Livets salt findes på Læsø – eller rettere under Kattegat-øen. Det kan hjælpe rigtig mange af os til at få et bedre liv og en sundere hud gennem behandlinger og bade i Læsø Kur, indrettet rundt om Vesterø Havnekirkes tårn.
Ude i horisonten rager et tårn op som noget af det første, den rejsende på Læsø-færgen fra Frederikshavn får øje på, når hun spejder mod øst for at få landkending af den flade ø midt i Kattegat. Tårnet har hørt til kirken i Vesterø Havn, som færgen et kvarters tid senere lægger ind til, men nu er her ikke længere kirke, men derimod kursted. Og tårnet er dermed et meget synligt og særpræget vartegn for Læsø Kur, som velvære-centret hedder.
Den øvrige kirkebygning er nu afløst af nybyggeri, som rummer saltbade med forskellige koncentrationer af det berømte Læsø Sydesalt på øens sydlige side. Her pumpes saltholdigt vand fra undergrunden op i store kar, som opvarmes, så saltet inddampes. Saltet er den væsentligste ingrediens i de mangeartede behandlinger, Læsø Kur nu byder på efter åbningen i år lige op til sommersæsonens begyndelse.
Læsøs salt har gennem et fireårigt forsøgsprojekt bekræftet formodningen, at det indeholder salte og mineraler, som virker helbredende på psoriasisramte mennesker. Helt i lighed med, hvad Det Døde Hav i Israel gør for psoriasispatienter. Det betyder, at mange vil have lige så meget gavn af et behandlingsophold hos Læsø Kur som i Israel – og det vil kunne ske i mere hjemmevante omgivelser, som en del vil være mere trygge ved. I samarbejde med et af øens hoteller udbydes fire ugers behandlingsophold for psoriasispatienter, men individuelle ophold af kortere varighed kan også arrangeres.
Også mange andre vil kunne have gavn af saltets gavnlige virkning på huden – og det var udslagsgivende for beslutningen om at arbejde for det nye, smukke kursted på Læsø. Fonde, Læsø Kommune, EU og andre har skudt penge i projektet, som er et datterselskab af Læsø Sydesalt.
Læsø Kur arbejder sammen med sommerhusudlejere, pensionater og hoteller om at tilbyde 2 og 3 dages pakkeløsninger for kurgæster, som vil nyde godt af behandlinger kombineret med oplevelser i naturen, på museer, i gårdbutikker eller med kniv og gaffel på Læsø.
Behandlinger Læsø Kur tilbyder indtil videre følgende behandlinger: – Ansigtsbehandling i 25 minutter – Lerindpakning i 50 minutter – Zoneterapi i 50 minutter – Saltpeeling i 25 minutter – Aromaindpakning i 50 minutter – Massage i 25 eller 50 minutter – Fodbehandling i 50 minutter – Urtemassage i 50 minutter – Algeindpakning i 50 minutter |
Hele øen står sammen om at give kur-turisterne en god oplevelse, uanset om det er endagsgæster eller flerdages turister. Igennem mange år har læsøboere satset på at udvikle en række specielle produkter, blandt andet kvalitetsvarer indenfor fåreavl, fisk og skaldyr, honning, skinker og pølser ligesom øen nu også har fået sit eget bryggeri. Kurgæsterne vil kunne opleve fremstillingen af nogle af disse Læsø-produkter og får dermed et indblik i betydningen af gode råvarer og ypperlig kvalitet for et bedre liv – og bedre helbred.
Velvære er ikke udelukkende kurbade og behandlinger, men også, hvad vi klær os i og spiser, ligesom motion i smukke omgivelser giver energi til sjæl og krop.
60.000 mennesker besøger hvert år Læsø Saltsyderi, og Læsø Kur håber, at op mod halvdelen af disse vil blive fristet af den nye mulighed for et velværeophold.
Saltsyderiet vil naturligvis reklamere over for de besøgende for den helbredende virkning af saltudvindingen ved behandling i for eksempel saltbade eller som saltpeeling. – Vores primære kunder er psoriasispatienterne, for det er i den sammenhæng, vi har gennemført forsøg med saltbehandlinger. Her samarbejder vi med Psoriasisforeningen om at udvikle tilbud, og Helserejser står for de praktiske forhold med ophold og rejse til Læsø. Men mange andre af de 30.000 gæster, vi håber på at få besøg af, vil kunne have gavn af de mange forskellige behandlinger, fortæller den daglige leder af Læsø Kur, Marian Jacobsen.
Priser Entreen til Læsø Kur koster 240 kr. Herefter kan kurstedets almindelige faciliteter bruges ubegrænset. Behandlinger koster for 25 minutter 280 kr., mens 50 minutter koster 480 kr. Kombineret entre og behandling i for eksempel 50 minutter koster 680 kr. |
Saltinhalation er et af tilbuddene, som kan gavne mennesker, der har problemer med deres pande- og bihuler. I øjeblikket er det dog ikke Læsøs eget salt, som bruges her, men derimod salt fra Dansk Salt ved Mariager Fjord.
– Vi er ved at udvikle på Læsø-saltet, så vi kan bruge det i stedet, men lige nu har det for skarpe krystaller til, at det er godt at bruge til inhalation. Men vi regner med, vi kan bruge Læsø salt om nogen tid. Gæsterne vil typisk mærke en virkning efter 3 minutter på bænken i det lille rum, hvor de typisk opholder sig 20-25 minutter pr dag. Det er en behandling, der især hjælper ved gentagelse, forklarer Marian Jacobsen.
Mange astmatikere har erfaret, at den salte luft på Læsø er gavnlig for deres vejrtrækning – og et kurophold med fokus på deres helbredsproblemer vil givet kunne forstærke effekten for dem.
– Andre vil have effekt af urtemassage med varm olie. Der er op til 50 forskellige urter i olierne, og de vil trænge ind gennem huden under massagen og styrke lever og andre organer, ligesom musklerne vil blive gennemvarme og afslappede af urtemassagen, siger Marian Jacobsen, som glæder sig til at byde kurgæster og turister på usædvanlige velvære-oplevelser i de specielle omgivelser.