Mad

Kernesunde nødder fra naturen

23. august 2010

Det er altid spændende at høste i naturen, men der skal også sås, siger den vise. I naturen kan du være heldig at finde mange ting – herunder nødder – og med tiden kende de steder, hvor du kan tage lidt af naturens overskud.

Har du selv en have, har du mere styr på planterne, og vores familie har valgt at tænke både valnød, hasselnøddebuske og mandler ind i haven.

Hasselnødder har jeg tit fundet i naturen og også set valnødder uden for hegnet til store haver og herregårde. Mandler skal du langt syd på for at finde i naturen, men den trives, hvis du tager lidt hensyn her i kongeriget Danmark.

Jeg har denne gang fundet tre bud på sunde nødder, som du kan vælge at plante i din have med et minimum af pasning og med mulighed for at høste noget rigtig kernesundt.

Anbefaler nødder

I USA er valnød blevet godkendt til at bære mærket ”Qualified health claim”, fordi forskning tyder på, at valnød forbygger hjertekarsygdomme. Den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA anbefaler 40-45 g pr dag., hvilket er ca. 20 halve valnødder.

Siden 2003 har det også været gældende for andre nødder som hasselnød, mandler, pecan, pinje m.fl. Styrelsen understeger, at nødder skal spises som led i en fedt- og kosterolfattig kost, men da nødder har et højt energiindhold, er moderation i forhold til indtagelse nøglen.

Valnødder – Juglans regia

Valnødden stammer fra Lille Asien og har bredt sig til Europa. Dens nordlige grænse er Danmark.

Valnød skal placeres et sted, hvor der er plads. Træet kan blive 15 til 20 meter højt, 3 meter bredt eller større, alt efter opstamning, men det kan også danne skygge og skabe rum i haven. Træet er rimeligt hårdfør.

Køber du et træ på en plante skole, kan det være podet. Det koster ca. 500 – 600 kr. og det giver faktisk frugtkerner i løbet af nogle få år. Et træ, der kommer fra frø, kan tage fra seks til tolv år om at bære nødder. Podningen gør, at man kender træets gode egenskaber med hensyn til udbytte – f.eks. om nødden går i stykker og går til spilde, når den rammer jorden. I Danmark arbejder man også med at fremavle en sort, der passer til det danske klima.

Frugten er grøn og modningstidspunktet er i oktober-november.

Vi samler frugterne sammen og tager yderskallen fra. Derefter tørre vi dem i fyrrummet i 1-4 dage i net, hvor nettet jævnligt rystes for at undgå mug. Opbevares nødden for længe ved indendørs temperaturer, kan kernen svinde ind. Er inderkernen sort, muggen eller harsk, er den ubrugelig. De tørrede nødder opbevares køligt i net i ca. 8 måneder i et ventileret rum.

Knækkede kerner kan dybfryses.

Vi har nu oplevet, at sådan et stort træ kan give rigtig mange poser med valnødder. De knækkede er anvendelig til bagværk, og en af vores specialitet er vegetarisk valnøddebøf

Valnøddebøffer med hytteost

4 personer

100 g valnødder hakkes
1 stort løg
1 kop mælk
4 stk. æg
1 kop Rasp
1 kop havregryn
¼ l hytteost
Bouillon og paprika

Blandes og steges som bøffer. Der bruges lidt olivenolie.
Bages færdig i ovnen.

Er farsen lind, reguleres med rasp.

Valnød indeholder ca. 14 g protein, 17 g kulhydrat og 65 g fedt – heraf vigtige fedtsyrer, ligesom nødden indeholder vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Hasselnødder – Coryfos

Hasselnødder stammer fra Sydeuropa og Lille Asien og er en tidlig indvandrer i Danmark. Den er set ved udgravninger af gamle grave – helt tilbage til stenalderen. Romerne brugte dem til marchenergi til deres armeer. I dag kan den findes mange steder i naturen, og ofte er selvsåede nødder små.

Hasselnødden kommer til sin ret i haven, hvor der er plads i et hjørne eller et sted, hvor der skal dækkes af eller skabes opdeling. Du behøver kun at have en hassel, hvis der er hassel i nærheden, der kan bestøve. En anden god ide er at have to gode sorter, der står tæt på hinanden – det giver stort udbytte og to forskellige nødder i udseende og smag. Det kunne være Lambert Filbert/Cosford. En sådan duoplante får du i havecentre, hvor der også er gode råd at hente.

Hasselnød er en busk og bliver ca. 3 meter høj. Frugten sidder i haser, som næsten omslutter nødden. Disse høstes i september-oktober. De kan tørres et ventilleret sted i net, der rystes, for at de ikke skal blive mugne. Når hasen løsner sig fra nødden, er den moden. Nødder er beskyttet i skallen og knækkes, når de skal bruges. Knækkede nødder kan gemmes i fryseren. Holdbarhed ved kølig opbevaring er ca. 12 måneder.

Hasselnøddesteg

4 personer

100 g grahamsbrød
5 dl mælk
150 g nødder
4-5 dl cornflakes
1 løg
3 æg
1 teskefuld timian, merian, muskat, karry og salt

Det hele hakkes og køres sammen i en foodprocesser.

Bages ca. 1 time ved 200 c.

100 g Hasselnød indeholder ca. 15 g protein, 24 g kulhydrat og 54 g fedt. Heraf vigtige fedtsyrer. Der er også E-vitamin, andre vitaminer og mineraler i hasselnødder. Hasselnødder er rigtig gode i en afbalanceret kost, som kerner over mysli eller andet morgenmadsprodukt.

Nøddeboller (Valnød eller Hassel)

50 g gær
1 tsk. honning
2 tsk. Lima fint havsalt,
7,5 dl vand
1 dl klid
2 dl jaws-blanding
1 dl valnød eller hasselnødder hakket i minihakker
4 dl grahamsmel
4 spsk. olivenolie

Ingredienserne blandes og røres sammen. Tilsæt grahamsmel, indtil dejen slipper.
Hæver i 1 time.

Dejen slåes ud til boller og efterhæver til bollerne har en passende størrelse, ca. 30 min.
Bages derefter i ovnen ved 175 i 15 min.

Mandler – Pruns dulcis

Mandel er hjemmehørende i Middelhavsområdet og omtales i Biblen og af romerne. Senere kommer træet op i Central Europa. Den er i familie med blomme, abrikos og fersken. I Danmark har abrikos, fersken og mandler haft det problem, at stod de ikke i drivhus ved blomstring, kunne de, hvis det ikke var varmt nok, modtage svamp gennem blomsterne. Det er den såkaldte ferskenblæresyge, der krøller og misfarver og ender med at falde af.

Mandelfrugten er en lodden grøn frugt på størrelse med en blomme. Den modnes i september-oktober. Her kan frugten samles og skallen tages af. Knækkes skallen er der lækre søde sten under skallen. Der findes nu sorter, der ikke får svampen, bare de står et lunt sted. Det har gjort, at jeg har valgt at plante et træ i år.

Der findes både bitre og søde mandler. Det er den søde mandel, der bruges som næringsmiddel. Mandler er en af de mest allergivenlige nødder. De bruges derfor også til massageolie og cremer. A. Vogel anbefaler dagligt at tygge 10 mandler ved mave- og tarmproblemer.

Mandelkage, der er god

300 g mandler
300g rørsukker
3 æg
2 spsk. hvedemel med top
2 tsk. bagepulver

Chokolade til glasur

Sukker og æg piskes til æggesnaps. Mandlerne hakkes og røres sammen med hvedemel og bagepulver.

Bages ved 200g i ca. 30 minutter.

200 g mørk chokolade smeltes over vandbad og fordeles på den afkølede kage. Kom evt. lidt smør eller fløde i chokoladen, så kagen er nemmere at skære ud.

Mandler indeholder pr 100 g ca. 20 g protein, fedt 39 g og 29 g kulhydrat. Deraf vigtige fedtsyrer samt E- vitaminer og andre vitaminer og mineraler, hvilket fremmer funktionen og optagelsen af næringsstofferne i alle nødder.

Fakta om nøddeolier

Nødder indeholder essentielle fedtsyrer, der er livsnødvendige for kroppen.

Der er to hovedgrupper: 6 n og 3 n. Disse er vigtige for fedtomsætningen i kroppen, fordi de indgår i cellemembranen. De har betydning for kredsløb og nedsætter kolesterol i blodet og er ligeledes vigtige ved hudproblemer, hormonforstyrrelser, leddegigt og kredsløbsproblemer.

Fakta om nøddeprodukter

I helsebutikkerne er der et bredt udvalg af gode økologiske kvalitetsnødder. Kig efter udløbsdato.

Du kan også få de gode fedtsyrer gennem nødde- og kerneolier. I blandingsolier samler man kerner og frøs gode og nyttige egenskaber i blandinger med n3 og n6. Det er til dem, der ikke tygger kerner, f. eks. Udos Choice, Perfect Balance og Livets olie.

Valnøddeolie, der sammen med olivenolie, giver en pikant smag i salater, bruges også i cremer og salver.

Mandelolie: Er en fed sød olie, der er en ægte delikatesse, med en let tone af blomstersmag. Giver salat en dæmpet krydret smag. Er rigtig god udvortes til tør sprukken hud og til massage.

Forrige artikelEksem

Næste artikelFælles måltider forhindrer spiseforstyrrelser