligt for at tømme køleskabet. Biksemad kan laves på mange måder, og da børnene var mindre, var der meget, som kunne bruges i madpakkerne, siger Prinsesse Marie og tilføjer:
– Jeg er ikke en god kok, jeg er en fornuftig kok. Det handler om kærlighed til maden og at gøre sit bedste. Du skal bare kaste dig ud i det, opfordrer hun.
Stolt af Danmarks madspildskamp
Da Prinsessen kom til Danmark i 2008, var der samme år et initiativ, som begyndte at spire. Nemlig Foreningen Stop Spild af Mad, der arbejder med forebyggelse af madspild og minimering af madspild gennem oplysning, formidling og konkrete løsninger. I takt med, at foreningen er vokset, har Prinsesse Marie deltaget i flere af deres aktiviteter blandt andet i ”Middag mod madspild”, som
i 2023 var arrangeret af Den Italienske Ambassade i Danmark. I år har Prinsessen taget endnu et skridt ind i samarbejdet og har takket ja til at blive protektor.
– Jeg er gennem mange år blevet inspireret af Foreningen Stop Spild Af Mad, som har gjort så meget på området inden for madspild. Min ny rolle som protektor giver mig flere muligheder, og jeg håber at kunne gøre en endnu større forskel fremover, siger hun.
Prinsesse Marie fortæller også om den store kontrast, hun oplever i USA, hvor portionerne er dobbelt så store, og hvor
folk spiser langt mere, end de burde.
Man kan mærke, det ligger hendes hjerte helt nært at sprede budskabet:
– Hvis alle gør lidt derhjemme, kommer vi langt. I virkeligheden er det nemt, for det er en gevinst for alle. Jeg tror på det!
Prinsesse Maries arbejde for at bekæmpe madspild
Prinsessens bedste råd
Sådan reducerer du madspild:
1. Planlæg dine indkøb
2. Handl aldrig på tom mave – Så risikerer du at tage hovedløse beslutninger, som tit ender i spild
3. Brug dine rester – Det handler om at være kreativ
4. Hav styr på opbevaringen – Du kan forlænge holdbarheden af dine madvarer, hvis du opbevarer dem korrekt
5. Tag børnene med i køkkenet – Det skal være sjovt at lave mad og ved at inddrage børnene, lærer du dem at have respekt for råvarerne
Forrige artikelGenfind din hverdag med specialiseret håndterapi
Næste artikelBliv klogere på kvindekroppen