Nyheder

Klimatilpasning begynder i hovedet

6. maj 2015

Vi glemmer det psykologiske aspekt, når talen falder på klimatilpasning. Det mener en forsker, der har undersøgt sammenhængen mellem trivsel og bæredygtighed.

Når man taler om klimatilpasning, handler det som oftest om teknologiske løsninger. Men din mentale parathed til at omstille dig til en mere bæredygtig levevis spiller en lige så vigtig rolle i arbejdet med klimatilpasning. Det mener Simon Elsborg Nygaard, ph.d.-studerende på Psykologisk Institut ved Aarhus BSS.

– Et af de største problemer er, at vi som mennesker forbinder et mere bæredygtigt liv med noget negativt. Mindre huse, færre flyrejser, mindre kød på tallerkenen – vi har ganske enkelt ikke lyst til at nedsætte ressourceforbruget, fordi det for de allerfleste opleves som ensbetydende med ringere livskvalitet, siger Simon Elsborg Nygaard.

Danskerne bruger ekstreme ressourcer

Men faktum er, at vi i Danmark bruger fire gange flere ressourcer, end vi skulle, hvis vi vil leve bæredygtigt. Det vil sige, at hvis alle levede ligesom en dansker, skulle vi bruge fire jordkloder for at opretholde vores livsstil. På globalt plan bruger vi lige nu, hvad der svarer til halvanden jordklode. Samtidigt er der over hele verden et stigende pres på mineraler, metaller, vand, landbrugsjord og andre vigtige ressourcer, som vokser i takt med, at bl.a. asiatiske økonomier buldrer frem. Derfor er der ifølge Simon Elsborg Nygaard heller ingen tvivl om, at vi som mennesker mentalt bliver nødt til at erkende, at vi skal tilpasse vores levevis og adfærd betydeligt.

– Udfordringen opstår ikke 200 år ude i fremtiden. Den er her nu, og det er noget, der vedrører os selv og vores børns liv. Derfor bliver vi også nødt til at finde ud af, hvordan vi kan motivere folk til at leve mere bæredygtigt, siger han.

Positiv motivation

Simon Elsborg Nygaard er lige nu i gang med sit ph.d.-projekt, som undersøger sammenhængen mellem bæredygtighed og trivsel. Målet er bl.a. at knække koden for, hvordan man opløser modsætningen mellem trivsel og bæredygtighed. Ifølge Simon Elsborg Nygaard kan det ud fra et psykologisk perspektiv gøre det lettere for folk at tilpasse deres mindset til en bæredygtig livsstil, hvis guleroden også er større trivsel – altså hvis skræmmekampagnernes negative motivation suppleres med en positiv motivation.

– Det nytter ikke, at vi udelukkende taler om klimaforandringer som skrækscenarier. Med al tydelighed er det ikke noget, der motiverer os tilstrækkeligt på det personlige plan. Der er brug for, at vi samtidigt kan udvikle og synliggøre mulighederne for, hvordan vi kan lave den her omstilling, uden at det går ud over vores lykke og trivsel. Det er det, vi kalder bæredygtig trivsel. Herved opnår vi større sandsynlighed for borgernes og politikernes motivation og tilslutning til en klimatilpasset adfærd, siger Simon Elsborg Nygaard.

Han understreger, at bæredygtig trivsel og de mentale redskaber er vigtige, både når det handler om spørgsmål, der vedrører forebyggelse og tilpasning til klimaforandringer.

Kilde: Au.dk

Forrige artikelSundhedsminister fastholder HPV-vaccine

Næste artikelKrebinetter med gulerod og mandler