8-10 stk.
150 g bønnespirer
350 g hvidkål
150 g gulerødder
100 g tofu naturel
1 tsk peanutbutter
2 tsk vand
2 tsk karrypasta
1 spsk tamari
8-10 stykker rispapir
1 spsk olivenolie eller tamari/sojasauce + til pensling*
¼ tsk salt
Friskkværnet peber
Sesamfrø
Snit hvidkålen helt fint og riv gulerødderne i tynde strimler på et mandolinjern eller riv dem groft på et rivejern. Skyl bønnespirerne og lad dem dryppe godt af.
Kom hvidkålen i en sauterpande eller gryde sammen med ½ spsk vand og 1 spsk tamari, og svits kålen ved middelvarme i ca. 5 minutter. Smuldr tofuen og kom den på panden sammen med gulerødder og bønnespirer. Svits yderligere 5 minutter og rør imens karrypasta, peanutbutter og vand sammen til en tyk dressing. Sluk for blusset, rør dressingen sammen med grøntsagerne og smag til med salt og peber.
Kom koldt vand i bunden af fx et tærtefad, der er stort nok til, at rispapiret kan ligge deri. Kom ét stykke rispapir i vandet ad gangen og sørg for, det er helt dækket af vand i 10-20 sekunder. Tag rispapiret op af vandet, læg det på et skærebræt og drys lidt sesamfrø dér, hvor fyldet skal placeres. Kom fyldet ovenpå sesamfrøene og fold papiret sammen om fyldet (se hvordan du folder rispapiret på emballagen med rispapiret). Læg forårsrullerne direkte på en bageplade beklædt med bagepapir og pensl dem med lidt olivenolie eller tamari/sojasauce. Bag dem i ovnen på 175 grader varmluft i 20-25 minutter. Server forårsrullerne med tamari til at dyppe dem i.
Forårsrullerne kan laves med forskellige slags grøntsager f.eks. rød peber, spidskål, forårsløg, revet hokkaidogræskar eller sød kartoffel. Brug det, du har, og som du kan lide, men vær opmærksom på, at champignon og svampe skal være stegt tørre for væske, ellers bliver fyldet for vådt.
*Olie gør rullerne lidt mere sprøde.