Go Grøn: En pioner i Gl. Munkegade

I sidste uge åbnede Danmarks ældste genbrugsbutik i Gl. Munkegade i det centrale Århus dørene op efter renovering. I 47 år er der blevet solgt brugt tøj og nips fra adressen, og i 47 år har Ruth Andersen været med.

I denne uges Go Grøn vil vi tage jer med på en rejse. Tilbage i tiden og rundt i verden. Vi vil nemlig fortælle historien om genbrug, og nogle af de dedikerede mennesker, som var med på genbrugsbølgen længe inden det var hipt.

Ruth Andersen er i dag en ældre kvinde, som har været med siden genbruget slog igennem i Danmark. I 47 år har hun været en del af inventaret i den ældste genbrugsbutik i landet, men faktisk var hun med på rejsen selv inden det. For inden Folkekirkens Nødhjælp rykkede ind i bygningen i Gl. Munkegade i det centrale Århus, lå den i Grønne Gade, og her var Ruth også med.

[relateredehistorier]

Lokalerne var blevet stillet til rådighed af kommunen, så de betalte ingen husleje. I butikken havde de skabt et hygge-hjørne for de frivillige ud af gamle øl-kasser, der gjorde det ud for både borde og stole, som de kunne sidde og nyde en kop kaffe ved, når der ikke var kunder. Men det var sjældent, at Ruth og de andre fik mulighed for at teste komforten på kasserne, for der var et konstant rend af mennesker.

Det er der også i den nyåbnede butik i dag. Den røde løber er rullet ud, champagnepropperne poppet, hindbærsnitterne lagt på fade og hver kvadratmeter af butikken er fyldt med mennesker, der bevæger sig i langsomt tempo næsten i et zigzag-system forbi hinanden. Her er både mænd og kvinder, men flest af sidstnævnte. De kommer til gengæld i alle aldre. Fra de unge piger på 15 år, til de modne på den anden side af 90 år.

Mennesker døde langs Seinen

Der bliver hevet i Ruth fra alle sider. Folk, der vil hilse og udtrykke deres begejstring over den nye butik. I favnen bærer hun en buket gule blomster pakket ind i lyserødt papir. Efter en god portion kram og håndtryk finder hun en roligere plads i butikkens baglokale, hvor hun begynder at fortælle om den første klunser.

– Abbé Pierre var en katolsk præst i Frankrig, som tilbage inden 2. Verdenskrig så, hvordan hjemløse lå under broerne ved Seinen i Paris og døde af kulde og sult. Han ville hjælpe dem. Efter krigen kom han i Parlamentet, og brugte sin løn på at købe et hus, som han ville lave til boliger for hjemløse, fortæller hun.

En dag blev Pierre kaldt ud til en mand, som havde prøvet at tage livet af sig selv. Pierre så, hvor skidt manden havde det, men han bad alligevel manden om at hjælpe ham med istandsættelse af huset. I den proces glemte den ellers så håbløse mand, hvor skidt han havde det.

Men for at skabe flere boliger, skulle der flere penge til, og det er her, klunseren kommer ind i billedet. Ideen om at indsamle andres skrald og sælge det opstod. I starten var der bare en enkelt klunser, men flokken voksede sig større, og klunserne samlede sig. Også herhjemme.

– Vi lavede indsamlinger i slutningen af 1960’erne, og min mand blev bestyrer for det her internationale klunsersamfund, hvor vi solgte gamle ting fra Viborgvej ved Århus, og allerede dengang var der kæmpe interesse for at købe genbrug, siger Ruth.

Flere unge er glade for genbrug

I de cirka halvtreds år der er gået, siden de første indsamlinger, er interessen ikke blevet mindre. Ruth oplever i høj grad, at der har været en konstant strøm af mennesker, der har besøgt butikkerne. Mange af dem, der kommer i dag, er de samme typer, som kom i begyndelsen, men der er dog sket en udvikling.

– Der kommer flere unge, som leder efter den der ene specielle ting, som man jo kan finde i genbrugsbutikkerne, hvor vi kun har – for det meste i hvert fald – en af hver, siger hun.

Men når man køber genbrug, handler det ikke kun om stil. Man er også med til at give penge til mennesker i nød, gennem sine køb. Ruth forklarer, at det handler om medansvar. Og det medansvar ser hun i høj grad også trives i dag.

– Det lever i bedste velgående. Også blandt de unge, selvom man ikke skulle tro det, ud fra det man hører eller læser om den generation i medierne. Men jeg kan jo se det i butikken og jeg kan se det, når jeg kører i bus, hvor de unge hjælper mig med at komme ind og rejser sig for mig, siger hun.

For nyligt har de også fået to unge frivillige i butikken. Det synes Ruth er dejligt, selvom hun mener, at de gamle er mere stabile, siger hun grinende.

Hjælp til selvhjælp ved at hjælpe andre

Genbrugsbutikkerne kunne ikke overleve uden de mange frivillige, – unge som ældre – der landet over bruger deres tid på at holde dem åbne, pæne og præsentable. De gør det uden økonomisk gevinst, og det er et arbejde. Men et arbejde, som Ruth forklarer, også kan give mening til tilværelsen.

– Min mand var præst, og hvis han havde begravet en mand eller kone, kunne han godt finde på at spørge den efterladte, om vedkommende ikke kunne tænke sig at komme ned at hjælpe i butikken. På den måde har de fået en funktion og blevet brugt til noget fornuftigt. Det har hjulpet mange, siger hun.

Sådan er en del af frivilligholdet blevet til. Andre er simpelthen bare kommet gående forbi og har meldt sig.

Som i mange genbrugsbutikker er de fleste i butikken i Gl. Munkegade oppe i årene. Ruth inklusiv. Men hun har ingen planer om at stoppe. Hun bliver ved med at sortere poser og sække, til hun ikke kan mere.

Klokken har passeret 14.00. På fadene med hindbærsnitter ligger kun krummer tilbage. Der er tyndet lidt ud i menneskemængden i butikken, men en god portion rykker stadig i bøjler. En ung kvinde tager en bluse frem og viser den begejstret til venindeflokken.

Ruth håber, at der i fremtiden bliver ved med at strømme mennesker til butikken, så de kan blive ved med at sælge genbrug og hjælpe mennesker. Selv går hun i brugt tøj fra tid til anden, men som hun siger, er det for hende lidt som at arbejde i en bagerbutik – man får lyst til andet end kage.