Giver eller tager du energi? Få bugt med fejlfinderen!

Uanset om det gælder din egen eller andres tilfredshed med tilværelsen, betyder det (næsten) alt, hvordan vi ser på hinanden og vores liv. Taler du tingene ned eller op? Er du til den pessimistiske og kritiske side – eller forsøger du at være ”den gode hverdagscoach”?

Vi kender det alle sammen – når vi møder et menneske, som stort set kun taler om problemer og alt det, der IKKE er, som det burde være. Efter en time eller to er man helt tømt for energi. Men hvorfor egentlig?

Vi kan jo bare lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet …

Professionel ”bekymringsknuser”

Som lifecoach og terapeut er mit arbejde at tage sig af folks bekymringer og udfordringer. Men her er det til gengæld en helt anden stemning, der breder sig i lokalet, fordi vi er der for at finde løsninger og udvide forståelsen af, hvorfor tingene er, som de er. Forventninger og ressourcer bliver afstemt efter hinanden, og klienten får et realistisk, holdbart perspektiv på sit liv.

Det giver mening og tro på fremtiden.

Bitter virkelighed

I forhold til venner og familie – som vi holder af og måske har fulgt gennem mange år – er det til gengæld utroligt svært at bevare den gode energi, når en ven kæmper med at finde de lyse sider frem i livet, både hos sig selv og hos andre.

Måske er det manden/konen, der får en tur, eller børnene, der ikke helt falder i hak med den forestilling, man havde om det ”rigtige” liv.

Jeg har mødt en hel del mennesker, som virkede decideret bitre og skuffede over den virkelighed, de sad i – også selv om det udefra set ikke stod nær så slemt til.

De onde absolutter

Det værste er næsten, når en person konsekvent taler sig selv og sit liv ned: ”Det kan jeg overhovedet ikke magte”, ”det går slet ikke”, ”det bliver aldrig anderledes …”.

Der levnes ikke så meget som en sprække ind til de muligheder, som du eller andre udenforstående egentlig synes, er oplagte. Her bliver det rigtig tungt at være den gode ven/veninde – blive ved med at lytte og komme med forslag – fordi denne ”fejlfinder” lader egentlig ikke til at ville slippe sit pessimistiske syn på tilværelsen.

Måske fordi vedkommende er vokset helt sammen med sin offerrolle – som nok giver lidt opmærksomhed og en form for falsk tryghed i de evige undskyldninger for ikke at ændre på noget af alt det velkendte, uanset hvor utilfredsstillende det er.

Denne kæde af negative ”absolutter” vil efterhånden lukke sig om personen – og i sidste instans skubbe de fleste ud.

Tale op og tale ned

I coachingen arbejder man i bund og grund med fire grundbegreber – mål, forhindringer/udfordringer, ressourcer og strategier. Coachingen er fremadrettet af natur, men ser naturligvis tilbage og ”ind” i personens bagkatalog for at finde både årsager og løsningsmuligheder.

En god forståelse af ”nuet” er nemlig basis for en konstruktiv og holdbar udvikling.

Noget af det vigtigste i den forbindelse er at gå fra at tale ned til at tale op: Kort fortalt, at erkende forhindringerne, men bruge kræfterne på at finde, opdyrke og træne de ressourcer, som vi alle ligger inde med. Selv den mest vanskelige barndom rummer ressourcer – ting, du har lært at mestre, netop i kraft af dine tunge erfaringer.

Energi-drænage

Spørgsmålet er, hvordan vi kan gå fra at være ”fejlfindere” til at blive det, jeg vælger at kalde ”gode hverdagscoaches”?

I første omgang handler det om energi. At bygge den op – så lageret aldrig bliver helt tømt. Det er klart, at vi ikke kan gå rundt som lalleglade jubeloptimister, hvis vi føler os helt udbombede!

Udfordringen er, at det er vores eget ansvar at sørge for at få energidepoterne fyldt op – ved at opleve og især fokusere på de ting, der faktisk fungerer i vores liv. F.eks. et godt job, en sød ægtefælle, et godt helbred, velfungerende børn, en spændende fritidsinteresse, en alsidig omgangskreds, en afbalanceret økonomi … HOV HOV, pas nu på: Det var altså ikke ment som en tjekliste!

Det er netop ikke det hele, der skal kunne krydses af, for at du bør kunne glæde dig over livet.

Du skal simpelthen lære at dvæle lidt længere ved hver eneste glæde dit liv – ellers udsætter du dig selv for det, jeg vil kalde ”energi-drænage”. Energi-drænage er som vand i en spand med et vist antal huller. Hvis du hele tiden flytter hænderne i forsøget på at dække for alle huller, løber vandet bare hurtigere ud. Koncentrer dig om de største og vigtigste huller, så holder energien bedst.

Tænd detektoren

Det kan så nemt smutte, men prøv alligevel at holde øje med dig selv: Hvornår begynder du at glide ind i den mørke rille?

Fang dig selv, når du begynder at forestille dig alt det, der kan gå galt? Udfordr dine egne negative ”opfattelser” af tingene – er det nu helt så håbløst? Er der ikke andre, der har overlevet noget, der var (meget) værre – hvis du skal være helt ærlig?

Når du tænder din ”pessimisme-detektor”, vil du efterhånden kunne begynde at høre dig selv, og selv om det ikke altid er så rar en oplevelse, vil du måske få øje på de små lysglimt af lykke, som trods alt er der, lige foran dig.

Spejlet lyver aldrig

Hvis du selv – eller ”en du kender” – har en tendens til at fremhæve problemer og mangler, fremfor fordele hos dig selv og dine omgivelser, så er første skridt i en kursvending at hive spejlet frem: Hvad ser du?

Hvis du er helt konkret: hvad er der så af ”pros and cons” – plusser og minusser – ved dit liv?

Hvis dine normer og forventninger hele tiden spænder ben for dig, så tag andre til hjælp. Se også på andres liv – ikke bare dem, der har det ”perfekte liv”, men også dem der i din bog har det værre end dig selv.

Måske vil du opdage, at selv dem, der har det værre, også kan have noget, der er misundelsesværdigt?

Ergo kan det måske også gælde for dig selv: At du har noget, som andre eftertragter?

Børn er de bedste læremestre

Til tider kan vi som voksne helt glemme, at vi engang har været børn. Men prøv lige at se på, hvordan børn oftest håndterer skuffelser og lukkede døre.

Når hende den allermest populære pige i klassen ikke vil lege med én, så dukker der – efter en kort periode med sorg over dette afslag – ofte en anden veninde op i periferien.

Når du flytter overfokuseringen væk fra den ”eneste ene”-mulighed, så gør du det muligt at få øje på de andre muligheder – som ofte viser sig at passe dig meget bedre i længden. Og når gaven ikke lige var den, der stod på ønskelisten, så er der garanteret andre af gaverne, man kan lege med. Måske kan du endda låne af en anden – man behøver ikke nødvendigvis at eje for at lege. Og det er helt klart bedre end ingenting.

Børn er født med evnen til at overleve, tilpasse sig omstændighederne og være nysgerrige på andre muligheder – netop fordi de er så små og sårbare. Måske vi skal blive som børn igen, for at genfinde denne evne? Hvad er mine muligheder? Egentlig?