Forventningens glæde er den største, siges det. Det er nu bevist videnskabeligt: At se frem til en ferie er ofte bedre for helsen end selve ferien.
Forventningens glæde er den største, siges det. Det er nu bevist videnskabeligt: At se frem til en ferie er ofte bedre for helsen end selve ferien.
De fleste kender vel til, at ferien nogle gange kan blive mere slidsom at komme igennem, end det var planen. Du kan måske tilmed tænke, at det skal blive godt at komme på arbejde igen, så du kan slappe af.
Alligevel har ferien været god for dit helbred. For tiden, hvor du glædede dig, er faktisk vigtigere.
Videnskabelige studier viser, at blot tanken og forventningen om en fremtidig belønning kan være endnu mere berigende end selve belønningen. Det skyldes et lille molekyle kaldet dopamin.
Et studie fra 2016 med en hollandsk virksomhed har vist, at ferier er vigtige.
De 46 medarbejdere deltog i en test, hvor de bedt om at nævne anvendelsesmåder for en udvalgt genstand. Det var eksempelvis en hammer, som kan bruges som værktøj, våben, brevvægt og så videre.
Forskerne observerede, at medarbejderne havde større kognitiv fleksibilitet efter to eller tre ugers ferie. De var i stand til at tænke på et større antal anvendelsesmuligheder i forhold til et par uger før ferien.
De fleste studier er enige om, at en af hovedårsagerne er stressreduktion.
Arbejde genererer stress i både sunde og usunde mængder. Stress i sig selv er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Sporadisk stress er almindeligvis gavnligt, fordi det aktiverer mekanismer, der hjælper os. Det kan være hjælp til at leve op til andres forventninger og eksempelvis overholde en deadline.
Kronisk stress er en helt anden sag. Det skal behandles, da det ellers kan føre til en depression.
Kronisk stress opstår, når vi er stressede over en længere periode. Enten fordi vi er under konstant pres eller som følge af situationer, som vi ikke kan tackle. Kronisk stress genererer træthed, et højere niveau af angst, irritabilitet og vrede.
Det vigtigste, en god ferie kan gøre for vores mentale sundhed, er netop at reducere det kroniske stressniveau. Når vi har fri, er vores hjerne i stand til at vende – i hvert fald midlertidigt – de negative effekter af at være under stress.
Og her kommer det, som er afgørende: For at ferier skal være virkelig effektive, skal vi sikre, at de virkelig aflaster os fra stress forbundet med vores arbejde. Det vil sige, at vi ikke skal bekymre os om eller forholde os til ventende opgaver eller besvare arbejdsmails og så videre.
Det er meget vigtigt, at vi også nyder ventetiden. Hvorfor kan blot det at vente på vores ferie gøre os glade?
Dopamin produceres i neuronerne i to hjerneregioner. Begge regioner, som er hjemsted for mellem 400.000 og 600.000 neuroner hos mennesker, sender axoner til adskillige områder af hjernen. Gennem frigivelsen af dopamin spiller de en nøglerolle i de behagelige følelser, som nye oplevelser og belønninger medfører.
Når vi tænker på, at ferien nærmer sig, øges dopaminniveauet i vores hjerne og leverer en følelse af glæde. De bedste ferier er dem, hvor vi nyder nye oplevelser og belønninger. Det kunne være det restaurantbesøg, du har glædet dig til hele året.
Det er selvfølgelig er helt subjektivt, hvad vi nyder og glæder os til, og hvad der er helt fantastisk for én person, kan forårsage stress for andre.
Dette system, der genererer glæde og nydelse, bliver også påvirket under kronisk stress.
Forskning viser, at et kronisk niveau af stress kan forårsage en reduktion i mængden af frigivet dopamin. Det kan også skabe ændringer i, hvordan det metaboliseres.
Det har vist sig, at kronisk stress endda er i stand til at ændre antallet af dopaminreceptorer i flere områder af hjernen. Når det sker, udvikles der ofte depressiv adfærd. Derfor vil en ferie kunne genoprette de funktioner, der er relaterede til dopamin.
Hvad der stadig ikke står helt klart er, om det at holde ferie i en længere periode giver bedre effekt end at holde ferie forskudt og i kortere perioder.
Når alt kommer til alt, så gør en god ferie gavn. Og det kan være ekstra gavnligt at planlægge den i god tid. Bestil ferien og læg et depositum i de mørkeste vintermåneder – så er der noget at se frem til!
Kilde: Videnskab.dk
Forrige artikelDin søvn er kompliceret og velgørende
Næste artikelLev sundt – og reducér risikoen for tarmkræft