Nyheder

Klimaet bekymrer os – men løsningerne er vi ikke enige om

Et stort flertal af den danske befolkning tror på klimavidenskaben. Men her hører enigheden om klimaet op. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet. 

Foto: Shutter- og Adobestock
17. april 2024

Et stort flertal af den danske befolkning tror på klimavidenskaben. Men her hører enigheden også op. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet. 

Klimaet har skabt en stærkt polariseret debat i USA, hvor en stor del af befolkningen ikke anerkender klimaforandringerne. Klimaskeptikerne, der typisk tilhører højrefløjen, vil heller ikke høre tale om en grøn omstilling.  

Et stort flertal anerkender, at problemet er menneskeskabt

Klimaspørgsmålet har også splittet befolkningerne i europæiske lande. Det gælder blandt andet Frankrig og Storbritannien. Med den baggrund har ph.d. Andrea Veggerby Lind og kollegerne Thomas Morton og Bjørn Hallsson undersøgt danskernes holdninger til klimaforandringerne. 

“…vores undersøgelse viser, at et meget stort flertal af danskerne anerkender klimaforandringerne som menneskeskabte”

– Der er indlysende politiske forskelle på USA og Danmark, men vi har en tendens til at se amerikanske sociale fænomener og tro, at det er det samme i Danmark. Men hvad klimaskepsis angår, har vi stadig til gode at se amerikanske tilstande, for vores undersøgelse viser, at et meget stort flertal af danskerne anerkender klimaforandringerne som menneskeskabte, og at de fleste støtter en grøn omstilling i en eller anden form, fortæller Andrea Veggerby Lind.  

Det er ifølge forskerne kun en gruppe på omkring 7 procent af danskerne, der mener, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte. 

Studiet, som er en del af Andrea Veggerby Linds ph.d.-afhandling Beyond Climate Scepticism – an exploration of climate attitudes and political orientation in Denmark, er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. 1365 personer har besvaret undersøgelsen. 

LÆS OGSÅ: De ressourcer, vi har i dag, er ikke uendelige

Et mere nuanceret billede 

Andrea Veggerby Lind og hendes kolleger delte respondenterne op i segmenter. De repræsenterer både forskellige grader af bekymring for klimaforandringerne og graden af villighed til at omstille samfundet. 

Den opdeling giver ifølge forskerne et mere nuanceret billede af danskernes klimaholdninger på tværs af politiske skel. Den kan samtidig give et fingerpeg om, præcis hvilke grupper det giver mening at kommunikere til. Det gælder ikke mindst, hvis man som politiker eller interesseorganisation eksempelvis vil fremme klimadagsordenen: 

– Den største gruppe har vi valgt at kalde Cautious – ’de forsigtige’ – og den udgør hele 27 procent af den voksne befolkning. De er interessante, fordi de alle anerkender klimaforandringerne som menneskeskabte. De vil også gerne omstille samfundet, men ikke på samme dramatiske måde som de allermest klimaengagerede. De stemmer ikke nødvendigvis på de partier, der vil iværksætte de mest vidtgående klimaløsninger, forklarer Andrea Veggerby Lind.   

LÆS OGSÅ: Kom dit madspild til livs

Studiet kan hjælpe på kommunikationen

Segmenteringsmodellen kan altså bruges til at skræddersy kommunikation om klimaet til specifikke grupper i befolkningen. Også grupper, der ikke nødvendigvis deler politiske synspunkter i andre spørgsmål: 

– Gruppen, vi har kaldt ’de ambivalente’, og som udgør 13 procent af befolkningen, er fx stærkt bekymret over klimaforandringerne, men er samtidig utilbøjelig til at ændre adfærd eller støtte klimatiltag som afgifter på fødevarer – og dermed vanskelige at kommunikere til. Men fordi denne gruppe er mere pessimistisk omkring effekten af klimahandling, kan en mulig tilgang være at fokusere på konkrete succeshistorier, der viser, at klimatiltag kan have en effekt. På den måde kan de ambivalente se, at deres bekymringer kan afhjælpes via politiske løsninger, siger Andrea Veggerby Lind. 

Klima handler om meget mere end naturkatastrofer 

Mange bliver skeptiske, når forskere og aktivister blander migration, sundhed eller økonomi ind i debatten om klimaet, fordi vi stadig primært ser klimaforandringerne som et videnskabeligt og naturcentreret problem. Men det er vigtigt at finde måder at kommunikere disse sammenhænge på. 

“… selvom migrationsemnet har en tendens til at skabe splittelse, havde dette budskab ingen polariserende effekt på danskerne i forhold til et budskab om naturkatastrofer.”

Især har der været bekymring om, hvorvidt det at forbinde klimaet med migration, som i forvejen er et stærkt polariserende emne, også ville polarisere klimadebatten.   

– Vi har konkret studeret, hvordan danskere modtager budskabet om, at øget migration vil være en uundgåelig konsekvens af klimaforandringerne. Men selvom migrationsemnet har en tendens til at skabe splittelse, havde dette budskab ingen polariserende effekt på danskerne i forhold til et budskab om naturkatastrofer. Og det kom faktisk lidt bag på os, siger Andrea Veggerby Lind. 

Generelt gjorde budskabet om klimamigration modtagerne mere modtagelig overfor, at migration er en reel effekt af klimaforandringerne. Dog var folk på tværs af det politiske spektrum mere mistænksomme over for budbringeren. De mistænkte vedkommende for at have en skjult dagsorden. Men selve budskabet var der ingen, der anfægtede. 

Kilde: ku.dk

Forrige artikelMindre økologi – trods lovende fremtid

Næste artikelSkærme kan rumme årsag til ADHD-eksplosion

Thomas la Cour

Journalist