Har du børn, har du større chance for at leve længere end barnløse, viser ny norsk undersøgelse.
Hvis du ønsker at leve et langt liv, skal du sørge for at få nogle børn. Det viser en norsk undersøgelse baseret på data fra 1,5 millioner kvinder og mænd i perioden fra 1980-2003. Gælder både mænd og kvinderDen lavere dødelighed for forældre gælder både for mænd og kvinder, viser undersøgelsen. Det skriver den norske netavis VG Nett. Barnløse kvinder har 50 procent større risiko for at dø i alderen 45-68 år end kvinder med to børn. For mænd er det tilsvarende tal 35 procent. Øystein Kravdal, der er professor i Demografi ved Økonomisk Institut på universitetet i Oslo samt medforfatter til undersøgelsen, beskæftiger sig med sammenhængene mellem familieliv og dødelighed. Han siger, man ikke ved meget om årsagerne til de sammenhænge mellem det at være forældre og dødelighed. Alligevel peger han på nogle forhold, som han mener kan have en væsentlig betydning. Børn kan ændre din livsstil»Det kan tænkes, at det at få børn både for mænd og kvinder kan medføre en lidt anden livsstil, end man ellers ville have haft. Desuden kan børn, der er lidt oppe i årene, yde omsorg, hvis det skulle være nødvendigt. Mange barnløse er heller ikke gift, og ulemperne ved dette kommer i tillæg til forskellene, som tallene viser«, siger Kravdal. Han understreger, at andre faktorer, som øger sandsynligheden for barnløshed, kan medføre en højere dødelighed. »Dårlig sundhed kan være en af grundene til, at man ikke får børn, og livsstilen kan have betydning for, hvor mange børn man får«, siger han. Kilde: Politiken