Inspiration

27. juni 2022

Viden og motivation er to vigtige ingredienser på vejen mod et sundere liv, så det har vi fundet lidt af…

 

Opdag dine talenter og muligheder

Millioner verden over har læst, hørt og set The Secret. Nu har du for første gang nogen sinde i Danmark muligheden for at møde en af de største bidragsydere til denne bestseller-serie. En mand, der er blevet kaldt Dalai Lama Junior af Bruce Lipton. Det drejer sig om inspiratoren Michael Beckwith, der besøger Danmark i juli måned, hvor han giver både et seminar og en workshop.

Det er Alun.dk, der står bag arrangementet, som samtidigt har til formål at samle 100.000 kroner ind til velgørenhed.

Michael Beckwith har igennem årtier været kendt for sine anmelderroste workshops og bøger, ligesom han har deltaget i utallige TV-shows, heriblandt Oprah og Larry King. Sidst, men bestemt ikke mindst, er han en af de største bidragsydere til The Secret.

Den 16. juni vil Michael Beckwith afholde et tre timers langt aftenseminar, hvor du kan lære, hvordan du maksimalt udnytter dine talenter, gaver og færdigheder, så du kan leve det liv, dit hjerte begærer. Det handler både om at finde og maksimerer dine talenter og om at rydde begrænsningerne af vejen.

Workshoppen den 17. juli kl. 10 til 17 kommer også til at handle om at finde og udvikle dine potentialer. Her vil du bl.a. blive præsenteret for konkrete værktøjer, der kan styrke dig til udfordringerne på vej til dit drømmeliv.

Michael Beckwith får på seminar og workshop følgeskab af sin kone Rickie, der leverer musikken til arrangementerne.

Se mere om tid, sted, priser og billetter på: www.alun.dk/shop/michael-beckwith.html

Børn med mælkeallergi

At være forældre til børn, der lige har fået konstateret mælkeallergi, kan være noget af en prøvelse. Især når det kommer til madlavning, mad og det vigtige sociale aspekt. Det syntes Anette Hjorth-Gravesen også, da hendes søn fik mælkeallergi i fire måneders alderen. I dag er han ni år og multiallergisk, og erfaringerne har Anette brugt til at lave hjemmesiden: www.maelkeallergi.dk.

Her kan du blive klogere på de rent praktiske ting, som hvordan du undgår mælk i kosten, hvordan du kan søge om støtte til merudgifter, hvordan du forholder dig, når dit barn f.eks. skal starte i institution osv. Men også på alle de psykiske aspekter. Det er ikke nemt for et barn altid at skulle være anderledes. Måske skal barnet have sin egen kage med til børnefødselsdag osv. Måske er omgangskredsen uforstående overfor, at du altid ringer og tjekker menuen. Og så er der selvfølgelig frygten , som alle forældre lever med: hvad hvis barnet får en kraftig allergisk reaktion?

Hjemmesiden indeholder også masser af opskrifter – blandt andet fødselsdagsboller og lækre pandekager uden mælk.

Hvor var det nu, jeg lagde …?

En ny bog af New York Times bestseller-forfatteren Jean Carper giver 100 gode råd til, hvordan man forebygger Alzheimers og demens. Selvom vores gener bestemmer, hvor udsatte vi er for sygdommene, kan vi selv gøre noget for at udsætte dem.

Journalisten Jean Carper har samlet 100 råd baseret på forskningsresultater, og skrevet dem i et let læseligt sprog. F.eks. ‘Forkæl dig selv med chokolade’ pga. dets indhold af antioxidanter, og ‘Sørg for at have et interessant arbejde’, fordi udfordringer gør hjernen stærkere.

Og så er der måske en forklaring på, hvorfor julemanden kan huske alle de børn, der skal have gaver. Et af bogens råd er nemlig ‘Svælg i kanel’, og hvilket julemanden jo gør med sin risengrød!

‘100 simple ting du kan gøre for at forebygge Alzheimers og aldersrelateret demens’ af Jean Carper, Haase & Søns Forlag, 278 sider, vejl. pris kr. 199,50.

Crohnisk tarmsygdom

Colitis og Crohn er betændelsestilstande i tarmene. Lægerne kender ikke årsagen, og sygdommene er kroniske. Derfor kan det være svært at få diagnoserne og finde ud af, hvordan man får et godt liv. På trods.

I bogen ‘Sæt fokus på’ fortæller 12 mennesker om, hvordan det er at leve med sygdommene. Katrine om det pinlige, Morten om at fokusere på det positive, og Poul om at få en stomi, og sige ‘skidt med det’, fordi “livet er mere værd end en pose på maven”.

‘Sæt fokus på – 12 beretninger om at have en kronisk tarmsygdom inde på livet’ af Jeanette Walberg Hjort, udgivet af Colitis-Crohn Foreningen, 112 sider, kr. 65,- plus forsendelse fra Colitis-Crohn Foreningen, www.ccf.dk.

Forrige artikelBirgittes TIP til selvcoaching

Næste artikelHjælp til den indre rengøring- uden at røre en finger