Homøopati bygger på en gammel tradition, hvor omdrejningspunktet er at sætte gang i kroppens selvhelende egenskaber. Det gør man helt lavpraktisk ved at bruge homøopatiske lægemidler.
Hvert middel starter med en aktiv ingrediens – det kan være løg, lungevæv, mineraler eller meget andet. Afhængig af typen af middel er der forskellige processer. Det kan være at lave et udtræk af ingrediensen i sprit. Eller det kan være den spagyriske metode, som kræver en længere fermenteringsproces, og hvor råstoffet brændes til aske, der tilsættes væske. Uanset metode ender man oftest med et flydende resultat, som fortyndes og gennemgår en dynamisering, hvor væsken rystes, bankes eller svinges med særlige teknikker. Midlerne kan også findes som tabletter, hvor processen igen er lidt anderledes.
Det kan lyde lidt langhåret, og der er faktisk den dag i dag usikkerhed om, præcis hvad der gør, at midlerne har så stor en effekt. Der er forskellige teorier, som blandt andet trækker på kvantefysikken og handler om energier, men til syvende og sidst er det stadig uafklaret. Hvad der til gengæld er evidens for, er virkningen.
Homøopati kan bruges til rigtig mange problematikker. Faktisk vil homøopati have en positiv effekt i langt de fleste tilfælde – enten som primær behandling eller sideløbende med mere traditionel behandling. Og der er ikke registreret nævneværdige bivirkninger. Derfor bruges homøopati også rigtig meget i Tyskland, hvor lægerne i høj grad udskriver lægemidlerne – det kan eksempelvis være imod søvnproblemer.
Herhjemme fylder det dog forsvindende lidt i lægepraksis. Behandlingsmetoden befinder sig i en særlig gråzone, som betyder, at det kan være svært at få råd og vejledning om homøopati.
Det skyldes, at de homøopatiske midler er kategoriseret som lægemidler, med den tvist, at hvert enkelt middel ikke specifikt er målrettet en bestemt lidelse. Det sætter en begrænsning på, hvad importører og producenter må sige om deres produkter og hvad ansatte i helsekostbutikker må rådgive om, når det kommer til homøopati.
Reglerne kan være svære at tolke i praksis, så vil man være sikker på at blive rådgivet i homøopatiske midler, er det sikrest at spørge medarbejderen direkte. De må nemlig altid gerne besvare spørgsmål på opfordring.
Det forholder sig anderledes på klinikker. Der findes mange klinikker rundt om i landet, som tilbyder homøopatisk behandling. Der kan være stor forskel på, hvordan de enkelte behandlere arbejder, fordi der findes flere typer af homøopatisk behandling, som dog har det samme fælles omdrejningspunkt. Kroppens heling.
Der er særligt to skoler. Den klassiske og den “moderne”. I den klassiske homøopati findes et middel, som passer specifikt til den person, der skal behandles, og så bruger man i stor udstrækning kun dette middel, uanset hvad problemet er, fordi det vil styrke hele kroppens grundkonstitution. I den moderne vil man typisk bruge midler med flere ingredienser eller flere typer af midler, som samlet skal få kroppen tilbage på sporet.
Klinikkerne er altså stedet, hvor man kan få den bredeste rådgivning. Hvis man vil finde en klinik, er det altid en god ide at forhøre sig, om man kender nogen, der har gode erfaringer med specifikke behandlere. Alternativt kan du undersøge, om behandleren er registreret alternativ behandler (RAB). For at blive det skal behandleren nemlig have gennemgået et minimum af undervisningstimer, som sikrer en grad af kvalitet og kompetence hos behandleren.
Tak til Jesper Hollensberg, heilpraktiker og leder for Nordic College of Natural Medicin for input til denne artikel.