Nyheder

Heksekosten er kvalitet og atmosfære

Siden 1977 har Heksekosten tilbudt økologiske fødevarer, kosttilskud og et stort sortiment af helsekostprodukter på gågaden i Silkeborg.

Foto: Carsten Gottlieb
7. juli 2022

Siden 1977 har Heksekosten tilbudt økologiske fødevarer, kosttilskud og et stort sortiment af helsekostprodukter på gågaden i Silkeborg. Og der kommer stadig nye kunder til.

Så straks du træder ind ad døren, kan du mærke, at du er landet et specielt sted. Heksekosten i Silkeborg ligner ikke mange andre butikker. Helsekostbutikken er dels en moderne forretning med et uhyre stort udvalg af både madvarer og tilskudsprodukter – og dels et besøg i en verden, som ikke findes længere.

Det sidste skyldes i høj grad indretningen, som udstråler en stemning af hyggelig, gammel købmandsbutik. Signe Rømer, der sammen med sin mand Niels grundlagde butikken i 1977, skammer sig ikke over at erkende:

– Hylderne i butikken har vi selv lavet. De er ikke udskiftet, siden vi åbnede. Alle diske og skabe i butikken er nogle, vi fandt i de gamle købmandsbutikker, da de lukkede ned.

Forklaringen hænger sammen med butikkens udvikling gennem 45 år.

– Vi har altid haft fokus på at investere i sortimentet – ikke i hylder og møbler. Vi investerede i varer med kvalitet og økologi, men holdt tilbage med at bruge unødige ressourcer, siger Signe Rømer.

Og i dag ville de fleste indretningsarkitekter sikkert rådgive Heksekosten til ikke at ændre noget. Atmosfæren af gammel købmandsbutik er nok noget af det, der giver kunderne lyst til at komme.

Start med mikromakro

Heksekosten har i dag 10 medarbejdere – halvdelen fuld tid og halvdelen medhjælpere – og den bageste del af forretningen bliver drevet som en populær café. Varerne står tæt på hylderne, men lokalerne er godt oplyst og udstråler samtidig en orden og en renhed, der må kræve en målrettet daglig indsats.

Butikkens start var mere ydmyg og mindre målrettet. Signe og Niels var begge kunstnere – hhv. væverske og billedhugger – og de ønskede at leve efter de ”mikromakro-principper”, som opstod i 1970ernes progressive miljøer. Der var udfordring både med at skaffe varerne og finde pengene til dem.

– Det var Niels, som fik ideen til at lave en butik med ”giftfri” og ”biodynamiske” fødevarer, som man sagde dengang. I starten var udbuddet ikke så stort; det var brune ris, bønner, tofu og ikke-sprøjtede grøntsager. Men det udviklede sig, siger Signe.

Signe levede personligt efter mikromakro-principperne i 10 år, før hun inddrog andre overvejelser i sin kostplan. I dag er hun mest veganer og lever efter principper for bæredygtighed og bevidsthed.

– Vi skal være på forkant med i tidens tendenser og tilbyde de varer, som spiller en vigtig rolle for kundernes valg af livsstil. Samtidig holder vi fast i de principper, som hele tiden har været en del af Heksekosten, om at sælge varer med kvalitet og renhed, siger Signe.

Signe

Uddanner mange elever

Et andet vigtigt princip handler om den gode betjening og rådgivning.

– Når kunderne får en god oplevelse, får de lyst til at komme igen. Det handler om at være imødekommende og lytte til kundens ønsker, men det handler også meget om, at personalet skal være uddannet til at kunne give den gode hjælp. Vi skal både forstå baggrunden for kundens udfordring og kende de bedste råvarer og naturmedicin, som kan hjælpe, siger Signe.

Gennem årene har Heksekosten uddannet 12-13 butiksassistenter. De fleste er fortsat i andre (helsekost)butikker, men nogle er blevet tilbage og bidrager til Heksekostens gode rådgivning.

– Det er en fornem opgave at uddanne elever. Det er jeg glad for, at vi har været i stand til. Det har også været en måde for mig at give de ting videre, jeg synes er vigtige for at drive en god helsekostforretning,

Rent og kvalitetsbevidst produkt

Duften fra de økologiske frokostretter i Cafeen Den Go’e Fe kan fornemmes i butikken. Men den overdøves af krydderier, friske grøntsager og urteteer, som sælges i fri vægt. I butikken er der om formiddagen også en duft af friskbagte grovboller. Kurven med boller har i årevis været en af de mest populære attraktioner, og det er stadig Signe, som bager hver morgen.

– Det er en fornøjelse at møde ind i butikken hver dag. Mine medarbejdere er superdygtige, kunderne er søde og roser vores arbejde, og samtidig kan jeg støtte produktionen af rene og kvalitetsbevidste fødevarer, som jeg selv brænder for, siger Signe Rømer.

Se Signes opskrift på brændenældepesto nedenfor.

Kører en omvej efter økologisk mandelolie

Linn
Linn Bush, Vestbirk

”Jeg besøger Heksekosten, hver gang jeg er i Silkeborg. Butikken har et stort udvalg og har ofte nye produkter, så jeg kan finde noget inspiration.

”I de seneste år har vi i min familie prøvet at undgå animalske produkter i hverdagen. Man kunne kalde os flexitarer, men vi er mere og mere veganske. Heksekosten har jo også et stort udvalg af fødevarer, så dér finder jeg ofte også noget at putte i kurven. Jeg betaler gerne noget ekstra for at få kvalitet, og derfor bruger jeg også butikken til at indkøbe mine kosttilskud og urteteer. Og gaver!

”I dag har jeg et helt særligt ærinde. Det var nemlig her i butikken, jeg købte en økologisk mandelolie til hudpleje, som bare var så god. Jeg har ledt forgæves efter den andre steder, men i dag skal jeg have en flaske med hjem.

Stamkunder og valnødder

Suzanne Jørgensen & Knud Østergaard

”Vi er kommet i Heksekosten siden 1970erne, hvor den åbnede med nogle få hylder med biodynamiske grøntsager. Vi blev nysgerrige og kiggede ind. Og siden har vi vel været en slags ”stamkunder”.

”Nogle produkter køber vi altid her i butikken. Det gælder f.eks. krydderier – og deres specialvaskemiddel. I dag er vi kommet for at købe nogle Weleda-produkter. Måske skal vi have nogle valnødder med også, for Heksekosten har de bedste valnødder, vi nogensinde har smagt.

”Man skal medbringe sin tålmodighed, når man kommer her i butikken. Selvom du er nummer tre i køen, kan der være temmelig lang ventetid. Personalet tager sig nemlig altid god tid til kunderne og giver supergod service. Det er jo også derfor, man vender tilbage igen og igen – fordi det altid er værd at vente på, at det bliver din tur.

Signe Rømers brændenældepesto

Tag handsker på og pluk en stor skål, ca. 2 liter, brændenælder – det vil sige friske skud eller ”toppen”, hvis de er blevet store. Overhæld planterne med kogende vand og lad dem stå i 5-10 minutter. Si og gem vandet, som er den dejligste og mildeste te, du kan tænke dig.

  • 0,5 l skoldede brændenælder
  • 1 dl olivenolie
  • 50 g pinjekerner
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk Rømers urtesalt
  • 2 spsk revet parmesan (kan udelades)

Blend med en stavblender til blandingen er cremet, kom mere olie eller brændenældevand i, hvis den er for fast. Smag til med hvidløg og urtesalt.

Mikromakro mad

Ifølge den Danske Ordbog: Mad bestående af hovedsageligt grøntsager og korn i en blanding, der tager hensyn til balancen mellem yin og yang.

Forrige artikelDrengen har forstoppelse hele tiden

Næste artikelSort rissalat med crunch og antioxidanter

Carsten Gottlieb

Redaktør