Biologien hos mænd og kvinder er meget forskellig. Som kvinder er vi nødt til at tage ansvaret hjem og leve på den måde, der understøtter den cykliske virkelighed. Det er opfordringen fra læge Maria Langbak.
Krop

Bliv klogere på kvindekroppen

Biologien hos mænd og kvinder er meget forskellig. Som kvinder er vi nødt til at tage ansvaret hjem og leve på den måde, der understøtter den cykliske virkelighed. Det er opfordringen fra læge Maria Langbak.

Foto: Naturli
3. oktober 2024

Biologien hos mænd og kvinder er meget forskellig. Som kvinder er vi nødt til at tage ansvaret hjem og leve på den måde, der understøtter den cykliske virkelighed. Det er opfordringen fra læge Maria Langbak.

Kvindekroppen er alt andet end statisk. Den er på dagsbasis foranderlig fra det øjeblik, hormonerne træder ind på scenen i puberteten. Den ene dag er den præmenstruel, næste dag bløder den, så bliver den gravid og har en ammeperiode, for derefter igen at indgå i reproduktionscirkusset. Slutteligt kommer overgangsalderen som en kaotisk forfest til det endelige brag af en hormonel underskudstilstand. Menopausen. Er det ikke magisk?

Mange misforstår kvindekroppen og tror, at det ­cykliske primært handler om, hvornår man bløder eller ikke bløder. Kønshormonerne er så meget mere end det. De styrer ikke blot reproduktionen, men er en pacemaker i kroppens øvrige fysiologi. Kønshormonerne påvirker alt fra funktionen af immun- og nervesystemet til kredsløbet, vejrtrækningen, metabolismen og ikke mindst de kognitive funktioner og humøret. Som kvinde har du garanteret mærket det på egen krop og sind
– særligt hvis hormonerne har været i ubalance.

Kvinder har en kompleks fysiologi

Hvor mænd kun er styret af en 24 timers biorytme ­kontrolleret af de to modsatrettede hormoner mela­tonin og kortisol, har kvinders fysiologi fået en ekstra dimension oveni. En 28 dages cyklus styret af de to kvindelige hormoner østrogen og progesteron. Grundet hormonernes svingning kan man nærmest sige, at kvinder fysiologisk set er fire forskellige mennesker i ­løbet af en menstruationscyklus.

Som kvinder er vi nødt til at tage ansvaret hjem og leve på en måde, der understøtter den cykliske virkelighed, vi fra naturens hånd er underlagt. Selv om de ­sidste 100 år har rykket ufattelig meget på kvinders ­muligheder og ligestilling også indenfor ­lægevidenskaben, trækker fortidens syn på kvinder stadig tråde ind i nutidens holdning til kvindekroppen, medicinsk forskning og ­behandling i sundhedsvæsenet.

En vigtig parameter i ligestillingsdebatten indenfor sundhedsvæsenet er forståelsen af, at kvinder biologisk set IKKE bare er små mænd. Kvinder har en helt anden og ganske unik om end mere kompleks og cyklisk fysiologi, hvilket udfordrer vanlig medicinsk tankegang og visse forskningsprocedurer. Sagt med andre ord er det dyrere at lave forskning med kvinder, og resultaterne kan være sværere at tyde. Dette har medvirket til, at kvinders sundhed er blevet underprioriteret og mistolket i mange år.

“Kvinder er nødt til at mærke efter og lære sig selv at kende på et dybt plan for at skabe sundhed.”

Mænd er overrepræsenteret i forskning

I USA valgte FDA (Food and Drug Administration) således i en periode fra 1977-1993 at udelukke alle kvinder i den fødedygtige alder i forskningsforsøg. Forud for det udgjorde kvinder en meget lille andel. Dette er selvfølgelig et kæmpe problem, da forsøgene kun kan sige noget om den population, der er undersøgt. De sidste 40 år har ændret noget.

Sandheden er dog, at forskningsforsøg stadig primært benytter celler, og dyr af hankøn og mænd er overrepræsenteret blandt forsøgsdeltagerne i kliniske studier. I visse tilfælde endda når det omhandler sygdomme, som kvinder i højere grad bliver ramt af såsom ­alzheimers demens, depression og multipel skle­rose.

Samtidig er det ikke altid, at resultaterne fra blandede forsøg opgøres efter køn, hvilket er ærgerligt, for al erfaring viser, at mænd og kvinder potentielt reagerer forskelligt grundet de fysiologiske forskelle. Ikke mindst ved indtagelse af medicin. På det amerikanske marked har FDA tilbagetrukket 10 slags medicin siden 1997.

For otte ud af disse gjaldt, at kvinder havde langt flere bivirkninger end mænd. Fire ud af de otte typer tilbagetrukket medicin blev udskrevet hyppigere til kvinder, hvilket kan forklare noget af skævvridningen. De øvrige fire typer medicin blev udskrevet ligeligt mellem kønnene, men havde en større ­negativ effekt på kvinders helbred. Christine Stabell Benns vaccineforskning illustrerer på samme måde, hvordan vacciner ofte har flere bivirkninger hos piger end drenge.

Referencer:

Drug Safety: Most Drugs Withdrawn in Recent Years Had Greater Health Risks for Women | U.S. GAO

Christine Stabell Benn: How vaccines train the immune system in ways no one expected | Christine Stabell Benn | TEDxAarhus | TED Talk

Skæv kønsfordeling i forskningen af:

Alzheimers demens (AD)

• 60% af patienterne er kvinder

• Kun 12% af AD-forskningen fokuserer på kvinder

• <40% af AD-studierne inkluderer kvinder

Depression

• 15-25% af kvinder vs. 7-12% af mænd udvikler depression

• <30% af forskningen fokuserer på kvinder

• <40% af studierne inkluderer kvinder

Multipel sklerose (MS)

• 2/3 af patienterne er kvinder

• 5% af MS forsknings­midlerne går til kvinder

• 70% MS studier bruger KUN mandlige forsøgsdeltagere

Kilde: videnscenter for demens, patienthåndbogen og dr. Kayla Osterhoff

Forrige artikel“At bruge sinemadresterskal være ligeså naturligt som at slukke lyset”

Næste artikel8 tilskud i din overgangsalder: Hent støtte i nature

Maria Pinderup Langbak

Læge og heilpraktiker
Skribent på Naturli siden 2019.