Nyheder

Kaffe er bedre end sit rygte 

Britiske og hollandske forskere har fundet markant positive effekter ved kaffe. Det er dog kun statistik, der ligger til grund for studiet.

Foto: Shutterstock
12. juni 2024

Britiske og hollandske forskere har fundet markant positive effekter ved kaffe. Det er dog kun statistik, der ligger til grund for studiet.  

Opfatter du kaffe som en last? Det er der ingen grund til. Et moderat kaffeforbrug har i flere studier vist positive effekter. Hvordan moderat præcist skal defineres er ikke helt klart. Men hvis du holder dig til mellem fire og seks kopper om dagen, er det næppe helt ved siden af.  

Kaffe mindsker risiko for kræft

Et nyt studie fra Storbritannien og Holland viser tilmed en positiv effekt på risikoen for kræft.

Studiet er gennemført blandt godt 1700 opererede tarmkræftpatienter og viser, at de af dem, som drak mindst fem kopper kaffe om dagen, havde 32 procent mindre risiko for at få et tilbagefald. 

LÆS OGSÅ: Boost din vitalitet og livskraft

Forskerne registrerede tilmed en generelt højere overlevelsesrate hos de kaffedrikkende patienter. De gavnlige effekter lod tilmed til at være højest hos dem, der drak mest kaffe. 

Statistisk sammenhæng

Forskerne understreger, at de kun har fundet en statistisk sammenhæng. De håber, at der også findes en årsagssammenhæng. 

Den ledende forsker på studiet, Ellen Kampman, professor i kost og sygdom ved hollandske Wageningen University, kalder resultat for ”fascinerende”. Hun understreger dog, at forskerne kun har fundet en statistisk sammenhæng mellem kaffeforbrug og risikoen for tilbagevendende kræft.  

– Vi håber dog, at resultatet er reelt, fordi det ser ud til at være dosisafhængigt – jo mere kaffe, der drikkes, jo større er effekten, siger hun til The Guardian. 

LÆS OGSÅ: Rygning er skidt for immunforsvaret

Flere kendte sundhedsgevinster 

Det er allerede almindeligt kendt, at den varme drik kan have en række gavnlige effekter for dit helbred. 

En række studier peger på, at kaffe reducerer risikoen for kræft i både leveren og livmoderen. Kaffe kan ifølge andre studier også nedsætte risikoen for type 2-diabetes, Parkinsons og blodpropper.  

Kilde: The Guardian

Forrige artikelGiver tatoveringer kræft?

Næste artikel5 gode grunde til at gå amok i jordbær

Thomas la Cour

Journalist