I 2015 var Kristina i sit livs form, nu er hun bange for at dø

I 2012 får Kristina Sørensen HPV-vaccinen. Tre år senere bliver hun igen vaccineret. Hun skal nemlig til Thailand, hvor hun bliver smittet med en tropesygdom. Tre tilsyneladende uafhængige hændelser, Kristina i dag ser som sammenhængende i det forløb, som gør, at hun er voldsomt syg.

– Jeg ligger i mit varmetæppe … ring på telefonen, når du er her, så hører jeg det, skriver Kristina i en sms til mig den dag, jeg skal besøge hende.

Da jeg står udenfor huset i Rødovre, ringer jeg, og hun lukker mig ind. Hun er klædt i løstsiddende jerseytøj, og hendes lyse hår er samlet i en knold.

– Jeg tænker, at vi sætter os i stuen, siger Kristina.

Først sidder hun ret op i sofaen, men efter nogen tid kryber hun sammen i en halvsiddende fosterstilling.

Umiddelbart starter Kristina Sørensens historie i december 2015, da hun bliver vaccineret mod japansk hjernehindebetændelse, så hun med ro i maven kan tage en måned til Thailand. En rejse, der kommer i kølvandet på et hårdt brud med en ekskæreste, som påvirker hende psykisk. En uge efter vaccinationen oplever hun at blive følelsesløs på højre albue. Men hun slår det hen og tager af sted.

Kort inden hjemrejsen bemærker Kristina, at hun har fået nogle sår på numsen. Igen slår hun det hen og tænker, at hun kan få dem behandlet i Danmark, hvis de ikke forsvinder. Hun kommer hjem, men sårene forsvinder ikke. Hun ender med at opsøge egen læge, som giver hende en penicillinkur.

Inden rejsen var Kristina aktiv. Hun løb 25 kilometer om ugen, passede sit arbejde og havde et godt socialt netværk. Hun var i sit livs form. Da hun kommer hjem, genoptager hun træningen. Men en dag brokker den højre albue sig. Den samme, som hun havde været følelsesløs i. Kort efter får hun også smerter i den venstre, men tænker, at det bare er tennisalbuer.

Tiden går. Vinter bliver forår. Forår til sommer og Kristina har ingen mistanke om, hvad der er ved at ske med hendes krop. Hun møder sin mand, som i dag er far til deres datter, og selvom albuen værker, er det ikke så slemt, som det kunne være. Men i efteråret 2016 begynder hendes muskler at føles som om, de er ved at blive nedbrudt, og smerterne i albuen når nye højder. Kristina rejser igen til Thailand. Her får hun et udslæt, men ikke noget, der er kraftigt nok til, at hun tillægger det særlig betydning.

I Danmark får hun penicillin for udslættet, men bliver også sygemeldt for føleforstyrrelser i armen og voldsomme smerter i nakken og skulderbladene. Hun opsøger igen egen læge, men fordi Kristina allerede har fået penicillin for udslættet, vil lægen ikke udskrive mere medicin. I stedet peger lægen på, at føleforstyrrelserne kan være psykiske og anbefaler antidepressiver. Et tilbud Kristina afslår.

Til gengæld prøver hun at få hjælp ved kiropraktorer og biopater.

Biopaten måler, at Kristina har en parasit i kroppen, og giver hende en kur, der skal sulte dem ud. Det hjælper lidt, og hun og manden har en god sommer. Men Kristina kan mærke, at hun ikke har samme styrke, som hun har haft og mistænker, at hun kan have fået en infektion på sin seneste tur til Thailand.

Kristina bliver gravid, og der er i de ni måneder både gode og dårlige perioder. 5. april 2018 føder hun, og herfra bliver symptomerne kun værre. Hun går til osteopat, som konstaterer, at hun er skæv i skelettet, og hun har voldsomme smerter i bækkenet.

I en måned sover Kristina på en madras på gulvet i køkkenet, fordi hun ikke kan bevæge sig op til soveværelset, og hun kæmper med dårlig samvittighed over ikke at være den mor, hun drømmer om.

I august er smerterne så voldsomme, at Kristina og hendes mand tager på akutmodtagelsen. Her bliver hun tilset af en neurolog, som konstaterer, at hun har nedsat styrke på hele højre side, men hun får stadig ingen forklaring på hvorfor. Hun bliver dårligere og dårligere og sendt fra læge til læge uden afklaring. Mistanken om infektion stiger.

Danske prøver viser ingen tegn på infektion, men Kristina beslutter at sende blod til Tyskland for at få vished. De tyske prøver kommer positivt tilbage på en lang række infektioner. Hun opsøger læge Jesper Mehlsen, som kigger Kristinas historik igennem og som for første gang ser på det fulde billede. Han forklarer, at han mener, at Kristinas sygdom startede længe før, man umiddelbart skulle tro – måske med HPV-vaccinen, som han tror, der er en risiko for, at hun ikke har kunnet tåle, og som derfor har svækket hendes immunforsvar.

Da hun bliver vaccineret mod japansk hjernehindebetændelse i 2015, svækker det hende yderligere. De bid, hun får på numsen på første tur til Thailand, mener han, er en reaktion på en tropesygdom – Kristina tror selv, det er scrub-tyfus, som man ikke tester for i Danmark – som hendes svækkede krop ikke kan slå ned. Det vælter korthuset.

Fordi der gik så lang tid, fra symptomerne begyndte at vise sig, til Kristina søgte læge, og fordi hun blev behandlet med penicillin og ikke stærkere medicin, er hun blevet underbehandlet, og sygdommen har fået lov til at udvikle sig under lægernes radar, så hendes tilstand er blevet forværret.

I dag er Kristina 30 år gammel og lever med invaliderende smerter, træthed, en følelse af, at hendes muskler ikke virker, og at leddene ikke kan holde sammen på hendes skelet. Hun har mistet venner, og kommer sjældent ud. Jesper Mehlsen har diagnosticeret hende med POTS og nervesygdommen CRPS. Hun har også ME (kronisk træthedssyndrom).

Kristina er i behandling ved en privatlæge, som håber, at antibiotika og kosttilskud over en længere periode kan dæmpe symptomerne. Selv er Kristina ikke optimistisk omkring fremtiden og føler, at hun står i ingenmandsland.

Den seneste udvikling i Kristinas sygehistorik er, at hun af en læge fra infektionsmedicinsk afdeling er blevet anbefalet at komme i behandling på center for funktionelle lidelser, da han ikke kan se, hvor han ellers skulle sende hende hen. Det nægter hun indtil videre.

For selvom venner, familie og læger har svært ved at finde ud af, hvad der er galt med Kristina, vakler hendes egen overbevisning ikke. Hun er fysisk syg og kan ikke se, at hun skulle få noget ud af den primært psykiske behandling, som centret tilbyder. Det er simpelthen den forkerte kasse for hende.

Så hun kæmper. Mod sin sygdom. Mod dårlig samvittighed. Mod systemet. Mod mistillid. En kamp, der tærer på hende, for det er hårdt at blive mødt af skepsis og rynkende næser, samtidigt med at kroppen skriger, og frygten fylder i sindet.

– Det har været det værste ikke at blive troet på. At få at vide at det er psykisk, og at jeg bare skal spise nogle piller, for jeg er bange for at bruge resten af livet i en seng hjemme hos mine forældre eller dø af det her, siger Kristina.

Det er blevet mørkt udenfor huset i Rødovre, og Kristina følger mig ud i gangen, men inden jeg har forladt huset, siger hun farvel og går ovenpå. Tilbage til sofaen.