Hvilken and bør du vælge?

Under hvilke forhold opdrættes juleænderne, og hvilken skal du vælge, hvis du har øje for dyrevelfærden?

Det er ved at være tiden, hvor anden til julemiddagen skal købes, og det kan være svært at gennemskue det bedste valg i frysedisken. Ænderne har mange forskellige navne, og det er ikke nemt at se, hvad der gemmer sig bag de sympatiske indpakninger.

Men faktisk er der i det store hele kun to forskellige racer at tage stilling til: Pekingand og Berberiand. Der findes naturligvis andre, men de er sjældne gæster i supermarkedernes fryse- og kølediske. Derudover er der naturligvis de forskellige opdrætsmetoder, hvor forskellen i dyrevelfærden er meget lig forskellene hos andet fjerkræ.

 

Pekinganden er fed og fredelig

Pekingand nedstammer fra den vilde gråand. Den kom til Europa fra Kina i slutningen af 1800-tallet, og den har i regelen et lidt større fedtlag end berberianden, da det er en svømmefugl. Fedtet får den til at svinde mere, men det kan samtidig give et sprødere skind. Pekinganden er mere fredelig end berberianden og trives fint i store flokke.

Pekingand sælges også som “almindelig landand”, “dansk and”, “traditionel and” og “maple leaf and”.

 

Berberianden er en kødfuld kannibal

Berberianden er en tam version af moskusanden. Den stammer fra tropiske egne som Sydamerika, men den opdrættes i stort tal i Frankrig, hvorfra vi får hovedparten af berberiænderne i fryse- og kølediskene. Berberianden er en flyvefugl, hvilket giver den mere brystkød end Pekinganden og knap så meget fedt. En berberi-hun kaldes “canette”, mens en han kaldes “canard”. Berberiænder sælges også ofte under disse kønsdefinitioner. Berberiænder egner sig ikke til at leve i store flokke, da de kan hakke hinanden ihjel til det næste måltid.

 

Dyrevelfærdens aspekter

Der er flere aspekter at have for øje, når dyrevelfærden i andeopdræt skal vurderes. Dels kan man kigge på, hvor meget plads, den enkelte and har haft. Man kan kigge på, hvor megen adgang til udendørs arealer, de har haft. Man kan kigge på hvilke typer foder, de har fået. Man kan se, om der har været nogen former for fysiske indgreb på dyret, såsom kupering af næb og kløer. Endelig bør man kigge på transporttiden fra opdræt til slagtning.

 

Berberiænder frarådes

Dyrenes Beskyttelse har kigget på ovennævnte faktorer ved en række af de mest almindelige ænder i danske supermarkeder. De er kommet frem til, at du bør holde dig fra berberiænder.

Berberiænder får som oftest kuperet både næb og kløer, hvilket er meget smertefuldt for dyret. Berberiænder er som nævnt kannibaler, og producenterne skærer næb og kløer af dem, så de alligevel kan holdes i store flokke.

Pekingænder kuperes ikke, da det ikke er nødvendigt. Hvis du vil slå et ekstra slag for dyrevelfærden, kan du kigge efter en fritgående eller økologisk Pekingand.

 

Økologisk eller fritgående giver mest dyrevelfærd

Fritgående og økologiske ænder har typisk adgang til udendørsarealer og svømmevand. Svømmevandet er vigtigt for ændernes velfærd, da vandet både holder deres fjerdragt ren og tæt samt renser næb, næsebor og hoved.

De Pekingænder, der har haft det bedst, har haft adgang til grovfoder, udendørsarealer og vand. De har typisk været fire til fem dyr pr. kvadratmeter indendørs, og de har hver især haft adgang til fire kvadratmeter udendørs. De er gået i mindre flokke, og de har haft under 100 kilometers transport, når de slutteligt skulle slagtes. Der findes desværre også Pekingænder, der har haft gode opdrætsforhold, men som sendes til slagtning mere end 700 km væk.

I den anden ende af skalaen findes de billigste berberiænder, der går indendørs hele livet og kuperes regelmæssigt. Her er der en beskeden kvadratmeter til 12 fjerkræ at “boltre” sig på, og der er naturligvis heller ikke adgang til grovfoder.

Du kan se den samlede andeguide, hvis du klikker på nedenstående link fra Dyrenes Beskyttelse.

Kilder: Dyrenes Beskyttelse, Samvirke.dk, dr.dk