Mad

Hjælp til selvhjælp: Afgiftende fødevarer

27. maj 2013

Når foråret banker på og solen skinner ind ad vinduerne, så kommer trangen til forårsrengøring over os. Bagefter føles det fantastisk, for der er gode fornemmelser i at få renset ud i krogene. På samme måde kan vi faktisk give vores krop en ”forårsrengøring”, også det føles godt, og det behøver ikke at være hverken kompliceret eller fanatisk.

Vi kan i en periode på alt lige fra tre til ti dage afholde os fra belastende fødevarer som sukker og hvidt brød og lade være med at drikke kaffe, sort te og alkohol. Vi kan i stedet vælge at spise og drikke de råvarer, som vi ved stimulerer kroppens indre rengøringsprocesser. Du får mine fem bedste afgiftende tips her:


1.
Start dagen med et stort glas vand

Det er godt at starte dagen med et stort glas vand. Kroppen har fastet i et halvt døgn, når vi vågner, og vand giver en god start på dagen og hjælper kroppen med at udskille affaldsstoffer. Cirka 70 pct. af vores kropsvægt er vand, og tilstrækkeligt med rent vand er fuldstændig afgørende for kroppens balancer. De fleste kan derfor med fordel drikke 1½-2 liter vand hver dag. Betragt det som dit indre, daglige brusebad.

 

2. Pas godt på din lever

Leveren er et af vore vigtigste organer. Leveren filtrerer mere end 500 liter blod i døgnet, og vi er fuldstændig afhængige af leverens rengøringsarbejde, for at kroppen kan fungere optimalt. Derfor kan det betale sig at passe rigtig godt på sin lever og at give den lidt kærlig pleje og omsorg. Aflast gerne leveren ved at udelade alkohol og kaffe i en periode. Derimod elsker leveren bitre urter som brændenælde, mælkebøtte, artiskok og marietidsel, kål, skønne friskpressede grønsagssafter, blåbær eller usødet blåbærsaft, eventuelt kombineret med glutathionsrig kost (se nr. 3). Spis derfor de spæde mælkebøtteblade i salaten, lav te af brændenælde og brug kål i alle afskygninger i din madlavning. Du kan også supplere med et udtræk af bitre urter som eksempelvis Phytomin 6. Din lever vil elske dig for det.

 

3. Spis glutathionsrige grønsager og kål

Glutathion er en aminosyre og en kraftig antioxidant, som har særlig betydning for leverens afgiftningsevne. Glutathion har en kraftig beskyttende og afgiftende virkning, og vi kan selv danne glutathion, ud fra den mad vi spiser. Produktionen af glutathion aftager med alderen, men ved at spise glutathionsrige fødevarer, kan vi stimulere kroppen til øget glutathionsdannelse og holde niveauerne høje livet igennem.  Glutathion stimulerende fødevarer er:

  • Broccoli
  • Blomkål
  • Rosenkål
  • Hvidkål
  • Avocado
  • Vandmelon
  • Asparges

 4. Hvedegræs er godt

Hvedegræs er ikke alene vitaliserende, det er også fyldt med klorofyl og næring, der hjælper til større kropslig balance og afgiftning. Du kan dyrke hvedegræs selv, men det er sejt og egner sig ikke til bare at spise. Det skal juices. Du kan også købe hvedegræs tørret på kapsler fra Panacea eller du kan købe juicen i små bægre, der leveres frosne, så du kan tage op hver dag fra Live Wheatgrass. Det er let og en god investering at inkludere hvedegræspulver eller saft i sine daglige rutiner. Du kan læse meget mere om hvedegræs på www.madforlivet.com.

 

5. Slut dagen med en sund og afgiftende drink

Før du skal i seng, kan du stimulere kroppens afgiftningsprocesser med denne drik, der kan drikkes koldt eller varmt. Rengør to store kartofler, et rødløg og et stykke peberrod. Brug gerne økologiske råvarer, så undgår du unødig kemi. Skær grøntsagerne i mindre stykker og kog dem i cirka 15 minutter i en halv liter vand. Drik vandet og gem grønsagerne i køleskab til næste dag. Du kan anvende grønsagerne to gange, de skal blot opbevares tildækket i køleskab.

Du kan finde masser af opskrifter og inspiration til brug af ovennævnte fødevarer på www.madforlivet.com.

 

Leverbooster

– denne drik kan hjælpe til afgiftning og øget velvære. Drik et stort glas hver dag!

 (opskriften er til én person)

4 gulerødder

½ kartoffel

Stokken fra broccoli

En håndfuld persille

En håndfuld spinat eller grønkål

En stængel bladselleri (kan udelades)

½ agurk

1 æble

Lidt frisk peberrod og ingefær

¼ citron med skræl

Vælg kun økologiske råvarer. Rengør grøntsagerne og kør dem gennem saftpressen, drik straks.

Forrige artikelOprydning og rengøring – sådan!

Næste artikelNy alvorlig advarsel mod NSAID