Følelserne var fanget dybt inde i kroppen. Ikke bevidst, men danser Mie Moltke havde aldrig lært at give slip på vrede, frustration og sorg. Hun havde altid bare præsteret. Men så skete der noget, blandt andet da hun mødte sin kropsterapeut
Hende, der altid kan blive bedre, hurtigere og mere effektiv. Der er drevet af pligter og ambitioner, og måske i virkeligheden har glemt, hvem hun er, og hvad hun i virkeligheden har lyst til. Vi kender hende alle sammen. Det gør danser Mie Moltke også. For engang var hun hende selv. En af grundene til, at hun lærte denne pige at kende, var hendes møde med Robert Petersen i Det var under optagelserne til Vild med dans, og Mastiff havde etableret et lille behandlerrum backstage, som alle dansere havde adgang til. Mie husker, at det var trygt at træde ind i det rum. Som om der var en helt særlig stemning. Robert var ansat som massør men brugte også kropsterapi i sine behandlinger.
– Jeg husker, at jeg følte mig tryg med det sammes, og det var, som om det var første gang, jeg trak vejret, fortæller Mie
Efter Vild med dans fortsatte Mie med at få behandlinger hos Robert. Det blev en fast del af en personlig udvikling i en del år frem. Nogle gange var det smerter i lænden. Andre gange nakken eller benet. Uanset, så vidste Mie, at det var en vigtig del af hendes personlige proces. Robert udfordrede hende på vejrtrækningen, og gennem hans behandlinger hjalp han Mie til at få dybere kontakt til kroppen. Og selvom det lyder helt banalt at trække vejret, var det en kamp for hende.
– Robert sagde, at jeg skulle trække vejret helt ned i maven. ”Jeg kan ikke!” råbte jeg. Det var fuldstændig angstprovokerende at skulle give slip
Jeg har levet et liv i præstation og kontrol som elitedanser, og det var blevet en måde, jeg levede mit liv på, fortæller Mie.
Hun husker særligt en øvelse, hvor Robert bad hende om at skubbe til ham for at tvinge vreden ud af hende.
– Jeg skulle pludselig slippe kontrollen og lade mine følelser komme ud. Det var helt nyt for mig at skulle lære at lytte til mig selv og sige fra over for andre, forklarer Mie og tilføjer:
– Jeg nåede pludselig ind til en sårbarhed i mig selv, og selvom det var svært, så var det befriende. Hun nævner en anden episode, hvor hun skulle sidde op ad Robert og turde overgive sig til ham.
– Det var en nødvendighed for at kunne få kontakt til min krop igen og give slip på min skepsis og kontrol. Og lære, at det ikke er farligt.
Oplevelserne med Robert var en støtte til Mies personlige udvikling i flere år, og hun havde samtidig skabt sit eget koncept Feminineflow til kvinder – et udviklingsforløb gennem bevægelse, bevidsthed og meditationer.
I starten var det, som om hun levede i to verdener Der var den pæne, perfekte Mie, som altid havde styr på tingene og levede efter normerne. Hende, der var i proces med netop at slippe alt det. Og så var der den spirituelle Mie, som underviste og gav alt det videre, som hun mærkede, var sandt i hende selv – alt imens hun stod midt i processerne selv. Et bogstaveligt eksempel på walk the talk.
– Når jeg siger, jeg er spirituel, betyder det for mig, at jeg tror på, at der er noget større, som støtter os. En energi, ’universet´. Jeg har dyb tillid til, at alt sker, som det skal. Jeg lever meget ud fra min intuition, og jeg mærker hele tiden efter, om jeg handler ud fra frygt eller kærlighed. Det er for mig også meget spirituelt. Tillid, accept og overgivelse er det modsatte af kontrol og præstation, og i dag lever jeg 95% af tiden fra den del i mig – mere end den gamle del af mig.
Og netop tillid, accept og tilgivelse er ikke noget, man kan tænke sig til. Det kommer dybt indefra.
– Der er stor forskel på, om vi tænker os til tingene, eller om vi mærker dem og lever efter det.
Jeg har erfaret så mange gange i mit arbejde, at mange sidder og tænker en hel masse og kan snakke om det, men så snart vi skal bevæge os ned i kroppen, bliver det meget sværere, fordi vi når ind til kernen. Derfor var behandlingerne hos Robert også vigtige for mig, for her fik jeg selv støtte til at komme mere ned i min krop.
Efter Mie har givet mere slip, er der sket noget andet med hende. Det kom til udtryk på den måde, at da det hårde skjold blev pillet af, begyndte kroppen selv at sige fra i tide og utide. Første gang Mie stiftede bekendtskab med det, var for tre år siden. Hun havde en dansetime med en gruppe kvinder. Noget, hun havde gjort hundredvis af gange før. Men ud af det blå, skete der noget inde i hende.
– Mit hjerte bankede hurtigere, jeg stoppede med at trække vejret, det slørede for mine øjne, og jeg kunne ikke stå på mine ben. Jeg panikkede fuldstændig, fortæller hun.
Mens Mie var desperat og troede, at der var noget alvorligt galt og måtte trække sig fra undervisningen, gik én af kvinderne ud til hende. ”Jeg tror, du har fået et angstanfald,” sagde hun. Det var en meget ubehagelig oplevelse, men den viste sig at være utroligt vigtig. Det var, som om brikkerne faldt på plads. Hun begyndte at undersøge og arbejde meget mere med den angst, som viste sig at være præstationsangst, og det er en læring, hun har taget med sig lige siden.
– Hvis jeg oplever episoder, hvor jeg ikke er ærlig og får sat mine grænser, reagerer min krop med det samme
Jeg har nu lært, at angsten er et symptom på, at der er noget i mit liv eller inde i mig selv, jeg skal tage hånd om. Når jeg lytter efter, i stedet for bare at ville have det væk, og er nysgerrig på, hvad angsten vil mig og tager den seriøst, så forsvinder den, forklarer hun.
Hun har et lille trick med en pude, hun krammer ind mod maven. Det får nervesystemet til at falde til ro.
Før traf Mie sine valg i hverdagen og livet efter, hvad hun troede var rigtigt. Hvad hun mente, hun burde og skulle. Nu bliver alle beslutninger truffet ud fra, hvad der føles rigtigt.
– Før var jeg pakket ind i kontrol. Nu går jeg altid i den retning, jeg føler mig draget mod. Jeg mærker efter og øver mig hele tiden i at lytte til der sandeste inde i mig. Det er svært at forklare, men det er, som om min krop og mit hjerte ved, hvad der er bedst.
Jeg kan godt have situationer, hvor jeg ikke kan mærke noget, og det er virkelig frustrerende. Men så ved jeg, at jeg skal stoppe op og give mig tid. Jeg træffer ikke en beslutning, før jeg kan mærke det indeni, siger hun bestemt
Én af de dele af hendes hverdag, der har været særligt svært for Mie de sidste mange år, er styrketræning. Som professionel danser har det at være stærk, tynd og trænet altid været forbundet med præstation og kontrol. Alt det, hun har brugt flere år på at komme væk fra. Derfor har hun også lagt styrketræning på hylden i noget tid.
– Jeg har været bange for, at hvis jeg begyndte at træne igen, ville jeg falde tilbage i det samme mønster som før. Men jeg er nu et sted, hvor jeg er klar til at forsøge i det små. Jeg ved, at det handler om at se træning som noget, der skal være rart og føles godt. Som skal styrke mit helbred og min krop, og ikke være en flugt fra problemerne eller en pligt, siger Mie og tilføjer:
– Der er en kæmpe forskel på de to ting.
Mie lever ud fra troen på, at vi alle er hele og har alt det i os, vi leder efter og har brug for. Det handler om at skrælle alt det af, som i bund og grund ikke er os selv, men alt det, vi gennem årerne har tillært os for at passe ind. I den proces har kropsterapien været en meget vigtig del for at nå dertil, hvor hun er i dag.
– Der er kommet en mere sand Mie frem. Det er ikke bare nemt at vælge den personlige udvikling og gå igennem de processer. Men jeg ville ikke bytte det for noget. Jeg oplever en frihed, kærlighed og ærlighed, jeg slet ikke kendte før.
Om Mie Moltke
41 år
Tidligere Elitedanser og kendt fra Vild med dans, hvor hun deltog i 15 sæsoner.
Hun har dansestudiet SOULHOUSE i København og afholder workshops, online kurser, retreats og events med fokus på personlig udvikling gennem dans, bevægelse og meditation.
Hun er founder af Together Now, women’s festival, hvor autenticitet er omdrejningspunktet.
Privat har hun sønnen Mio sammen med sin eksmand skuespiller Lai Yde
Forrige artikelLycopen – tomatens lille vidundermiddel mod inflammation
Næste artikel”Egentligt er jeg uddannet auto-mekaniker, men jeg er meget bedre til at reparere mennesker”