Supermarkedernes grøntafdelinger tilbyder frugt og grønt fra hele verden. Men der er god grund til at vælge dansk og økologisk, viser nye stikprøver fra Fødevarestyrelsen. De udenlandske, ikke-økologiske produkter er spækket med pesticidrester.
Interessen for økologi er i fremgang i Danmark. Omsætningen af økologiske produkter vokser stødt år for år. Det er de færreste forbrugere, der ikke køber andet end økologi, men flere og flere vælger den økologiske variant indenfor flere og flere varegrupper. Valget kan hænge sammen med et ønske om at bakke op om en god sag, men der kan også være sundhedsmæssige gevinster ved at tilvælge økologi.
Den sikreste sundhedsmæssige gevinst findes i økologisk frugt og grønt. Fødevarestyrelsens årsrapport for 2011 er netop kommet på gaden, og den viser alarmerende mange pesticidrester i konventionelt dyrket frugt og grønt. Af de udtagne stikprøver var der pesticidrester i halvdelen af produkterne, og hvis man isolerer udenlandsk frugt fra udenfor EU i opgørelsen, er der rester af sprøjtegifte i hele 71 pct af prøverne.
Pesticider er en fællebetegnelse for de sprøjtemidler, man bruger for blandt andet at holde skadedyr stangen, når man dyrker frugt og grønt. Der bruges også pesticider i dyrkningen af økologisk frugt og grønt, men det er naturlige og uskadelige pesticider modsat den kemi, der benyttes ved konventionel dyrkning. F.eks. må en økologisk frugtavler gerne bruge svovl for at undgå skurv på æblerne. Svovlen tjener udelukkende til at gøre miljøet på æblet surt, så svampesporene ikke kan sætte sig – og svovlen vaskes i øvrigt af ved næste regnbyge.
Det ser anderledes ud med de kemiske pesticider, der er tilladt ved konventionel dyrkning af frugt og grønt. Det er sjældent nok at vaske skrællen på æblet, guleroden eller kartoflerne. En del af pesticidresterne kan fjernes ved skrælning, men da nogle af pesticidtyperne ophober sig i vand, kan de også findes inde i frugten eller grøntsagen.
En ny undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at selv pesticidrester langt under grænseværdierne i kombination med hinanden kan skade drengefostres hjerneudvikling og fertilitet senere i livet. Det er derfor, at en lang række sundhedsplejersker, læger og forskere anbefaler gravide og ammende at spise økologisk, så indtaget af de hormonforstyrrende pesticidrester minimeres.
Fødevarestyrelsens konklusion hviler på 2500 stikprøver foretaget i 2011. Værst så det som nævnt ud for frugt, der var dyrket konventionelt udenfor EU. Her var der pesticidrester i 71 pct af prøverne. Så det kan være en god idé at fravælge de brasilianske æbler og i stedet lede efter de danske.
Du kan se den lange liste over godkendte, kemiske pesticider her.
Kilde: Økologisk Landsforening
Forrige artikelKosttilskud med kollagen: Hudpleje, der går undercover
Næste artikelIndretning med feng-shui: Kærlige omgivelser