Måske skulle spegepølsen være en dessert. I hvert fald er der ikke den store forskel på chokolade og spegepølse, hvis man tæller kalorierne.
Det viser en test af spegepølser, som 24timer har fået lavet hos Suhrs Videncenter. Syv af de otte testede spegepølser overskrider den grænse på maksimalt 10 procent fedt, som de danske myndigheders kostråd anbefaler for pålæg.
»Jeg er chokeret over, at der blandt de otte spegepølser er så højt et fedtniveau. Kalorieindholdet på de fedeste spegepølser er ikke meget anderledes end i chokolade, og det er jo frygteligt,« siger Michael René, der er levnesmiddelkandidat på Suhrs Videncenter, til 24timer.
Spis det ikke hver dag Det mættede fedt, der findes i spegepølser, kan give livsstilssygdomme som diabetes, for højt kolesteroltal, overvægt, hjerte-karsygdomme og dermed føre til blodpropper og for tidlig død.
»Man behøver ikke at afholde sig fuldstændig fra at spise spegepølse, for der er også gode proteiner i, men de fedeste bør man ikke spise hver dag,« lyder rådet fra Michael René.
Han bakkes op af ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen Karen Eriksen.
»Hvis man ellers lever sundt, kan man skeje ud og spise spegepølse en eller to gange om ugen – for eksempel i weekenden og ved særlige lejligheder. Men spegepølse er ikke nogen hverdagsspise,« siger hun.
Stor forskel på mærkerne Testen af de otte spegepølser viser, at der er markant forskel på fedtindholdet i den letteste og den fedeste, som begge er 3-stjernet.
Testens fedeste er ‘Salami – den originale,’ der indeholder 45 procent fedt, og det er præcis fem gange mere end testens letteste, Kartoffelspegepølse, med ni procent fedt.
3-stjernet har dog ingen planer om at skære ned på fedtet i salamien, fortæller administrerende direktør Keld Lyng.
Ingen dårlig samvittighed »Salamien har altid har haft en høj fedtprocent. Gennem tiden har vi faktisk sat fedtindholdet ned fra 55 til 45 procent. Vi har en loyal forbrugerskare, der ikke ønsker, at vi ændrer salamien,« siger Keld Lyng og tilføjer:
»Jeg har ikke dårlig samvittighed, for den 3-stjernede salami er et af de mest solgte produkter på markedet. Vi ved godt, at det ikke er sundt, og det ved forbrugerne også. Vi forsøger jo ikke at skjule fedtindholdet. Vil man gerne leve sundere, kan man vælge kartoffelspegepølsen med ni procent fedt.«
Testvinderen er Serrano Chorizo med 15 g. fedt pr. 100 gram. Den vinder testen selvom fedtprocenten er over de anbefalede 10 procent, fordi dommeren mener, at det er den spegepølse med bedst smag.
Alt for meget fedt i 'fedtfattig' pølse En af de spegepølser, der tiltrækker Michael Renés opmærksomhed, er Tulips salami med mærkningen ‘30% mindre fedt’.
Selv om Tulip har reduceret fedtindholdet i forhold til mange andre salamier i køledisken, er der stadig 31 procent fedt i, og det er tre gange mere end anbefalet.
»Det er positivt, at Tulip har skruet ned for fedtet. Men mange forbrugere vil tænke, at det er en fedtfattig spegepølse, og det er det ikke. Der er simpelthen alt for meget fedt i. Mærkningen med 30 procent mindre fedt er ikke gennemskuelig for forbrugeren,« tilføjer han.
Hos Tulip er trade marketing manager Jeanette Valter ikke helt enig:
»Vi gør jo blot opmærksom på, at det er en mere fedtfattig variant af salamien – når man sammenligner med de andre på markedet. Det er beklageligt, hvis det bliver opfattet forkert, for det er ikke vores hensigt«.
Kilde: politiken.dk
(Oprettet 28. maj 2009)