Peter Gade: Masser af sport – men uden pres

Badminton har fyldt ekstremt meget i Peter Gades liv. At slutte karrieren som professionel har derfor sat gang i mange tanker hos elitesportsmanden. Vi har mødt den perfektionistiske Gade til en ærlig snak.

Torsdag 27. december 2012 spillede Peter Gade sin sidste professionelle badmintonkamp.

En propfyldt Falconer sal i København tog en tårevædet afsked med den 36-årige sportsmand, der allerede som 21-årig blev nummer 1 i verden, og som nærmest mod alle odds, kortvarigt, vendte tilbage til førstepladsen sent i karrieren efter at have været sat ud af spillet i et helt år med en skade.

Det blev til et utal af titler og mesterskaber til Peter Gade, der må anses som en af dansk badmintons og dansk idræts allerstørste profiler, også selvom det aldrig lykkedes ham at vinde et individuelt verdensmesterskab eller en olympisk guldmedalje.

Efter mere end 20 år med badminton som absolut førsteprioritet i livet, skal Peter Gade nu starte et helt nyt liv. Et liv, der ikke bliver helt uden badminton, men uden det pres, fysisk såvel som mentalt, der hidtil har været en fast bestanddel af hans liv som international elitesportsmand på absolut topniveau.

– Det glæder jeg mig til, siger Peter Gade til Naturli.

Ærlig biografi

Uanset hvad Peter Gade giver sig i kast med, så går han grundigt til værks. Det er ikke kun indenfor sin idræt, at han er ret kompromisløs. Det er han også omkring sine interesser for musik, mad, vin og kaffe. Og overfor sine omgivelser, både familie og venner. Det fortæller han ærligt om i biografien “Vinderen har altid ret”, der udkom i efteråret.

Bogen er skrevet af journalisten Kristine Jægesen Wilkens i tæt samarbejde med Peter selv, og det er en sportsbiografi meget ulig de fleste andre af sin slags. Den tegner et meget personligt portræt af mennesket Peter Gade.

– Jeg lever meget intenst. Og jeg kræver meget af mennesker omkring mig. Der er vist ingen tvivl om, at det kan være belastende og krævende for andre, og jeg er helt sikkert ikke let at leve sammen med. Jeg vil gerne understrege, at det ikke var mit liv som badmintonspiller, alle rejserne og fraværet, der var årsag til, at jeg sidste år blev skilt. For det var alt sammen clearet. Men jeg er et menneske, der går til livet med stor lidenskab og dedikation, og stiller meget store krav. Hvis jeg når til et punkt, hvor jeg ikke selv føler, at jeg er tilfreds, så ændrer jeg på tingene.

Oprydning i venskaberne

Peters trang til at ændre på forhold, der ikke fungerer for ham, fik ham også til at rydde op i venskabskredsen på et tidspunkt.

– Jeg oplevede på et tidspunkt, at jeg havde for mange af de her overfladiske forhold, hvor man ses og siger ‘hvordan går det?’, ‘jo tak, fint. Og du?’. Det må ikke misforstås, men jeg har et værdisæt for, hvad et ‘venskab’ er, og hvad der blot er et ‘bekendtskab’. Og jeg konfronterede mine venner med det. Jeg ønskede, at venskabet skulle gå en tak dybere, fordi jeg kunne mærke, at det blev bedre, når jeg gjorde det.

– Nogle kunne ikke gå ind på de præmisser, andre kunne godt. Og dem, der kunne, er dem, jeg i dag kalder ‘mine venner’ og fortrolige. Det gjaldt helt ind i familien, og det ved jeg godt er kontroversielt for mange, fordi mange mennesker nok er meget konfliktsky overfor venner og familie. Definitionen af venner er individuel. Det er ikke sikkert, at andre opfatter venskab, ligesom jeg gør, men det gør det hele meget lettere for mig.

– Når alt kommer til alt, så er jeg nok meget sådan en ‘loner-type’. Jeg har det dejligt, når jeg er alene, og har ikke behov for altid at have mennesker omkring mig. Men jeg har lært af alle de oplevelser i mit liv, hvor jeg har skullet mestre situationer, og jeg ved, at jeg skal blive bedre til at bruge mine venner og give udtryk for mine følelser og simpelthen spørge om hjælp. Mange har nok en opfattelse af mig, som en, der altid har styr på tingene, men jeg kan også ofte være i tvivl, og have brug for mine venners hjælp. Måske netop derfor var det vigtigt, at vide hvem der er ens rigtige venner og hvem, der bare er gode bekendte.

– Jeg er et meget søgende menneske, der ser livet som én lang læreproces. Lige nu er jeg her…, siger han og peger fem centimeter over bordkanten.

– Jeg er kun lige startet. Vi skal lære de ting, vi brænder for, og jeg arbejder nu på at tvinge mig selv til ikke at bekymre mig om fremtiden. Alt er nyt nu. Og der går nok et halvt års tid, inden jeg rigtigt vænner mig til det, siger Peter Gade.

Feberreaktion på afslutningen

Egentlig skulle vi være mødtes blot et par dage efter Peters afskedskamp, men meget symptomatisk blev Peter Gade ramt af influenza. I dagene op til afskedskampen var alting så intenst, at han ikke mærkede noget til den ulmende feber i kroppen. Hans tanker og fokus var samlet ét sted. På kampen. Eller måske nærmere på hans reaktion på kampen, på at skulle tage afsked med den sport, der indtil nu har haft så stor plads i hans liv og hverdag. Peter Gade følte ikke et sportsligt pres, men et mentalt pres op til kampen.

I det øjeblik, at presset lettede, at kampen – den uigenkaldeligt sidste i karrieren – var spillet, brød kroppens forsvar sammen og tillod feberen at få overtaget.

– Jeg ser det lidt som en reaktion ovenpå en meget intens periode, hvor der havde været meget bud efter mig. Jeg skulle spille den her afskedskamp, selve resultatet betød ikke så meget, men det var en meget speciel og særlig dag, der betød meget for mig. Det var vanskeligt, at skulle sige farvel til den daglige træning med kammeraterne, og så var der en hel del opmærksomhed omkring afskedskampen – interviews og sådan nogle ting. Noget, der bare er en del af jobbet. Det skulle alt sammen overstås på en ordentlig måde. Hele det her seneste år har været hårdt, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg har kunnet komme igennem det. Men nu er presset taget af og nu skal jeg lige til at vænne mig til min nye tilværelse. Jeg er jo i en fase, hvor man skal gøre op med det hele. Og starte helt forfra, siger han.

Et helt nyt liv

Vi sidder i hans store hus i Holte. Et hjem, han indtil for et år siden delte med sin kone og parrets to døtre. Men parret blev skilt sidste år, og i hele sin sidste sæson som topspiller skulle Peter Gade også forholde sig til en ny tilværelse som alenefar i perioder.

Det er blandt andet det, han refererer til, når han taler om ‘et hårdt år’. Der har været så utroligt mange omvæltninger, privat og sportsligt, og det tager lidt tid, inden alting for alvor kan falde på plads igen. Ikke mindst fordi Peter Gade netop ikke er et menneske, der altid vælger den letteste løsning. Det er vel nærmest en underdrivelse, at kalde ham ‘perfektionist’. Han er meget mere end det. Han dedikerer sig 100 pct. til det, han foretager sig.

Det store hus er solgt nu, og Peter er flyttet til et meget mindre hus i nærheden. Der er ikke skyggen af sentimentalitet at spore over det. Faktisk indrømmer Peter Gade, at huset – der er gammelt og krævede en del istandsættelse, da han og familien købte det – måske var at gabe over for meget på det tidspunkt i hans karriere. Perfektionisten Gade er alt andet end en handyman, så andre skulle sætte huset i stand. Nu rykker han ind i noget nyt og mere overskueligt.

– Det er en stor mundfuld at skulle flytte fra over 300 kvm til 110, men også det har jeg det fint med. Det er et meget passende tidspunkt at starte forfra på. Camilla (Camilla Høeg, Peters ekskone og mor til hans døtre, red.) og jeg har det godt sammen. Vi deles fint om pigerne, og jeg glæder mig til, at jeg nu kan give dem den tid, de fortjener.

– Mine piger betyder alt for mig, og jeg er glad for ikke at skulle rejse så meget i fremtiden, og så er jeg glad for, at jeg ikke længere behøver at passe på min krop, som da jeg spillede. Nu kan jeg tage med pigerne i badeland uden at bekymre mig om at glide og få en dum skade. Det lyder måske banalt, men det er nogle af de ting, man som eliteidrætsmand altid skal tænke over. Man skal altid passe på ikke at komme til skade. Uanset om man kælker med pigerne, eller skærer en skive rugbrød, siger Peter Gade.

Fortryder ikke afsked

Så sent som i sensommeren oplevede han at få en skade, netop fordi han ‘slog sig løs’ i sin fritid efter sit sidste OL.

– Jeg elsker sport, og et par af mine venner hev mig med ud på en mountainbike-tur i skoven. Og der styrtede jeg selvfølgelig, og brækkede håndleddet. Det var et meget uheldigt tidspunkt, men jeg nåede heldigvis at blive klar til de sidste opgaver. Og i dag kan jeg køre alt det mountainbike, jeg vil, spille fodbold, og tennis, alt det jeg elsker, uden at bekymre mig om min krops reaktion, eller om jeg skulle få nogle knubs. Det har været en stor, daglig udfordring de seneste år, at jeg har et par meget slidte knæ og en slidt ankel. Det er prisen for så mange år i eliteidræt, og det må jeg jo se, hvordan udvikler sig, siger han.

Peter Gade er helt sikker på, at afskeden med eliteidrætten kom på det rigtige tidspunkt, selvom han måske kunne være fortsat på topplan et par år mere.

– Tidspunktet var rigtigt. Uden tvivl. Jeg kan mærke det i både krop og sind. Jeg har givet alt. Nu glæder jeg mig til, at kunne bruge mine ressourcer på andet end at komme i form til den næste turnering. Men badmintonsporten slipper jeg ikke, siger Peter Gade, der bl.a. skal i gang med et projekt for unge talenter i Gentofte Kommune.

Fremtid med træning

Talentarbejdet og trænerfunktionen ligger Peter Gades hjerte nært. Og var det ikke for de mange rejser til turneringer, så kunne han såmænd godt være gået direkte fra spillerrollen til en landstrænerrolle for singlespillerne.

– Jeg kan slet ikke undvære træningen, og vil også fortsat træne med en gang imellem, hvis de andre mangler noget sparring. Jeg tror, at jeg kan blive en endnu bedre træner end spiller. Og jeg ser bestemt en fremtid i en fremtrædende trænerrolle. Det skal bare ikke være lige nu. Jeg gider ikke alle rejserne. Jeg har brug for at rejse mindre, og for at være mere hjemme hos mine piger.

Men hvad så, Peter Gade?

– Jeg har gang i nogle projekter, hvor jeg vil forsøge at udnytte, at jeg har et stort navn i Kina. De har virkelig taget mig til sig derude, og det er kun blevet mere i de seneste fem-seks år. Man kan sige, at jeg er blevet deres ‘yndlingsfjende’, og det mener jeg, kan komme danske virksomheder til gode. Når kineserne kigger mod Europa, er der meget, der slet ikke interesserer dem, fordi de føler, at de kan det meget bedre selv. Men der er områder, hvor de godt kan se, at de kan lære af os europæere, og der står jeg, og mit navn, for noget, de synes om.

– Der er muligvis en rolle til mig i at hjælpe danske virksomheder med at få hul igennem til det kinesiske marked, og at bidrage til at skabe en synergi mellem det, de kender mig for, og det som vi er gode til i Danmark; sundhed, miljø og grøn energi. Det er områder, hvor kineserne kan lære en masse af os, og hvor det er gået op for mig, at jeg kan fungere som et bindeled og en slags ambassadør for Danmark til Kina. Det er en opgave, der kræver noget arbejde af mig, men også en stor og spændende udfordring, som jeg ser meget frem til at bruge en masse energi på, siger Peter Gade.