Bliv ven med Jante og spring ud

Hvordan kan Janteloven eksistere i et land, der samtidig elsker at se X-Factor? Det handler om misundelse – både den grimme, som Jante står for – og den gode, som kan inspirere dig selv til at blive bedre.

Hvad skal vi med Jante?

Vores lille land og landets tv-kanaler bliver i disse år invaderet af shows, hvor almindelige danskere ”fører sig frem” og konkurrerer om at blive ”den bedste” til at synge, danse eller optræde. Disse programmer er utroligt populære ifølge seertallene. Det kan man jo undre sig over, i betragtning af at danskerne er kendt for at tro på Jante, dvs. Janteloven, som hele tiden minder os om, ”at du skal ikke tro, at du er noget”. Spørgsmålet er, hvad vi skal bruge Janteloven til? Ifølge X-factors skarptungede Thomas Blachman, ikke en ’disse’. Den succesrige skal ikke holde sig tilbage. Og den, der ikke har succes, må tage sig sammen.

Dagdrøm i sofaen

Når vi sidder der foran skærmen, slår vi dagdrømmene til. Og så kommer en mand som Thomas Blachman og tager os på ordet. Nu hyggede vi os lige med at leve os ind i situ-ationen for den, der brillerer og modtager publikums ap-plaus og familie og venners opbakning. Vi er midt i drømmen om at ”blive set” og anerkendt – ja måske ligefrem berømt – fy da! Og vi føler med dem, der ikke lige tager pusten fra os. Og så kommer han der og siger det, som det er: ”Det er BARE ikke godt nok!” AV, boblen brast, og Blachman bliver udråbt som ”den hårde dommer”. Det er egentligt pudsigt, når man tænker på, at deltagerne har valgt at forfølge en drøm og at stille sig op netop for at blive bedømt.

Fløjlshandsker til den sarte

Hvordan tjener den hårde sandhed sit formål? Hvis vi tænker på, hvordan vi ofte pakker tingene ind over for vores nærmeste og bruger ?øjlshandsker, når vi bliver bedt om at bekræfte en ven, et barn eller en kæreste: ”Synes du ikke, at jeg er god til det?”, ”Synes du ikke, at de andre er dumme?”, ”Det er slet ikke retfærdigt, vel?”. Vi stryger med hårene, men hvor længe hjælper det?

Hvis det bliver en vane, støtter vi blot den sarte/svage i at forblive sart/svag. Den ægte ven eller den gode lærer siger tingene, som de er, og kommer med input til, hvad det kan gøres bedre, så vi har en mulighed for at tage imod udfordringen, lære og forbedre os. Når du kalder fejl og mangler ved deres navn – hvad enten det er over for andre eller dig selv – giver du plads til at vokse med opgaven. Dybest set er det det, der sker hos en coach: Du får mulighed for at se ærligt og konstruktivt på dig selv. Du får indsigten til at vende ”ikke godt nok” til ”på vej” eller med tiden ”smadder-godt”. Jante (og Blachman) får modspil. Og det er egentlig det, han beder om.

Misundelse på den gode måde

Den traditionelle Jante-kultur handler reelt om misundelse – ikke at kunne ”unde” andre det, som man selv i det skjulte drømmer om. Jeg tør godt påstå, at denne form for misundelse ikke tjener sit formål, simpelthen fordi det, at andre klarer sig godt, ikke forhindrer dig i at gøre det samme. Reelt vil det være næsten umuligt at udvikle dig og blive bedre til noget, hvis du netop ikke havde nogen at ”misunde” og efterligne. Styrken i at være misundelig på den gode måde ligger i inspirationen til at realisere vores egne drømme.

Forleden var jeg på Kvindemuseet i Århus for at se en udstilling om et projekt omkring rollemodeller for indvandrerkvinder. Indvandrerkvinder, der har klaret sig godt, fortæller andre kvinder deres historier. Hele tanken her er, at vi alle har brug for nogen at pejle efter, så vi kan tro på, at det er muligt at gøre dem kunststykket efter.

Når vi indser det – og giver Jante hånden som svar på hans fornærmelser – bliver kritik og ros to sider af samme sag. Den hårde sandhed bliver konstruktiv, og vi får et velplaceret skub til selv at prøve kræfter med udfordringen.