Nyheder

D-vitamin til gravide kan redde småbørn fra astma

8. februar 2016

Astma er den hyppigste kroniske børnesygdom i Danmark. Men nu er der måske hjælp at hente. Et nyt studie viser, at D-vitamin muligvis kan gøre børnene fri for den pibende og besværede vejrtrækning de første leveår. 

Er du gravid? Så kan det være en idé at give dig selv et D-vitamin-boost. Et tilskud af D-vitamin under graviditeten kan være med til at forebygge astma hos småbørn. Det viser to nye studier foretaget af forskere ved Dansk BørneAstma Center og Harvard Medical School.

Færre børn fik astma 

I studierne blev i alt 1.500 gravide kvinder undersøgt. Her fik kvinderne et ekstra skud D-vitamin fra uge 24 af graviditeten. Formålet var at se, om vitaminet kunne reducere risikoen for astma hos børn inden treårsalderen.

Enkeltvis kunne studierne hverken be- eller afkræfte effekten af D-vitamintilskuddet, da der var for få personer med i studierne. Men ved en metaanalyse, hvor data fra de to studier blev slået sammen med data fra et tredje lignende engelsk studie, var der en tydelig effekt.

– I studierne så vi en konsekvent 20-procentsreduktion i hyppigheden af astma blandt børnene, hvilket viste sig at være en markant reduktion i vores metaanalyse. Det er en femtedel færre børn med astma, og det, synes jeg, er en ganske betragtelig sundhedseffekt, siger Hans Bisgaard til Videnskab.dk.

D-vitamin direkte til børnene 

Studiet mangler at kigge på effekten af at give D-vitamin til børnene efter fødslen. Det mener Lars Hyldstrup, overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital.

– Vi ved, at D-vitamin har betydning for modningen af immunsystemet. Derfor er det ærgerligt, som forskerne også selv konstaterer i den danske artikel, at børnene ikke fik ekstra tilskud af D-vitamin, efter de blev født. Modningen af immunsystemet sker i høj grad først, når barnet er født og bliver bombarderet med virus og bakterier, som immunsystemet skal lære at reagere på, siger Lars Hyldstrup til Videnskab.dk.

Fakta:

  • Astma er en sygdom i lungerne, der forårsager kronisk betændelse i luftrørene, der får dem til at lukke til ligesom når næsen er stoppet ved forkølelse. Det giver hoste og besvær med at trække vejret.
  • Astma er den største kroniske børnesygdom i Danmark, som ca. 15% af børnene lider af.

Kilder: videnskab.dk og boernogastma.dk

Forrige artikelAlkohol – den lovlige stimulans

Næste artikelFærre piger siger ja til HPV-vaccinen