Selv på en grå og trist onsdag formiddag i Aalborg midtby ringer butikkens dørklokke tit hos Helsam. Her er nemlig en lind strøm af kunder i alle aldre på jagt efter god kvalitet og sublim vejledning.
Butikken, vi besøger i dag, slog dørene op for 37 år siden, og i langt størstedelen af tiden har Aase Thomsen været fast inventar. Først som ansat og sidenhen som ejer. For fem år siden åbnede hun og familien endnu en filial i byen, som de driver sammen. I dag er det mor og datter, som står sammen bag disken, klar til at hjælpe de mange besøgende.
– Som barn og ung tænkte jeg egentlig, at jeg ikke skulle have noget med helsekost at gøre. Jeg ønskede, at min mor købte en slikbutik i stedet, fordi det var det fede. Men i dag er helsekost jo noget, som både unge og ældre virkelig har taget til sig og synes er fedt, siger Pernille.
De to kvinder mærker tydeligt, at de nye generationer har taget sundhed til sig, og at bevidstheden om, at man faktisk kan gøre meget for sin krop med kost, tilskud og rene produkter, generelt er blevet større.
– Vi ser rigtig mange unge kvinder, som kommer ind, når de begynder at tænke på at blive gravide – og så bliver ved med at komme, længe efter barnet er født. Vi har også mange flere mandlige kunder i dag, end dengang jeg startede, hvor det næsten var ikke-eksisterende, siger Aase.
Fælles er, at de kommer efter den gode vejledning, som Helsam tilbyder.
“Vi gør jo meget ud af at uddanne personalet og blive ved med at efteruddanne os, så vi har en ekspertise, man ikke finder i supermarkedet.”
– Og det gør vi, fordi vi virkelig er passionerede omkring vores felt, siger Aase.
Hun kom selv ind i branchen, fordi hun som en af de første i landet uddannede sig til zoneterapeut. Det åbnede døren til den alternative verden, og hun føler sig privilegeret over at kunne kombinere sin interesse for sundhed med sin interesse for kundepleje.
– Helt fra barnsben kan jeg huske at være tiltrukket af købmandskab, og jeg legede tit købmand derhjemme. Så at kunne få lov til at udleve det indenfor et område, jeg brænder så meget for, er virkelig en stor glæde, siger hun.
Døren går op, telefonen ringer, og der er generelt liv i butikken. Alt fra kosttilskud til plejeprodukter og slik af god kvalitet bliver taget ned af hylderne. Noget af det, som Aase oplever, hitter stort særligt i januar, er detox-kure og råd og vejledning i forhold til kostomlægning.
– For mange er starten på året et oplagt tidspunkt at gøre noget ved deres sundhed. Derfor kan vi mærke, at mange kunder er interesserede i udrensningskure og tips til, hvordan de kan komme sukkertrangen til livs, siger hun.
Her peger Aase især på krom. Mineralet bidrager nemlig til et stabilt blodsukker. Derudover har hun et generelt godt råd til alle dem, som gerne vil booste deres sundhed.
– Det vigtigste er at få sig et godt fundament, og det vil sige en god multivitamin med mineraler. Mineralerne er vigtige for så mange processer i kroppen, og de er sværere at få gennem kosten end vitaminer, så man skal virkelig huske at se på mineralerne i sine tilskud, siger Aase.
Her anbefaler hun, at man går efter et let optageligt tilskud, som kroppen kan genkende.
Selvom tiden går, bliver der ikke lysere på gaden. Det er nok en af de dage, hvor solen bliver ved med at gemme sig. Men inde i butikken stråler lamperne om kamp med smilene, og de glade kunder bliver ved med at komme og gå.
Clara Edgar, Aalborg, 26 år.
Noget af det, man kan opleve hos en helsekost, men som man ikke finder andre steder, er muligheden for faktisk at lære sin krop bedre at kende. Hos Helsam i Aalborg sker det med hjælp fra Majbritt Dahl Bendixen og hendes computer. Majbritt er uddannet heilpraktiker, akupunktør, kostvejleder og coach, og en gang om måneden slår hun sig ned hos Helsam.
Her kan man booke tider til en vega-test, der varer fra tyve minutter til en time, og i dag har jeg fået lov til at tage plads i stolen. Testen er en rigtig god måde at få et indblik i sin krops tilstand, og hvad den længes efter. Jeg tænker egentlig, at jeg spiser rigeligt med grønt og generelt ret sundt, så jeg er nok godt kørende. Men faktisk bonner testen ud på flere ting.
– Du mangler B-vitaminer, C- og D-vitamin, fiskeolie, mælkesyrebakterier, magnesium og zink, siger Majbritt til mig.
Lidt af et chok, for mig, men ifølge Majbritt er en del af forklaringen nok, at jeg lige har været syg af corona, og derfor er i underskud. Det rigtig smarte er, at jeg med testen i hånden kan gå de fire skridt op til Aase i skranken og få de tilskud, min krop sådan længes efter.
Mange helsekostbutikker har forskellige samarbejder, hvor man kan få foretaget forskellige tests, så undersøg mulighederne i din lokale afdeling
Forrige artikelMad som medicin til ældre og indlagte?
Næste artikelBirgitte tror på Aha-oplevelser og livslang læring