Nyheder

Kom din flyskræk i møde med disse 10 gode råd

Foto: Adobe Stock
9. juli 2018

Selvom den danske sommer indtil videre har været fænomenal, er vi stadig mange danskere, der søger mod sydligere himmelstrøg om sommeren. Men før vi kan få palmer og drinks i skyggen, skal flyturen lige overstås – noget, der giver nervøse trækninger og klamme håndflader – flyskræk – hos rigtig mange mennesker.

Faktisk har hele 20 procent af flypassagerne angst for at lette fra jorden og flyve oppe i luften. Så hvis du eller en af dine nærmeste er en af de 20 procent, kan det være en god idé at følge de råd, som Statens Luftfartsvæsen har offentliggjort:

10 råd om flyskræk

  1. Vær i god tid –stress fremmer angst.
  2. Ignorer de lyde, du ikke kender –de skal helt sikkert være der, og du tænker jo ikke over dem i bybussen?
  3. Kig på personalet –ser de rolige ud, er alt, som det skal være.
  4. Undgå alkohol før og under rejsen –alkohol dehydrerer og fremmer angsten.
  5. Sid så langt fremme i flyet som muligt –de fleste fly støjer mindst oppe foran.
  6. Undgå piller –selvmedicinering og flyvning er en rigtig dårlig cocktail.
  7. Fortæl personalet, at du har flyskræk –de har set det mange gange før og vil gerne støtte og hjælpe.
  8. Rejs i bekvemt og løstsiddende tøj –gem slipset og de høje hæle til destinationen …
  9. Vær åben om din flyskræk –lad være med at lukke dig inde i dig selv.
  10. Opsøg information –er der noget, du ikke forstår, så spørg eller undersøg det i litteratur eller på nettet. Manglende viden fremmer utryghed og flyskræk.

Sikkerhed i luften

Er det stadigvæk svært at ryste sin flyskræk af sig, kan det måske hjælpe at huske på, hvad pilot Ola Reinholt har udtalt til DR Sundhed:

– Det er ikke farligt! Tænk på, at i biltrafikken er alle sammen amatører, i luften er vi professionelle. I trafikken vælter folk rundt mellem hinanden, nogen har måske kun haft kørekort i fem minutter, andre tog det for 50 år siden og har ikke vedligeholdt det siden. Trafikanter er ikke underlagt risikobedømmelse, de efteruddanner sig ikke og der er mange forskellige temperamenter, der dagligt kommer i kog bag rattet.

– Vi, der befinder os i luften, er konstant underlagt diverse tests, og vi bliver løbende overvåget og efteruddannet. Hvis vi ikke består disse tests, så får vi ikke lov til at flyve. Nøgleordet for os er flyvesikkerhed frem for alt, fortalte Ola Reiholdt til DR Sundhed.

 Kilde: Flytryg.dk og dr.dk/sundhed

 

Forrige artikelSmør de gigtramte led indefra

Næste artikelBrug vand fornuftigt under tørken