Nyheder

Krydderurter: Dyrk dem selv!

17. maj 2016

Mynte giver et pift til jordbærsalaten og basilikum er uundværlig i en traditionel pesto – og de smager endnu bedre, hvis de er fra egen avl, så hvorfor ikke dyrke dem selv?

 

Gæsterne kommer om lidt, og et par blade mynte vil være perfekt til at give sommersalaten et sidste pift. Men du har ikke tid til at smutte ned i det nærmeste supermarked, og det er det rene fråds at købe en hel mynte for blot at bruge nogle få blade.

Heldigvis kan du sagtens dyrke krydderurter selv, så de står friske til at benytte hele sommeren.

 

Naturen klarer ærterne

Det er nemlig ikke kun de traditionelle danske krydderurter som persille og purløg, der kan leve i den danske sommer. Også eksotiske planter kan fint trives på en altan eller i urtehaven – uden brug af sprøjtegift. Det fortæller gartner Christen Olsen fra Dansk Gartneri. Han har et krydderurt-gartneri i Ishøj, der bruger biologisk bekæmpelse.

– Mynte, basilikum og koriander er efterhånden ikke fremmede for os – de er en del af det danske køkken og udvalg. Og det er kun godt – for de smager fantastisk og man kan dyrke dem i haven eller i potter. Så længe der ikke er frost. Og lad så naturen gøre sit arbejde i forhold til skadedyrsbekæmpelse: Der er ingen grund til at sprøjte krydderurterne, siger Christen Olsen.

Små smådyr der summer i haven, er nemlig krydderurternes venner. Derudover kræver det blot simple initiativer at få krydderurterne til at klare sommeren.

– Sørg for, at krydderurterne ikke står i nærheden af æbler eller pærer, som begge er med til at forringe plantens holdbarhed. Derudover kan det være en god idé at sætte krydderurterne i en lidt større potte, så de kan brede sig og dermed også̊ bliver nemmere at håndtere, siger Christen Olsen.

 

Hvad dyrker du i?

Når altanen eller terrassen skal indrettes med krydderurter, er det hyggeligt at gøre det fint og bruge alternative krukker. Men selvom det ser flot ud at dyrke oregano i bildæk eller basilikum i murespande, så er det ikke en god idé. Det fortæller indehaver af Altan-inspiration.dk, Lotte Andreasen.

– Det giver jo ingen mening at dyrke økologiske krydderurter i økologisk jord, hvis man sætter det hele i en beholder fyldt med gift. Jeg ser mange, der dyrker i bildæk, PVC-rør og murerspande, men det vil jeg altså fraråde til spiseplanterne. Hvis man nogensinde har snuset til en murerspand, så ved man, at den lugter forfærdeligt og bliver ved med det længe, siger Lotte Andreasen til grønforskel.dk.

 

 

Sådan får du glade krydderurter

  1. Krydderurter elsker sol, så placer dem gerne, hvor solen bager. Husk dog at give dem masser af vand.
  2. Hvis du har dine krydderurter stående i en underskål, så hæld overskydende vand ud efter planterne har trukket i 20 minutter.
  3. Sæt krydderurterne i en større potte – Det gør det nemmere at håndtere dem, og giver dem plads til at vokse.
  4. Bliver krydderurterne for store, ranglede og grimme, kan du klippe dem ned til en hånds breddes højde. Det får dem til at skyde igen.
  5. Krydderurter bør ikke stå̊ i nærheden af frugter som æbler eller pærer – det forkorter deres holdbarhed.

 

Kilder: DanskGartneri.dk, GrønForskel.dk

 

Forrige artikelFå syre-basebalance i kroppen

Næste artikelTeenagepiger tænker ikke over parfumeallergi