Mange kvinder døjer med ulidelige smerter forud for menstruation. Der findes mange husråd, men de fleste tyer alligevel til smertestillende medicin. Et nyt studie viser, at jern og zink i kosten kan dæmpe smerterne.
Omkring 40 pct af alle kvinder lider af PMS (Pre Menstruelt Syndrom) i større eller mindre grad. De mærker psykiske og fysiske forandringer i tiden op til menstruationen. For nogen er det så udtalt et smertehelvede, at de må sygemelde eller proppe sig med smertestillende medicin.
Menstruationscyklussen er en kompleks størrelse, og der er næppe en enkelt forklaring på, at nogle døjer med voldsomme smerter, mens andre slipper næsten eller helt fri. Men nu har amerikanske forskere fundet ud af, at indtaget af jern og zink kan have en betydning.
– Det lader til, at en bred vifte af mineraler har en betydning for menstruationscyklussen og PMS. Kvinder bør spise varieret, men hvis de ikke får tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler igennem kosten, bør de tage en multivitamin, siger Elizabeth Bertone-Johnson, der er professor ved universitetet i Massachusetts og medforfatter til studiet.
Undersøgelsen er baseret på data fra 3.000 amerikanske kvinder i en periode på ti år. Den viste, at de kvinder, der fik masser af jern fra grøntsager havde op til 40 pct lavere risiko for at få PMS end de kvinder, der fik mindre jern. Risikoen faldt for de kvinder, der fik mere end 20 mg jern dagligt, mens den faldt endnu mere hos dem, der fik mere end 50 mg om dagen. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at mere end 50 mg dagligt er noget mere end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Gravide kvinder anbefales at tage et op mod 50 mg efter 10. graviditetsuge, mens mænd og ikke-menstruerende kvinder anbefales et dagligt indtag på knap 10 mg. Så mere end 50 mg er ganske meget og kan give mavesmerter. Men du skal dog op på knap 200 mg pr. kilo legemsvægt, før det er decideret farligt.
Forskerne er i tvivl om, hvad jern præcis gør i forhold til PMS, men man hælder til den teori, at jern får hjernen til at udskille mere af signalstoffet serotonin og at det har betydning for smerterne forud for menstruationen.
Data fra de 3000 kvinder viste også, at zink havde en lille betydning. De kvinder, der fik mere end 10 mg zink dagligt igennem kosten, havde også en lidt mindre risiko for PMS. Mere end 10 mg dagligt er også lidt mere end Sundhedsstyrelsen anbefaler herhjemme, men det er bestemt ikke risikobetonet. Til sammenligning anbefales teenagedrenge at få 12 mg dagligt, mens ammende kvinder anbefales 11 mg. Voksne kvinder anbefales dog kun 7 mg dagligt. Voldsom overdosering af zink igennem længere tid kan bl.a. medføre kobbermangel.
Du finder zink i kød, mælk, ost og fuldkornsprodukter. Jern findes ganske vist i kød og indmad, men her går meget tabt, fordi tarmen ikke optager så meget af mineralet. Grønne grøntsager som f.eks. brocolli og spinat er derimod rigtig gode kilder til jern.
Kilde: MedicineNet.com
Forrige artikelKortison kan skade bugspytkirtlen
Næste artikelHjælp til selvhjælp: Stress skal forebygges med nydelse