HPV-vaccinen: Der er meget, vi ikke ved

I sidste uge forsvarede Lars Jørgensen sin Ph.d. afhandling om HPV-vaccinerne. Afhandlingen byggede på allerede eksisterende forskning og kliniske studierapporter, som han havde analyseret på. En konklusion var, at der er meget, vi ikke ved – eller ikke kan få at vide.

Panum Instituttet d. 12. marts 2019: Lars Jørgensen skal forsvare sin Ph.d. afhandling om HPV-vaccinen. En del er mødt op for at høre forsvaret. Både dele af det officielle system, fagpersonale og bivirkningsramte. Afhandlingen bygger ikke på ny forskning, men et omfattende indsamlings- og analysearbejde på allerede eksisterende materiale om HPV-vaccinerne.

Det drejer sig om en blanding af kliniske studierapporter, udgivelser samt materiale indsamlet ved at søge på ukonventionelle sider såsom WikiLeaks. Det indsamlede materiale er så blevet analyseret for at give et samlet overblik over fordelene og ulemperne ved HPV-vaccinerne.

For at give det overblik har Jørgensen både analyseret på typer af partiskhed, på studieprogrammerne, bivirkninger og åbenhed og adgang til data.

Netop adgangen til resultater er et gennemgående tema i afhandlingen. Det har været svært for Jørgensen at få adgang til fulde datasæt og til alt det materiale, han ved, der findes. Meget har han enten modtaget ufuldkomment, eller med overstregninger.

Et eksempel på det er, at han modtog et studie fra EMA (European Medicines Agency)– HPV-008 – af syv omgange, med 17 filer i tilfældig rækkefølge, som i alt betød at han endte med lidt over 4000 sider, af et studie på over 7000 sider.

EMA insisterede på, at det var de filer, de selv havde modtaget, og at de altså ikke lå inde med hele studiet. Adspurgt, om dette var gængs procedure for materiale, der lægger til grund for en godkendelse af vaccinen, svarede EMA, at der manglede medarbejdere, og at der var mange nyere medarbejdere, der ikke kendte til procedurerne.

Høj risiko for partiskhed

Manglen på materiale går igen som et tema, når det kommer til at bedømme partiskhed.

For at bedømme partiskhed har Jørgensen både kigget på de vurderinger, som allerede foreligger og lavet sine egne analyser.

Det viser sig, at mange af de allerede eksisterende analyser, ikke giver noget klart svar. Mange studier er blevet kategoriseret som at have en uklar risiko. En af grundene til det er ifølge Jørgensen sandsynligvis, at der ikke er tilstrækkelig information i tidsskriftpublikationerne til at bedømme partiskhed.

Jørgensen konkluderer dog i sin afhandling, at alle de studier, han fik adgang til – 24 ud af 50 – havde en høj risiko for partiskhed.

Et af de punkter, han slår ned på, som viser det, er, at en stor del af den evidens, der ligger bag myndighedernes godkendelse af vaccinerne, bygger på surrogatudfald af analyser på typer af HPV-vira, som vaccinen kan virke imod.

Der findes over 150 forskellige HPV-vira, og det er langt fra alle, som vaccinen har nogen virkning på. Afhængig af vaccinen, dækker den mod mellem to og ni udvalgte typer vira, som er særligt linket til HPV-relaterede kræftformer.

Fejlrapportering af bivirkninger

Han konkluderer også, at studierne var påvirket af partiskhed i rapporteringen. Meget materiale blev nemlig aldrig gjort tilgængeligt. En tredje del af studierne blev aldrig udgivet. En anden ting, som ifølge Jørgensen blev fejlrapporteret, er bivirkninger.

Han beskriver, at firmaerne, som fremstiller vaccinerne, i flere tilfælde ikke anerkendte eller rapporterede tilfælde af POTS og CRPS. Diagnoser som nogle forskere har konkluderet, kan være bivirkninger fra vaccinen. I alt konkluderer Jørgensen, at seriøse bivirkninger ikke blev korrekt rapporteret for 72 procent af deltagerne i studierne.

Jørgensen har på trods af de mangelfulde rapporteringer forsøgt at undersøge, om der var en øget risiko for de to sygdomme blandt de vaccinerede deltagere. Det har han gjort ved at lave en sonderende post hoc analyse – hvor de bivirkninger, der tilsammen kan tyde på enten POTS eller CRPS blev samlet. Her fandt de, at seriøse bivirkninger, som er associeret med POTS eller CRPS steg i gruppen af HPV-vaccinerede.

Et andet problematisk punkt i forhold til at undersøge bivirkninger er, at 99 procent af kontrolpersonerne modtog en aktiv placebo – enten aluminium adjuvans-indsprøjtninger, som er en del af HPV-vaccinen, eller hepatitis-vaccinen, som også indeholder aluminium adjuvans samt har været kritiseret for risikoen for bivirkninger.

Derudover blev halvdelen af alle deltagere screenet til studierne for aluminiums-allergier og andre forhold, der kunne øge risikoen for bivirkninger – en screening, som ikke sker, når vaccinen senere gives til den brede befolkning.

Gardasil 9 målt mod tidligere vaccine

En sidste ting, som er vigtig at fremhæve, når det kommer til HPV-vaccinen er, at der jo findes flere udgaver. Den udgave, som man mange steder giver nu som led i børnevaccinationsprogrammerne, hedder Gardasil 9.

Jørgensens konklusioner bygger på andre typer af vaccinen, fordi de i meget lille grad fik stillet data om Gardasil 9 til rådighed.

Det lykkedes dog at få adgang til en klinisk studie rapport, som tester Gardasil 9 op imod Gardasil – Gardasil og Cervarix er de to øvrige vacciner, og de indgår begge i Jørgensens analyser – på raske kvinder i alderen 16-26. 7.106 kvinder fik den ene vaccine, og 7.109 fik den anden. Resultatet var at flere fik både alvorlige og milde bivirkninger af Gardasil 9 end af den tidligere Gardasil-vaccine.

Jørgensens forsvar et slut. Der er blevet voteret, og han får tildelt sin Ph.d. Alle klapper. Nogen forsvinder hurtigt fra lokalet, mens andre diffunderer rundt og debatterer HPV-vaccinen, langtidseffekter, etik og forskningsfrihed under den efterfølgende reception.