Tema

D-vitamin øger modstandskraften imod virusinfektioner

Solskinsvitaminet D-vitamin hjælper og styrker dit immunforsvar til at bekæmpe vinterens virusinfektioner – inklusive influenza og covid-19. Men kroppens lager af D-vitamin kan allerede i december nærme sig bunden, så det er yderst fornuftigt at supplere med et tilskud gennem de mørke måneder

Foto: Shutterstock
22. januar 2023

Solskinsvitaminet D-vitamin hjælper og styrker dit immunforsvar til at bekæmpe vinterens virusinfektioner – inklusive influenza og covid-19. Men kroppens lager af D-vitamin kan allerede i december nærme sig bunden, så det er yderst fornuftigt at supplere med et tilskud gennem de mørke måneder

Der er sagt og skrevet meget om D-vitamin gennem de seneste år, men der er stadig plads til forbedring i et land som Danmark.

Selvom der er en stigende bevidsthed om vigtigheden af det essentielle næringsstof i de måneder, hvor solens stråler ikke hjælper os med at producere D-vitamin, er der stadig grund til at fortsætte med at informere. Det bekræfter pensioneret overlæge dr. med. Henrik Hey, der fra 2006 og i de efterfølgende mange år var en af de store drivkræfter til at sætte D-vitamin på dagsordenen her i landet.

– Dengang var over 50% af befolkningen i underskud for D-vitamin, når vi undersøgte det. I dag er tallet godt 30%, så der er en klar forbedring. Men det er også tydeligt, at vi stadig mangler at få mange med på vognen, siger Henrik Hey.

Lav på D-vitamin allerede i december

Da Henrik Hey stod frem og advarede mod de lave D-vitaminniveauer, var det bl.a. på baggrund af et studie, han havde foretaget blandt 14-15-årige skolebørn. 2006 var en god sommer med masser af sol, men da man sammenlignede D-vitamin i kroppen hos børnene i december med tilsvarende målinger fra august, lå et betydeligt antal allerede lige omkring minimumsgrænsen af D-vitamin i blodet.

– Lageret af D-vitamin i kroppen skal holde frem til april, før solen igen kan hjælpe huden med at danne nyt. Det kræver et tilskud for alle, unge som gamle, der bor i et geografisk område som Danmark. Jeg plejer at sige, at når du stiller havemøblerne i skuret, skal du finde D-vitaminpillerne frem fra skabet. Og fortsætte indtil havemøblerne igen sættes frem, siger Henrik Hey.

Hvad er det nu, D-vitamin gør godt for? Listen er lang, men to ting er vigtigere end alt andet: opbygning og vedligeholdelse af knoglemasse samt immunrespons over for især virusinfektion.


Stærk modstand mod virus

Fra tidligere undersøgelser ved vi, at D-vitaminniveauerne i blodet har en afgørende betydning for immunforsvaret samt for succesraten i bekæmpelse af virusinfektioner som forkølelse og influenza. En række nyere undersøgelser har dokumenteret alvorligere sygdomsforløb, længere indlæggelsestid og
øget dødelighed med Covid-19 blandt ældre med lavt D-vitaminniveau.

Resultatet er på ingen måde overraskende for eksperter som Henrik Hey, der længe har kendt til D-vitaminets vigtige rolle for immunsystemet.

– D-vitamin optimerer immunforsvaret, som så aktiveres for at bekæmper de indtrængende virus. Det kan ikke forhindre dig i at blive smittet, men det er dokumenteret, at man har større risiko for at blive alvorligere syg og får et længere sygdomsforløb i forbindelse med luftvejsinfektioner, influenza og Covid-19, når man er lav på D-vitamin, siger Henrik Hey.

Derfor har man i flere lande forsøgt sig med forebyggende behandling og udleveret gratis D-vitamin til ældre samt plejehjemsbeboere.

Det er dokumenteret, at man har større risiko for at blive alvorligere syg og får et længere sygdomsforløb i forbindelse med luftvejsinfektioner, influenza og Covid-19, når man er lav på D-vitamin

Stærk forebyggelse af osteoporose (knogleskørhed)

Ved luftvejsinfektion får du hurtigt syn for sagen, om du har tilstrækkeligt med D-vitamin i kroppen. Anderledes er det med knoglestyrke, som er den anden afgørende årsag til at optimere niveauet af det vigtige næringsstof. D-vitamin indgår i et utrolig vigtigt samspil med calcium (kalk) om at vedligeholde knoglemassen.

– Alt for mange mennesker betaler en høj pris senere i livet, hvis de ikke har fået nok D-vitamin til at støtte knoglernes kalkoptagelse. Selvom du spiser nok så meget kalk og kalkholdige fødevarer, kan knoglerne komme i underskud, hvis du ikke samtidig spiser tilskud af D-vitamin, især i vinterhalvåret.

– Du skal gøre dig klart, at det begynder at gå tilbage for knoglerne, allerede når du er i slutningen af 20’erne, og for kvindernes vedkommende accelereres knogletabet i forbindelse med overgangsalderen. Og at du ikke gennem kosten og sund levevis kan spise dig til en tilstrækkelig mængde af D-vitamin. Du er derfor nødt til at supplere med et D-vitamintilskud, konstaterer Henrik Hey.

Han understreger, at den negative virkning på knoglerne er langsom og umærkelig, når du får utilstrækkeligt med kalk og D-vitamin. Det er derfor vigtigt at komme i gang med sine tilskud, længe før en osteoporose begynder at udvikle sig.


Små og store anbefalinger

Henrik Hey finder det positivt, at Sundhedsstyrelsen i de senere år har skruet op for sine anbefalinger til borgernes indtag af D-vitamin. Det hedder nu, at du skal tage 10 mikrogram D-vitamin hver dag året rundt, hvis du er mørk i huden eller af andre grunde ikke er udsat for særlig meget sollys. Samme anbefaling gælder børn under 4 år, som dog anbefales behandling med dråber.

For ældre over 70 år samt andre risikogrupper anbefales 20 mikrogram dagligt hele året rundt kombineret med 800-1.000 mg calcium, og endelig anbefales alle andre at tage 5-10 mikrogram i vinterhalvåret fra oktober til april. En stor del af sidstnævnte gruppe bør ligeledes have tilskud af calcium. Vedrørende dosis anbefales at tale med egen læge eller dit apotek.


Men jeg synes stadig, at D-vitaminanbefalingerne
er ganske små

– Og anbefalingerne især til ældre skal starte langt tidligere, hvis behandlingen skal have en forebyggende effekt både mod virusinfektioner og knogleskørhed. Ved tidligere forebyggelse med D- vitamin vil man kunne formindske den øgede risiko for brud i forbindelse med fald. Det vil bidrage til at forbedre livskvaliteten hos vores ældre medborgere.

Ud over den solidt dokumenterede effekt af D-vitamin på knoglestyrke og immunsystem, bliver vitaminets rolle i en række andre sammenhænge udforsket i disse år. Bl.a. er D-vitamin vigtig for muskelcellernes energikraftværker, mitokondrierne, og man kan se, at forsøgspersoner får mere udbytte af fysisk træning, når de ikke mangler D-vitamin. D-vitamin menes også at spille en vigtig rolle for enkelte kræftsygdomme, og ny forskning fra Australien tyder på, at D-vitaminmangel øger risikoen for udvikling af demens og Parkinson.

– Jeg tager 35 mikrogram om dagen året rundt og det har jeg gjort i mange år uden gener. Når D-vitamin spiller så vigtig en rolle for så mange funktioner i kroppen – og der ikke er nogen risiko for bivirkning eller ved at tage for meget – så ville jeg anbefale alle voksne at gøre det samme, slår Henrik Hey fast.

Forrige artikelDetox – en vej til klar hud med sund, smuk glød

Næste artikelPlanetarisk kogebog

Carsten Gottlieb

Redaktør