Det kan være svært at holde fast i sunde motionsvaner i de kommende mørke, blæsende og kolde måneder. Egentlig er motion i det fri den sundeste form for motion, men mange trækker indenfor i motionscentrene, og så opstår problematikkerne med at komme af sted. Det kan jo tage lang tid at køre derhen, klæde om, bade bagefter og køre hjem igen. Det kan være en tidsrøver, hvis du er vant til at cykle eller løbe en tur rundt i nabolaget.
Måske skulle du overveje at skifte løb, cykling, fodbold eller anden udendørs motion ud med simpel gang, så du kan blive udendørs vinteren igennem. Gåture kan være en god fedtforbrænder og konditionstræner, hvis du tør udfordre dig selv og din forfængelighed en smule undervejs.
Kan du huske Monty Python-komikernes verdensmesterskaber i ”silly walk” – eller gakkede gangarter? Det er måske ikke ligefrem John Cleese-komik, du behøver at efterligne, men hvis du ændrer i din gangart, forbrænder du også flere kalorier. Gadedrengeløb, korte skridt, lange skridt, stop op, sæt i gang, gå i zikzak, gå et par skridt baglæns, sæt tempoet op, sæt tempoet ned – der er mange måder at variere din gang. Er der et par træstubbe, kan du springe mellem dem.
Det er et stort studie fra Ohio State University, der viser, at ændringer i gangarten øger forbrændingen.
– Bare gør underlige ting! Gå op og ned i tempo. Gå med en rygsæk, placer vægtklodser i lommerne. Gå et stykke og stop pludseligt – gentag det! Gå i skæve kurver i stedet for at gå lige ud,« siger Manoj Srinivasan, der er medforfatter til studiet, til CBS News.
Studiet viser, at denne type variationer kan øge forbrændingen under en gåtur med 20 pct.
I forvejen er forbrændingen for en gåtur omtrent den samme som for løb, hvis du sørger for at få pulsen op. Om du går fem km eller løber fem km kan altså resultere i det samme på forbrændingskontoen – men løbeturen tager til gengæld ikke så lang tid og vil naturligvis også forbedre din kondition mere end gåturen.
Så hvis du primært motionerer for at kunne spise sovs og chokolade med god samvittighed, kan du altså sagtens udskifte en løbevane med en gåvane i de mørke måneder. Det tager lidt længere tid, men du kan også hurtigt bruge din tid på transport og omklædning, hvis du skal i motionscenteret hver gang.
Du kan få hjælp til at forbrænde mest muligt på dine gåture, hvis du ejer en smartphone. Til både Android- og Apple-telefoner findes en gratis, dansk app, der hedder InterWalk. Denne app kan hjælpe dig med at trykke på speederen og trille i frigear, når du er ude at gå.
Forskerholdets leder, professor Nidhi Seethapathi, forklarer, at variation i gangen svarer til at pumpe op og ned med en bils gaspedal; hvis du vil køre økonomisk, skal du holde bilen på en konstant hastighed. Det er netop det modsatte, du skal opnå, når du vil forbrænde fedt:
– At ændre en persons kinetiske energi kræver mere arbejde fra benene og i den proces forbrændes flere kalorier, siger hun.
Gangstave er også et redskab, der kan variere gåmønsteret og få forbrændingen op.
Kilde: b.dk