Nyheder

Bob Dylan i den medicinske forskning

22. december 2015

Svenske forskere er gået den biomedicinske forskning efter i kortene og har fundet en øget brug af Bob Dylan-citater i artiklerne.

Året går på hæld, og der må være plads til en nyhed af de mere pudsige her på naturli.dk: Svenske forskere har nærlæst (ved hjælp af tekniske hjælpemidler) medicinske artikler fra de seneste årtier og fundet ud af, at der er en tiltagende brug af citater fra den amerikanske poet Bob Dylan i teksterne.

Bob Dylan er – som det er de fleste bekendt – en mester i koncise beskrivelser af komplekse problemstillinger, så det kan måske være derfor, forskerne har brugt nogle linjer fra mesteren hist og pist. Eller måske er det for at højne muligheden for at blive citeret i andre medier, at de bruger tekststrenge, der er mere fængende end den gennemsnitlige forskertekst.

En stille leg

Man lavede en søgning på samtlige Bob Dylan-sang- og albumtitler samt en samling af de mest populære sangtekster i de medicinske artikler. Man fandt 727 ”hits”, hvoraf de 213 var helt klare referencer til Dylan.

Dermed afslørede de en lille leg, en gruppe forskere har haft kørende i al stilhed de sidste årtier.

Det er mere præcist fem ledende forskere fra Karolinska Institutet i Stockholm, der for 17 år siden begyndte med at proppe titler fra Dylan ind i deres medicinske artikler hist og pist. De har nu en konkurrence kørende om at få så mange citater ind i deres fremtidige artikelskrivning som muligt, før de går på pension.

Ikke brugt i medicinske studier

Eddie Weitzberg, der er den ene af to forskere, der begyndte legen for 17 år siden ved at udgive artiklen ”Nitric Oxide and inflammation: The answer is blowing in the wind”, understreger dog, at det kun er i artikler, at Dylan-citaterne dukker op.

– Vi bruger det ikke i egentlige videnskabelige studier, for det kunne give os problemer. Det er kun brugt i artikler om andres forskning og den slags, siger Weitzberg.

Efter det første Dylan-citat fulgte andre forskere fra Karolinska Institutet trop med en artikel om blodcellers evne til at blive til nerveceller: ”Blood on the Tracks: A Simple Twist of Fate”, der refererede til både et album og en sang på samme album.

Studiet viser også, at det højt estimerede forskertidsskrift Nature har citeret Dylan hele seks gange, men at anvendelsen af Bob Dylan i teksterne ikke har haft nogen betydning for graden af citering i andre medier.

Nu må man håbe, at de fem forskere bedriver redelig medicinsk forskning, der ikke er overfinansieret af medicinalindustrien, for ellers er det let at komme i tanke om en anden Dylan-titel: “Only a pawn in their game”.

Kilde: ki.se

Forrige artikelPære, agurk og hvedegræs – antiinflammatorisk sundhed

Næste artikelPaw Henriksen :”Jeg fornægtede min sygdom”