Er dine venindeforhold med eller uden torne?

“Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså”. Der er masser af romantik over barndommens venindeforhold, og selvom vi bliver voksne og selvstændige, vil mange hellere spejle sig end give veninden et fortjent modspil.

På bunden af en skuffe i chatollet fandt jeg forleden min gamle poesibog. Stof-omslag. Forsiden som en stor buket med en rød rose i centrum. Sådan var det: At have en bedste veninde var nærmest som et idyllisk kærlighedsforhold, hvor loyaliteten skulle være 100 pct. – ellers blev der ballade. At være den ene part i en alliance, der indebar venindekæder og veninderinge var i høj kurs. Aftalen og udvekslingen af disse symbolske gaver var nærmest som et frieri. Små pigers leg med den nære relation. Var man veninder, var man “venner for ever”, sådan som det beskrives så fint i TV-serien “Mille” for tiden.

Jeg husker tydeligt, hvordan det ofte betød, at der måtte både klippes en tå og hugges en hæl for at få skoen til at passe. I teenageårene handlede det især om at vælge samme tøjstil og have samme musiksmag. Det handlede om at være ens, enige, en enhed. Ofte endte disse meget tætte venindeforhold med et brag eller gennemgik dramatiske kriser med jævne mellemrum. Det kan i det voksne bakspejl både virke temmelig indlysende og fjollet, men spørgsmålet er, om vi ikke ubevidst bærer mange af disse idealer med os.

Ærlighed rimer på Kærlighed, men…

Enhver voksen kvinde eller mand med respekt for sig selv vil til enhver tid sige, at de kan tåle at få konstruktivt modspil fra deres nærmeste venner. Du sætter pris på deres ærlighed som et udtryk for vennens omsorg og engagement i dit liv. Men spørgsmålet er, hvor ofte det egentlig sker – dette konstruktive og ærlige modspil…?

Jeg kan tale for mig selv og blankt ind­rømme, at jeg ofte har valgt medspillet frem for modspillet. Når en veninde har fortalt om sit livs uretfærdigheder eller fremstillet sig selv som offer for omstændighederne, har jeg ofte holdt mig på måtten og allerhøjest gjort nogle forsigtige forsøg på at give en alternativ tolkning af situationen. Men hvorfor egentlig?!

Jeg må gå tilbage igen: Angsten for krisen i forholdet, og ultimativt afvisningen fra den nære veninde/ven – barndommens – livets? – angst for at stå udenfor, være uden bedste ven/veninde. Ja, helt ærligt, ja.

Styg ulv eller modig helt

Spørgsmålet er, om det er at være en god (voksen) veninde? Du spejler og støtter venindens måske lidt enøjede opfattelse af tingene, hvor du måske ville hjælpe hende mere med en venlig provokation a la “Hvis man ser på den konkrete situation, kunne man måske sige, at du er den eneste, der reelt kan ændre den og sikre, at dine ønsker bliver opfyldt…”.

I stedet for at give hende ret kunne du give hende muligheden for at se sig selv fra nye vinkler, så hun kunne flytte sig ud af offerrollen og tage styringen i og ansvaret for sit eget liv. Men ønsker hun det? Min erfaring er, at nogle gange ønsker hun det, men ikke altid. Ethvert strøg mod hårene indebærer jo en form for ubehag.

Kritik er trods alt kritik, og den kræver noget af både afsender og modtager: Åbenhed og mod. Mod til at sætte den gode stemning på spil, åbenhed til at tage imod modspillet i den (k)ærlige ånd, det gives.

Skriv en ny historie sammen

Hvis det handler om ægteskab, er der sjældent uenighed om, at der skal arbejdes for at slibe kanter af osv. For de fleste er parterapi en aner- kendt mulighed i tilfælde af kriser. Men når det kommer til venner og veninder, er der ingen tradition for at “gå så drastisk til værks”. Alene tanken om en ophedet diskussion i et venindeforhold kan få mange til at trække sig. Hvilket jo er mærkværdigt i betragtning af, at vi i dag ofte har vores venner/veninder længere end partneren.

Venskabet er bærer af en stor del af vores identitet og trækker tråde tilbage og frem i vores personlige historie. Jo længere og mere nært et forhold er, desto større krav stiller det til vores evne til at vokse i venskabet. Det for­underlige er, at forskelligheden i velfungerende forhold og venskaber ofte anføres som den største force. I vores forskellige holdninger og handlemåder kan vi hente modspil og idéer til at udvikle os selv og hinanden – hvis vi tør.

At udvikle sit venskab kræver mod og åbenhed, men for ikke at sætte det hele over styr, kræver det også omtanke. Modsat barndommens venskaber, som ofte var i følelsernes og magtkampenes vold, kræver en ændring og udvikling af ethvert forhold nogle fælles spilleregler. Heri ligger det konstruktive – at der bygges op, sten for sten. Få inspiration fra coachingøvelsen i boksen.