Kvinder er mere uforsonlige over for deres veninder, end mænd er over for deres venner.
Kvinder anses ellers generelt for det mere sociale køn, og det er måske netop årsagen til, at kvinder tilsyneladende er meget kritiske over for andre kvinder, mens mænd i højere grad ser gennem fingre med fejl hos andre mænd.
Det viser i hvert fald et forsøg, som offentliggøres i den amerikanske psykologsammenslutnings fagtidsskrift Psychological Science.
I forsøget har mandlige og kvindelige studerende ved nordamerikanske og britiske universiteter udført to forskellige tests. I den første blev forsøgspersonerne bedt om at udfylde et skema med en vurdering af deres forhold til deres bofæller på kollegiet.
I den anden test skulle de give en vurdering af troværdigheden hos en hypotetisk “bedste-ven”, som bryder sit løfte om at aflevere en opgave.
Både i det virkelige og det hypotetiske scenarie var mændene langt mere large end kvinderne over for deres venner. De mandlige universitetsstuderende var mere tilfredse med deres bofæller og angav færre problemområder for bofællen. Kvinderne var mere kritiske i deres vurdering, og de fulgte op ved at være mere tilbøjelige til at skifte bofælle.
I den hypotetiske bedste-vens-test var mændene mere overbærende med løftebruddet, mens kvinder dømte det meget hårdt.
Lavere tærskel
Forsøget er udført i samarbejde mellem psykologer på Cambridge Univervity, Harvard University og Université du Montreal, under ledelse af Joyce Benenson fra Cambridge. Hun siger, at forsøget tyder på, at kvinders tærskel over for sociale fejl er lavere end mænds, og at det ikke er i modstrid med antagelsen om at kvinder er mere sociale.
– Kvinder vægter negativ information tungere end mænd, fordi det ødelægger den den følelse af nærhed, som har en større betydning for kvinder end for mænd i forhold til personer af samme køn, siger Benenson.
Hun advarer dog imod, at den anvendte definition af “tolerance” i forsøget måske er for snæver til at afdække hele sandheden om mænds og kvinders tærskler over for hinanden.
Blandt andet har forsøget kun set på tolerance over for sociale fejl, og ikke på personlige mangler på andre områder, som måske har en større betydning for mænd.
Kilde: Berlingske