Sind

Få styr på din tid

25. september 2009

Kender du følelsen af, at døgnets 24 timer bare ikke slår til? At du stormer af sted med en evig fornemmelse af at halse bagefter? Lær, hvordan du får styr på din tid, så det fremover er dig, der har fat i den lange ende.

En overtegnet kalender og alt for lidt tid. Stress, jag og evig dårlig samvittighed. Tidscoach og forfatter Trine kolding har selv været hele møllen igennem. Indtil hun en dag for otte år siden stoppede op og spurgte sig selv, om det nu også kunne være rigtigt?

Svaret var nej, så hun meldte sig til et kursus i tidsstyring hos firmaet TimeManager.

– Jeg blev meget optaget af, hvordan vi kan forholde os bevidst til, hvad vi gerne vil, og hvad vi reelt bruger tiden på, siger 34-årige Trine kolding, der i mange år har holdt kurser på Teknologisk Institut i kunsten at få styr på tiden.

For fire år siden etablerede hun så sin egen virksomhed, Tid & Tanke, hvor hun tilbyder kurser og foredrag om personlig effektivitet og planlægning. Personlig effektivitet handler om at skabe sammenhæng mellem den tid og de ressourcer, vi har til rådighed, og de ting vi gerne vil nå.

Du kan ikke alt

Jo tak, tænker du måske. Men hvordan gør jeg lige det i en hverdag fyldt med gøremål, krav, emails, kimende telefoner og folk med alverdens dagsordener?

Svaret er såre simpelt. Du skal indse, at du ikke kan nå alt. Derfor må du prioritere, hvordan du vil bruge din tid. På jobbet og når du har fri.

– Jeg hører igen og igen, at folk vil det hele. Men vi har kun 24 timer til rådighed, så det interessante spørgsmål er ikke, hvor meget tid du har, men hvordan du vælger at bruge den, siger Trine kolding.

Undlader du at prioritere, får du aldrig puslespillet til at gå op mellem dine drømme, ambitioner og krav på den ene side og din tid og dine ressourcer på den anden, garanterer hun.

– Jeg plejer at beskrive det moderne menneskes dagligdag som ”livet i en centrifuge”. Derfor ligger udfordringen i at finde sin egen hastighed, som den enkelte har det godt med.

De tre trin

For at kunne prioritere og finde din hastighed må du være klar over dine personlige værdier og mål. På jobbet såvel som i dit øvrige liv. når du kender dine værdier og mål, kan du prioritere, så du når det, der er vigtigt for dig. når Trine kolding holder sine kurser, arbejder hun med et program, hun kalder De 3 trin. Programmet guider den enkelte igennem en afklaring af værdier, balance og mål. Hernæst en værktøjskasse til at prioritere, effektivisere, planlægge og styre tiden. Til slut er der hjælp til at komme det sidste skridt fra tanke til handling.

– Det er vigtigt, at du jævnligt gør dig tanker om din tid, så værdier, balance, prioritering og mål hele tiden matcher den livssituation, du er i. For tingene ændrer sig livet igennem. Du må for eksempel prioritere din tid anderledes, hvis du får børn, siger Trine kolding.

Hun er selv mor til tvillingedrenge på knap tre år og har på egen krop mærket, hvordan hverdagen forandres dramatisk, når familien pludselig fordobles.

– I takt med at du og dit liv udvikler og ændrer sig, er det en god idé jævnligt at tage temperaturen: ”Hvad er vigtigt at bruge min tid på? er der sammenhæng mellem det, jeg gerne vil bruge tiden på, og det jeg reelt bruger den på?”

Tid til ingenting

Når vi føler os styret af tiden, ryger spontaniteten, roen og fordybelsen, som er væsentlige faktorer i et godt liv.

– Livskvaliteten går fløjten, når det hele tiden handler om at nå det næste og det næste. Vi glemmer at være til stede i nuet. Det er synd, for det er der, vi skal finde vores energi, siger hun.

Forsøger vi evig og altid at nå alt, vil vi hele tiden have følelsen af at hænge i en klokkestreng, fordi det er umuligt at nå det hele. Vi slapper aldrig helt af, men kører konstant i et højt gear.

– Vi har så mange muligheder og bliver bombarderet med informationer døgnet rundt. Derfor handler det om at skabe en god balance, hvor vi ikke stormer afsted med 180 kilometer i timen. Vi skal finde tid til ro og fordybelse ved at vælge ting fra og acceptere, at vi ikke kan nå alt, siger Trine kolding, der er varm fortaler for at sætte tid af til – ingenting.

– Den helt store udfordring ligger for de fleste i at lave huller i kalenderen, hvor de ikke foretager sig noget. lav nul aftaler. Hiv telefonstikket ud og sluk for computeren. Det kan være angstprovokerende i begyndelsen, men prøv: – Det er skønt!

TID & TANKES 3 TRIN TIL AT FÅ STYR PÅ TIDEN

”Hvis du ikke ved, hvad der er vigtigt for dig, hvordan skal du så kunne styre og prioritere din tid?” citat: Trine Kolding

1. Fundamentet – brug tiden på det rigtige

Det vigtigste spørgsmål, du bør stille dig selv, er: ”Hvad er vigtigt for dig at bruge din tid på?”

Mange taler om, hvor svært det er at sige fra. Men at sige fra er ikke nødvendigvis det sværeste. Problemet opstår, når vi ikke har overblik over, hvad det er, vi skal sige til og fra overfor! Brug derfor tid på at defi nere dine værdier. Kig hernæst på din balance mellem arbejdsliv, familieliv og egen tid. Hvad er den rette balance for dig? Hvordan ser din balance reelt ud – er der behov for justeringer?

Mål

Nu er du klar til at lave personlige mål for dig selv på jobbet og i dit øvrige liv. Mål giver dig overblik og fokuserer dine ressourcer i den rigtige retning. Tag også stilling til, hvordan du vil nå dine mål, så det bliver konkret.

Prioritering

Med klare mål er det langt nemmere at prioritere hverdagens mange opgaver. Bidrager de til dine mål? Hvis ikke, skal du ikke prioritere dem særlig højt eller måske endda sige nej.

2. optimer din tid – spar tid og få tingene gjort

Du er nu nået til trin to, som hjælper dig til at styre din tid, så du får mest muligt ud af den.

Planlægning og tidsoptimisme

“Hvis du vil have noget gjort, så sæt tid af til det!” Så kort kan det siges. Vær samtidig realistisk, når du planlægger. En af de største hindringer for god planlægning er tidsoptimisme. Sørg derfor for fl eksibilitet i planerne.

Tidsrøvere og tidssparere

Find ud af, hvad der røver din tid i dagligdagen og læg en klar strategi for at komme dem til livs.

Hvor kan du spare tid? Læg mærke til, hvad der sparer dig tid og gør mere af det. F.eks. at overvinde din udskydelsesadfærd og få tingene gjort. Eller at bundte opgaver, så du ikke hele tiden skifter fokus fra én type opgave til en anden.

Tidsregistrering

Tidsregistrering er et fantastisk værktøj til at sætte fokus på, hvordan du bruger din tid.

Når du har registreret et par uger, kan du lave en tidsanalyse og se, hvordan sammenhængen er mellem din reelle og ideelle tidsanvendelse.

3. Fra tanke til handling – vaner & motivation

Nu er du nået til den virkelige udfordring – nemlig at ændre din adfærd og dine vaner. Husk, at du ikke kan ændre alt på en gang. Tag et par vaner eller arbejdsrutiner ad gangen og giv dig selv en måned til at ændre eller indføre en ny vane.

Læg en strategi for, hvordan du når derhen. Og fi nd ud af, hvad guleroden er for dig. Det gør det lettere at gennemføre forandringer.

Lav en kontrakt

Defi ner dit første skridt og sæt en dato på, hvornår du vil begynde. Følg senere op på, om du nåede det, du satte dig for. Hvis du ikke når dine mål, så lad være med at slå dig selv i hovedet. Find i stedet ud af hvorfor og brug din energi konstruktivt.

Følg op

En løbende opfølgning vil øge resultaterne markant. Find en person i din omgangskreds, som vil hjælpe dig med at holde fast i beslutningerne. Det er en god idé på forhånd at lægge nogle aftaler ind i kalenderen, hvor i snakker om, hvordan det går med den nye vane.

Forrige artikelDrop smøgerne – og tab dig samtidig

Næste artikelSol – ven eller fjende?