Undersøgelser og rapporter anslår, at mangelfuld hygiejne hvert år tager livet af mere end 3.000 danskere, forårsager over en million sygedage og samlet set koster samfundet op mod 4 milliarder kroner, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Det var baggrunden for, at man sidste år dannede Rådet for Bedre Hygiejne for at få viden og overblik over området.
Professor i fødevaremikrobiologi ved Københavns Universitet, Susanne Knøchel, er formand for rådet.
Hun forklarer, at håndhygiejne er et område, hvor der kan spares liv og penge, men samtidig et område, der har lav status.
Et job for husmoderen Det hænger i følge hende sammen med, at hygiejne betragtes som noget, enhver kan finde ud af, fordi det tidligere lå inden for husmoderens sfære. Men i dag handler god hygiejne både om økonomi, undervisning, information og viden.
Men hun mener, at der er brug for at gøre området mere professionelt, og nævner sygehusene som eksempel.
– Hvis man vil have gjort ordentligt rent på sygehusene, skal man have nogle specifikationer på, hvad rengøringen skal indeholde og efterfølgende tjekke, at kravene så også bliver opfyldt, siger Susanne Knøchel til Magasinet Arbejdsmiljø.