Nyheder

Broccoli, avocado og kål kan indeholde ungdomseliksir

13. marts 2017

Et forsøg på mus har vist, at broccoli, kål, avocado og agurk indeholder en regulær ungdomseliksir.

Vitaminet med det mundrette navn “nikotinamid mononukleotid” (NMN) har i et japansk studie vist sig at have en gavnlig effekt på ældre mus. Det skriver Independent.co.uk ifølge Videnskab.dk.

Musenes syn blev bedre, deres knogletæthed og muskelmasse forbedret, og de tabte sig en smule. Derudover blev deres immunsystem forbedret, og deres lever præsterede bedre.

Grøntsagernes naturlige ungdomseliksir virkede dog kun for ældre mus, ikke de yngre. Det skyldes ifølge forskerne bag studiet, at de unge mus stadig selv producerer masser af deres egen NMN.

Når dyr bliver ældre, producerer de mindre af den organiske forbindelse NAD, som er et såkaldt coenzym, der er involveret i kroppens energiproduktion. Det regnes for at være en væsentligt grund til, at vi ældes.

Gamle mus bliver som unge igen

Forskerne bag det nye studie fandt ud af, at når de tilsatte NMN til musenes drikkevand, styrkede det musenes produktion af NAD.

– Vi har vist en måde at sløve det fysiologiske forfald, som vi ser hos aldrende mus. Det betyder, at de ældre mus har stofskifte- og energiniveauer, der svarer til yngre mus’, siger Shin-ichiro Imai, der håber at kunne overføre resultaterne på mennesker.

Lektor på SDU Jonas Mengel-From ser på studiet med skepsis. Ifølge ham kan en sund og varieret kost meget vel have samme effekt.

– Det er blot ikke sikkert, at vitaminet er noget særligt vidundermiddel i sig selv, selvom NMN og lignede stoffer helt klart er interessante.

Indtil klare resultater foreligger, står det naturligvis alle frit for at spise løs af broccolien, kålen og avocadoerne.

Forrige artikelBlåbær er guf for ældres hjerner

Næste artikelVar det noget med en bid snacktræning?