Diabetes-toget brager derudaf, men kan vi slå bremserne i?

Diabetes er et stigende problem på verdensplan. Både den autoimmune og den mere livsstilsbetingede form. De fleste ved, at det er en dum ide at proppe sig med chokolade dagen lang, men også at det, vi IKKE indtager, medvirker til at fodre sygdommene.

Diabetes er i stigning. Både i Danmark og på verdensplan. Mange eksperter kæder den store stigning i antallet af mennesker med diabetes sammen med det, der så smukt betegnes som fedmeepidemien. Her er det særligt type 2 diabetes – som tidligere blev kaldt gammel-mands-sukkersyge – man kæder sammen med overvægt og usund livsstil.

Men faktisk er det ikke så simpelt. Inden jeg gik i gang med arbejdet til denne artikel, troede jeg, at jeg vidste, hvad diabetes var. Der fandtes to typer, som jeg, lidt forsimplet, kunne adskille ved at sige, at man ikke selv var skyld i type 1 diabetes, mens ansvaret for type 2 diabetes i højere grad lå på den enkelte. Den enkelte, som valgte at spise usundt, ikke røre sig, tillod at tallet på vægten bare steg og steg, så kroppen ikke kunne fungere, som den burde.

Den forestilling, har jeg dog erkendt, er en smule naiv. Og så har jeg lært, at der faktisk findes tre former. Vidste I det? Type 1, type 2 og den form, man kalder type 1,5? Og ja, det er sandt, at livsstil spiller mere ind på type 2 end på type 1, men når det er sagt, så kan type 1 diabetes ikke bare tilskrives dårligt held, mens type 2 tilskrives dårlige valg.

For at forstå diabetes – og her mener jeg i den bredeste forstand af ordet – dykkede jeg ned i forskningen. Ikke bare ny forskning, men også forskning, der blev offentliggjort for over ti år siden, for at få et overblik over, hvad eksperterne vidste dengang, og hvad vi ved i dag.

Men inden vi kommer til de forskningsmæssige nybrud, vil jeg slå nogle grundlæggende fakta om sygdommen(e) fast.

Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom, som ofte udvikles tidligt i livet, når kroppens immunforsvar angriber raske celler i bugspytkirtlen. Cellerne i bugspytkirtlen danner insulin, som  – forenklet – sørger for at trække sukker ud af blodet, så det kan bruges som energi. Danner kroppen ikke selv insulin, bliver sukkeret i blodet, hvor det ikke gør gavn.

Type 2 diabetes, som jeg indledningsvis kaldte gammel-mands-sukkersyge, har fået sit navn, fordi sygdommen før i tiden var forbeholdt ældre mennesker. I dag får flere yngre dog sygdommen, som hænger sammen med livsstil. Har man type 2 diabetes, danner man insulin. Man danner bare enten ikke nok, eller udnytter det ikke optimalt. Den svækkelse tilskriver forskere blandt andet mængden af fedtvæv. Lider man af type 2 diabetes, vil man ofte kunne påvirke sygdommen ved at fokusere på sund kost og motion.

Og så er der den tredje form – type 1,5 –, som faktisk bevæger sig i grænselandet mellem de andre. Den rammer voksne, påvirkes af livsstil, men har også en del af det autoimmune udtryk, som type 1 diabetes. Man mener, at mellem to og 12 procent af alle voksne med diabetes faktisk har denne hybrid form.

Det var den korte rundtur i diabetes-land, og forhåbentligt forstår du nogenlunde forskellen. Næste spørgsmål, som lurer hos læger, forskere og politikere er, om man kan gøre noget for at undgå, at de opstår. Svaret er ikke så ligetil. For selvom der gennem tiden er blevet postet enorme summer i at finde en løsning, er der stadig mange ubekendte.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor type 1 diabetes opstår. Det er heller ikke fuldt ud afdækket, hvorfor nogle mennesker har større trang til søde sager, og om man kan påvirke den mekanisme og på den måde bremse type 2-toget. Og hvad med hybridformen type 1,5, som i forskermunde går under navnet LADA (Latent Autoimmune Diabetes in Adults) – kan den forebygges?

Forskere i Kina har fundet, at flere kinesere i den nordlige del af landet udvikler LADA, og det i en sådan grad, at det ikke kan forklares ud fra forskelle i immunfunktioner. Så selvom immunforsvarets angreb på bugspytkirtlen ser ud til at være kernen i sygdommen, lader livsstil altså også til at spille ind på, hvorvidt autoimmuniteten opstår.

Der er dog fund, som er værd at bemærke sig. Fund, der kredser om, hvad der kan øge eller mindske risikoen for at udvikle diabetes.

Man har eksempelvis fundet, at mennesker med svækket insulinproduktion eller -udnyttelse har mere oxidativt stress og lavere koncentration af antioxidanter. Derfor rettede en gruppe forskere allerede i starten af 00’erne deres opmærksomhed mod E-vitamin, som bekendt er en antioxidant.

De gav en gruppe overvægtige mennesker enten E-vitamin eller placebo i seks måneder. Konklusionen var, at tilskuddet havde positive effekter på oxidativt stress og insulinfølsomhed, og at E-vitamin – eller manglen på samme – ifølge forskerne kunne spille en rolle i forhold til udviklingen af diabetes hos mennesker i risikogruppen.

Fundet bakkes op af et studie fra 2012, hvor både mennesker med type 1 og type 2 diabetes indgik. Her fik den ene gruppe medicin og E-vitamin, mens den anden fik medicin og placebo. Gruppen blev fulgt i to år. Her fandt man også, at vitaminets antioxidative effekter havde positiv indvirkning på udviklingen af diabetes og forsinkede udviklingen af følgevirkninger. Lignende resultater er fundet med C-vitamin, som også er en antioxidant.

Et andet vitamin, som er blevet undersøgt i relation til diabetes, er D-vitamin – et vitamin, som mange danskere er i underskud af i perioder i løbet af et år, hvis ikke de tager tilskud. Og tager man tilskud, er det vigtigt at få det med fedt, som f.eks. i D-Pearls, der er små olieperler med D-vitamin.

En undersøgelse viser, at 14 procent af mænd er i underskud i foråret, mens 45 procent af mænd havde utilstrækkelige mængder i samme sæson. Samme tendens gør sig gældende for kvinder og børn. Danske forskere har ydermere linket lave niveauer af D-vitamin til højere forekomst af diabetes og uheldige ændringer i markører for glukosehomeostase – homeostase betyder balance. De indikerer hermed, at manglende D-vitamin kan forringe balancen.

Magnesium er også et stof, der har været under lup, fordi mange med type 2 diabetes har lave værdier af magnesium i kroppen. Det faktum har fået forskere til at undersøge, hvorvidt magnesium-tilskud kunne have positiv indvirkning på sygdommens udtryk. Og det har vist sig, at det kan det godt.

Studier, hvor type 2 patienter har fået tilskud, har konkluderet, at både insulinfølsomhed og stofskifte påvirkes positivt af et dagligt tilskud magnesium. Hvorvidt magnesium tilskud kan have en forebyggende virkning, siger studiet dog ikke noget om.

Man har også undersøgt sammenhængen mellem zink og andre metaller og risikoen for type 1 diabetes. Det har man gjort på Sardinien, fordi de på øen har den anden højeste forekomst af diabetespatienter i Europa. Det skyldes til dels gener, men antallet er steget så eksplosivt siden 50’erne, at gener kun er en del af forklaringen.

Undersøgelserne har givet bemærkelsesværdige resultater: Nogle metaller ser ud til at kunne have en beskyttende effekt mod diabetes 1. Man fandt, at forekomsten af diabetes på Sardinien var højere i områder, hvor der var lave niveauer af blandt andet krom og zink i jorden og vandet. Lignende er blevet fundet for zink og diabetesrisikoen hos svenske børn. Det skyldes sandsynligvis den lange række af mekanismer, som zink er essentiel for – herunder zinks betydning for insulinproduktion.

Det sidste metal vi runder, er du blevet lynintroduceret for: krom. For krom har også betydning for udviklingen af diabetes på en række fronter. Blandt andet har man fundet, at overvægtige kvinder med trang til kulhydrater kunne mindske deres overforbrug ved at få kromtilskud.

I et andet studie med overspisere (Binge Eating Disorder), fandt forskerne også, at kromtilskud sænkede blodsukkerniveauet, og forskerne bag foreslår at bruge kromtilskud som en måde at kontrollere insulinproduktionen og dermed sygdommen. Tilskuddet Bio-Chrom med chromgær give den højeste optagelighed i kroppen – det er op mod 10 gange mere optageligt end andre godkendte kilder til chrom.

Så tilbage til min naive forestilling: type 1-diabetes skyldes uheld, mens type 2 skyldes dårlige valg. Og nu håber jeg, at du ser, hvad jeg ser. At der er en kaskade af vitaminer, næringsstoffer og ubekendte, som påvirker risikoen for forskellige diabetes former, og at det ikke bare er den enkeltes skyld, hvis man ikke bliver dækket ind – for helt ærligt, hvor meget ved du egentlig selv om zinkniveauet i vandet, hvor I bor?

Men I ser måske også, at det så dermed ikke er helt udenfor vores kontrol, om vi bliver syge eller ikke. Vi kan gøre godt, og vi kan gøre skidt, og det ser ud til, at vi faktisk til dels kan gøre fra og til overfor begge former, hvis bare vi sørger for at bygge kroppen op af de rigtige byggeklodser.

Vælg vitaminer og mineraler med forskning bag

Når man tager enkelt-vitaminer og -mineraler som tilskud, kan det godt betale sig at holde øje med, hvilke af dem, der har forskning bag.

Hvis de sælges i lægemiddeldoser SKAL virksomhederne godtgøre, hvad indholdet er. Hvis de derimod sælges som almindelige tilskud til kosten, er der færre krav til dokumentationen. Nogle virksomheder vælger dog selv at undersøge og dokumentere indholdet i deres produkter.