Når gravide med sociale eller psykiske problemer får særlig støtte og hjælp, giver det gode fødsler og sunde børn.
Nordsjællands Hospitals fødeafdeling tilbyder særlig hjælp og støtte til udsatte gravide, og ifølge sygehusets egen rapport fra 2006 har hjælpen god effekt. Antallet af fødsler ligger over landsgennemsnittet, idet 87 pct. af de gravide, der fik særlig støtte, havde et normalt graviditets- og fødselsforløb mod 70 pct. i gennemsnit. Måler man på barnets tilstand ved fødslen, havde 94,5 pct. en normal såkaldt apgarscore mod 92,6 pct. af de nyfødte på landsplan. »Ser man på tallene for graviditetsforløb, fødselstidspunkt og barnets tilstand ved fødslen, kan man se, at gruppen ligger lige omkring og lidt over landsgennemsnittet. Det er et fantastisk godt resultat og tyder på, at indsatsen gør en forskel,« siger jordemoderchef Trine Mottlau, Nordsjællands Hospital. De gravide kan inddeles i fire grupper – kvinder, der lider af psykisk sygdom, kvinder, der er svært socialt belastede, misbrugere og psykisk udviklingshæmmede. Fokus på risici Hun peger på, at projektets hovedfokus er de øgede risici, gravide med sociale og psykiske problemer har. »Vi har også fået opbygget et rigtig godt samarbejde med kommunerne, sundhedsplejersker, praktiserende læger, misbrugscentre og psykiatrien, så vi sammen kan imødegå den nedsatte omsorgsevne, den gravide kan have. På den måde er det også vores mål at bygge bro mellem de forskellige offentlige tilbud, så der f.eks. også er hjælp til den gravide, når hun er blevet mor,« siger Trine Mottlau. Tilbuddene målrettes til den enkelte gravide og hendes behov og kan bestå af netværksmøder, støtte fra sundhedsplejersken, kommunen, misbrugscentre og distriktspsykiatrien. »Vi gør et stort arbejde for at opspore de kvinder, der har brug for ekstra støtte. Typisk noterer kvindens egen læge problemerne i svangrejournalen, men vi får også henvendelser fra misbrugskonsulenter, kommunerne m.fl., som kender vores tilbud. Og der er stort set aldrig nogen gravide, der siger nej tak til tilbuddet om ekstra hjælp, når vi spørger dem,« siger hun. I 2006 deltog 120 kvinder i projektet med ekstra støtte, oplyser hospitalet. På landsplan skønnes ca. fem pct. af alle gravide at have sociale eller psykiske problemer. Kilde: Jyllands-Posten